U-landsorganisationen Ibis – venstrefløjens flagskib i u-landsmiljøet – har efter mange års tilløb og især takket være en større indsats af “facere” – gadehververe – rundt om i byerne præsteret på blot 9 måneder næsten at fordoble sin medlemsskare. Nemlig fra 2.078 medlemmer og støttemedlemmer ved udgangen af 2003 til 3.908 pr. 1. oktober i år.
Det fremgår af Ibis-styrelsens beretning for 2003-2004, som blev fremlagt på den årlige generalforsamling i weekenden. Det er samtidig et bemærkelsesværdigt resultat, idet den førende konkurrent på området, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), i årets første 10 måneder (altså over en måned mere) “kun” har præsteret en fremgang i individuelle (personlige) medlemmer på 25 procent – nemlig til 5.700 ved indgangen til november.
Det betyder for første gang nogensinde en dramatisk indsnævring i forskellen mellem antallet af personlige medlemmer i de 2 organisationer.
I Ibis-beretningen for 2003-04 kan man også læse, at organisationen i 2003 hentede 3,783 mio. kr. i private bidrag, hvad der kun svarer til 2,4 procent af de samlede indtægter på 156,907 mio. kr. Ligesom hos MS er Danida den totalt dominerende donor. Danida-midlerne til Ibis-projektvirksomheden udgorde tilsammen ikke færre end 90 procent af indtægterne sidste år.
Aktiviteterne i Afrika tegnede sig for 51 procent af udgifterne på tilsammen 156,676 mio. kr. sidste år, mens Mellemamerika og Sydamerika løb op i tilsammen 38 procent. Samtidig lå administrationsprocenten i Ibis i 2003 på 6,7.
Her Ibis-styrelsens årsberetning i sin helhed under overskriften “Uddannelse, indflydelse og ressourcer”.
De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Sådan har det i mange år lydt fra tv-kanaler og avisoverskrifter verden over. Og Ibis har ved selvsyn konstateret det i de lande i Afrika og Latinamerika, hvor vi arbejder.
For at komme uligheden til livs besluttede FN, at der måtte gøres en fælles indsats. På FNs topmøde i 2000 forpligtede 191 statsoverhoveder sig til, at de ville arbejde for 8 mål, der skulle reducere afstanden mellem rige og fattige inden 2015.
De 8 mål – der går under navnet 2015-målene handler om at halvere andelen af fattige og sultende mennesker, sikre drenge og piger grundskoleuddannelse, fjerne uligheder på kønsområdet, reducere børnedødeligheden, forbedre sundhedsforhold, bremse og vende hiv/aids epidemien, sikre bæredygtig udvikling og miljø – og nok så vigtigt: Skabe et globalt partnerskab mellem rige og fattige lande for at opfylde målene.
Man kan kritisere 2015-målene for ikke at være omfattende nok. F. eks. er FNs Dakarerklæring om “Uddannelse for Alle” i 2015 langt mere præcis og vidtrækkende end 2015-målene.
Dakar-erklæringen satser ikke kun på at få alle i grundskole, men også sikre kvalitet i undervisningen. Logikken er klar nok. Der er ikke megen idé i at få alle børn i grundskole, hvis undervisningen ikke bringer børnene videre i livet med nødvendig viden og redskaber.
2015-målene er mangelfulde og kan og skal kritiseres. Alligevel er de som udviklingsmål vigtige og et godt pejlemærke, fordi her har verdens lande forpligtet sig til at arbejde for helt basale rettigheder.
Det store spørgsmål er om landene – og især de rige lande – kan leve op til den forpligtelse. Det er der i øjeblikket ikke meget der tyder på; især ikke når det drejer sig om Afrika. Derfor skal der sættes turbo på 2015-målene.
Den danske udviklingsbistand
For dansk udviklingspolitik betyder det, at fattigdomsorienteringen og 2015-målene ikke alene skal fungere som kriterier for den danske udviklingsbistand, men at Danmark skal arbejde internationalt for fattigdomsorienteringen af den multilaterale bistand i EU, i FN, i IMF og Verdensbanken.
Danmark har igennem mange år været det land i verden, der afsatte flest ressourcer til bistand til udviklingslandene, fordi vi havde en tro på, at bistanden faktisk gavner modtagerlandene og især fattige mennesker, og at det er en rimelig indsats i en verden med en kolossal og voksende ulighed mellem rig og fattig.
Den position har betydet, at der ude i verden har stået respekt om den danske indsats og der er blevet lyttet til danske synspunkter. Vi har taget ansvar og fået indflydelse. Den position skal Danmark tilbage til.
Danmark skal vende de sidste års nedskæringer på udviklingsområdet og tilbage til rollen som foregangsland og talsmand for den rige verdens medansvar for udviklingen i de fattige dele af kloden.
Derfor skal Danmarks udviklingsbistand tilbage på et niveau, der svarer til 1 procent af BNI og derudover skal der afsættes ressourcer til arbejdet med miljø, fred og stabilitet bl.a. i u-landene svarende til 0,5 pct. af BNI.
Ibis og 2015-målene
For Ibis er der 3 af 2015-målene, der påkalder sig særlig interesse, fordi vi har en stor del af vores kompetence på de områder. Det drejer sig om uddannelse, kampen mod hiv/aids og globalt partnerskab.
Det betyder ikke, at de andre mål falder uden for Ibis interessesfære, men blot at her har vi mulighed for at gøre en særlig indsats. Det gælder både i forhold til konkrete programmer i Afrika og Latinamerika, men også globale indsatser i forhold til kampagner, hvad enten det er uddannelse, hiv/aids eller vi sætter fokus på de ulige handelsbetingelser mellem rige og fattige lande.
Ibises rolle i forhold til 2015-målene er først og fremmest at støtte og styrke vores partnere og civilsamfundet i de lande, hvor vi arbejder, så de kan gøre deres rettigheder og krav gældende og ad den vej sikre opfyldelse af målene.
Ibis og fremtiden
Siden de første nedskæringer blev varslet i 2001 har der været tale om en turbulent tid i Ibis. Styrelsen har fra starten af målrettet gået efter at sikre Ibis her og nu, men i høj grad også tænkt i fremtidsperspektiver.
Vi er kommet igennem nedskæringer og omlægninger uden at gå i negativ selvsving. Tværtimod er det lykkedes at få skabt rammer og planer for Ibis, så vi står bedre rustet til at imødegå de udfordringer fremtiden vil byde på.
Styrelsen har i de sidste år lagt vægt på, at få skabt et robust set-up for Ibis, så vi kan håndtere både op- og nedgangstider uden at skulle igennem svære rystelser. Styrelsen oprindelige planer om at skabe en større donorspredning, flere medlemmer og bidragydere, større grad af privat fundraising har i det forløbne år udviklet sig på en tilfredsstillende måde. Vi er kort sagt godt på vej.
Set i en global sammenhæng er Ibis kun en organisation blandt mange. Men vi spiller en vigtig rolle i kraft af vores tilgang til udviklingsarbejdet, vore værdier og den kvalitet vort arbejde repræsenterer. Vi optimerer denne betydning og rolle ved at indgå i alliance med andre store europæiske organisationer.
Især er det værd at fremhæve Alliance 2015, hvor samarbejdet mellem 6 europæiske organisationer for alvor er begyndt at slå konkret igennem i både Afrika og Latinamerika.
Ibis om bis
Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation, der arbejder globalt, nationalt og lokalt for at sikre mennesker i Afrika og Latinamerika lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.
Vi udfører vort arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. Vi har godt 40 udsendte rådgivere og støtter flere end 200 udviklingsprojekter i 12 lande.
Ibis beskæftiger godt 30 medarbejdere i Danmark og over 150 lokalt ansatte i Afrika og Latinamerika. Vi har hovedkontor i Danmark og er til stede i Mozambique, Namibia, Sydafrika, Angola, Ghana, Guatemala, Nicaragua, Honduras, El Salvador, Bolivia, Ecuador og Peru.
Kilde: www.ibis.dk
