I en tale til Nationalforsamlingen i Venezuela, fredag, luftede den siddende præsident, Hugo Chávez, muligheden for en folkeafstemning om hvorvidt en præsident skal kunne genvælges i det uendelige.
Spørgsmålene bliver i givet fald meget enkle:
Ønsker De at præsident Hugo Chávez fortsætter som præsident, ja eller nej?
Er De med på at lave en lille ændring i grundloven, som åbner mulighed for gentagne genvalg af præsidenter i Venezuela, ja eller nej?
Emnet var en vigtig del af en ændring af grundloven, som var til afstemning kort før jul.
Det førte til et forsmædeligt nederlag til Hugo Chávez, idet flertallet stemte nej.
Men han har altså ikke opgivet planerne om at fortsætte som præsident.