Kommentar af generalsekretæren for Ibis, en af de største projektudførende danske u-landsorganisationer (NGOer)
Af Vagn Berthelsen
VK-regeringen præsenterede mandag en række nye prioriteter for Danmarks udviklingsbistand; god regeringsførelse og menneskerettigheder, kvinder og hiv/aids styrkes med særlig fokus på Afrika.
Det er svært at være uenig i områderne, som Ibis længe har argumenteret for.
Men de nye prioriteter er blot de seneste i en lang række i VK-regeringens levetid. I de seneste 5 år har fokus bl.a. været på terrorbekæmpelse, indsatser i nærområderne, erhvervsudvikling, de arabiske lande og ja, kvinder (altså den første gang).
Der er meget signalværdi i dansk udviklingsbistand i disse år. F.eks. lovede regeringen i 2003, at uddannelse skulle udgøre 15 procent af den samlede bilaterale bistand i 2008.
Men siden har bistanden til uddannelsessektoren været svagt faldende og udgør i dag under 10 procent. Og regeringens nye udspil giver ingen klare bud på, hvordan målet nås.
Hverken uddannelse for alle, ligestilling eller kampen mod aids vindes over én nat og der eksisterer ingen nemme og hurtige løsninger. Udvikling opnås kun igennem en langsigtet indsats, dialog og ikke mindst sammenhæng og koordinering i bistanden.
Derfor må de danske bistandsprioriteter være langsigtede og fri for kortsigtede modeluner og indenrigspolitiske interesser.
Effektivitet i bistanden har været et gennemgående tema for regeringens udviklingspolitik. Dette er bl.a. grunden til, at regeringen øger støtten til de såkaldte programsamarbejdslande, mens bidraget til de multilaterale organisationer reduceres. Målet er at få mest muligt for pengene.
Det afgørende er imidlertid ikke de danske fingeraftryk, men derimod kvaliteten og effektiviteten.
Klasselokaler med lærere, sundhedsklinikker med sygeplejersker og vandhaner med rindende vand er helt basale fornødenheder, som kan forandre livet for millioner af fattige. Dette opnås kun igennem fælles og koordineret indsats, hvor udviklingslandene selv tager styringen.
FNs særorganisationer spiller ofte en afgørende rolle, idet de har omfattende viden og kapacitet indenfor området. Samtidig er det danske FN-bidrag ofte med til at sikre en kritisk modvægt, som det f.eks. er tilfældet overfor den amerikanske modstand mod kondomer og reproduktiv sundhed.
Regeringens kritiske linje overfor FN-organisationerne er desuden i direkte modstrid med Danmarks ukritiske holdning overfor Verdensbanken og Valutafonden IMF.
Dette til trods for, at adgangen til sundhed og uddannelse for kvinder vanskeliggøres af de stigende låne- og gældseftergivelseskrav fra de finansielle institutioner, som f.eks. indeholder privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor.
Storbritannien og Norge har allerede erklæret sig uenige med institutionernes politik og truet med at tilbageholde finansielle bidrag, hvis ikke der sker fremskridt. Men Danmark forholder sig tavs.
En aktiv multilateral bistandspolitik må gælde for både FN og de andre og ikke nedprioriteres i en tid, hvor global fattigdom, terror og sygdom udgør en trussel for den politiske stabilitet.
Derfor må Danmark forsat støtte et bredt udsnit af multilaterale organisationer, for at sikre større sammenhæng og koordinering af den globale bistandsindsats, slutter Vagn Berthelsen.
Læs også telegrammet “VK bryder med bistandens historiske fifty-fifty fordeling”, dato 04.09.06, i rubrikken Dansk bistand
