Venezuelas socialistiske præsident, Hugo Chavez, skruede tirsdag op for retorikken efter at den amerikanske regering dagen før indførte handelssanktioner mod Venezuela i vrede over manglende samarbejde mellem de 2 lande i kampen mod international terrorisme, skriver dagbladet Børsen onsdag.
– Er det os, der invaderer andre lande? spurgte Chavez retorisk foran et jublende publikum i London, hvor præsidenten for det sydamerikanske olieland for øjeblikket er på visit.
Venezuela er en af USAs største olieleverandører, men Bush-regeringen er bekymret over Chavez venstredrejede politik og nære forbindelser til Fidel Castros Cuba og præstestyret i Iran, som USA anklager for at støtte international terrorisme.