Præsidenten i Venezuela, Hugo Chávez anderkendte mandag sit nederlag i folkeafstemningen om en ny forfatning.
Han erkendte, at han måske har fremsat forslaget om den ny forfatning på det forkerte tidspunkt, og at Venezuela åbenbart ikke er modent til socialismen, skriver den spanske avis El Mundo.
FORSLAGET LEVER VIDERE
Hugo Chávez sagde samtidig, at selvom han respekterer folkets dom, opgiver han ikke sit projekt.
– Forslaget (om en ny forfatning) lever videre, det er ikke dødt, sagde han.
Det ser oppositionen som en trussel om voldsomme forandringer i de år, Hugo Chávez har tilbage i embedet.
OVERRASKELSE
Afstemningen endte med 51% nej-stemmer mod 49% ja-stemmer og blev dermed det første politiske nederlag for præsidenten siden han kom til magten i 1999.
Resultatet er overraskende eftersom Hugo Chávez i 2006 blev genvalgt som præsident med 63% af stemmerne.
LAV VALGDELTAGELSE
Iagttagere peger på, at 44% af venezuelanerne ikke stemte søndag. Det tyder på, at mange, som ellers stemmer på Hugo Chávez, mener at hans forslag til ny forfatning var for vidtgående.
DEN NY FORFATNING
Forslaget til ny forfatning indebar bla. ophævelse af den nuværende forfatnings regel om at en præsident kun kan genvælges en gang.
Det indebar øget regeringskontrol over udnævnelse af lokale, politiske ledere og begrænsninger i Nationalbankens selvstændighed.
Forslaget indeholdt også en række sociale reformer, for eksempel oprettelse af en social fond for uformelle arbejdere, nedsættelse af arbejdstiden til 6 timer om dagen og en helt ny politisk infrastruktur i Venezuela.