CARACAS, 20. September 2008: Torsdag eftermiddag offentliggjorde Human Rights Watch, international menneskerettighedsorganiation, en status over menneskerrettighedssituationen i Venezuela ved et pressemøde i landets hovedstad Caracas.
Rapporten konkluderer, at efter et tiår med Hugo Chavez ved roret ”er de demokratiske institutioner systematisk underminerede”, skriver nyhedstjenesten Púlsar.
Få timer efter offentliggørelsen bad en gruppe militærfolk José Miguel Vivanco, direktør for menneskerettighedsgruppen i Nord- og Sydamerika, samt den næstkommanderende i organisationen Daniel Wilkinson om at pakke kufferten i en vis fart.
Begrundelse: brud på Venezuelas forfatning, der ikke tillader udlændinge på turistvisum at blande sig i ”intern politik”, skriver det venezuelanske dagblad Diario el Tiempo lørdag.
De blev sat på det første fly ud af landet. Det gik tilfældigvis til Brasilien, og Vivanco sagde ved ankomsten: – Vi fortsætter arbejdet for menneskerettighederne i Venezuela. Vi mener, som vi siger i rapporten, at Chavez´s styre har betydet en alvorlig nedtur for demokratiet.
Vivanco er chilener, og den chilenske regering har betegnet udvisningen som helt ude af proportioner samt bedt Venezuela om en forklaring, oplyser det venezuelanske dagblad El Diario la Nación.
Du kan hente rapporten her: http://www.hrw.org/reports/2008/venezuela0908/