Diplomatisk krig mellem USA og Sydamerika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Der er udbrudt en veritabel diplomatisk krig mellem USA og de sydamerikanske lande Bolivia og Venezuela, der støttes af Argentina, Brasilien og Nicaragua.

Onsdag udviste Bolivias præsident Evo Morales den nordamerikanske ambassadør Philip Goldberg, efter at han adskillige gange mødtes med lederne af oprørsprovinsen Santa Cruz. De kræver præsidentens afgang på trods af, at han netop godt og vel har fået bekræftet sit mandat ved en folkeafstemning. ”Goldberg konspirerede med grupper, der kan føre landet ud i en borgerkrig”, sagde Evo Morales, ifgl. det latinamerikanske nyhedsbureau Púlsar.

USA svarede igen med det, som den honduranske avis El Heraldo kalder en øje-for-øje-reaktion. Bolivias ambassadør blev torsdag erklæret for ”non grata”. ”Som svar på en ikke retfærdiggjort handling, og i overensstemmelse med Wiener konventionen”, lød begrundelsen.

I solidaritet med Bolivia udviste Venezuelas præsident Hugo Chavez torsdag den nordamerikanske ambassadør Patrick Duddy og kaldte samtidig den venezuelanske ambassadør i USA Bernardo Alvárz hjem. ”Skrid for helvede, lorte – yanki”, sagde Chavez i sin afskedssalut til Duddy, der fik 72 timer til at komme ud af det sydamerikanske land.

Han understregede samtidig, at hvis USA forsøgte at blande sig i Venezuelas politik, ville der blive lukket for olien. En magtfuld trussel, da Venezuela er en af USAs største leverandører.

Regeringerne i Argentina, Brasilien og Nicaragua støtter Evo Morales forsøg på at indføre en indiansk grundlov i det indiansk dominerede land. I dag er naturrigdommene samlede på få og meget rige hænder i lavlandet, mens den fattige indianske befolkning bor i højlandet. Rigdommen skal fordeles, ifgl. grundlovsforslaget.

Det har ført til dramatiske sammenstød, der torsdag kostede otte bønder livet, mens 20 blev sårede. De var, sammen med hundredvis af andre, på vej til en støttemarch for Evo Morales og den ny grundlov. De blev overfaldet af en bevæbnet gruppe, knyttet til guvenøren i en af de rige oprørsprovinser, oplyser Pulsár.