CARE holdt auktion: Resultat – vand og toiletter i boliviansk landsby

Redaktionen

Indbyggerne i den bolivianske landsby, Paslapaya, er nu gået i gang med at grave render og opstille latriner. Hvis alt går efter planen, vil de 41 familier i landsbyen inden længe have adgang til rent, rindende drikkevand, og hver familie får sit eget wc.

Kloakeringen i landsbyen kan lade sig gøre takket være overskuddet fra en auktion, som CARE Danmark holdt i juni sammen med en gruppe studerende fra RUC, skriver organisationen i sit seneste elektroniske nyhedsbrev.

Overskuddet blev på forhånd givet til en landsby i Bolivia, hvor befolkningen længe har døjet med mangel på rent drikkevand og været plaget af dårligt helbred og høj børnedødelighed på grund af mangelfulde sanitære forhold.

De ialt 40.000 kroner, som CARE Danmark har bidraget med via auktionen, er fortrinsvist gået til at dække udgifterne til teknisk assistance og indkøb af materialer, som ikke i forvejen fandtes i landsbyen.

Projektets første måneder er gået med planlægning og teknisk assistance, og hele landsbyen har været inddraget i processen. Nu er beboerne så i gang med at grave render og bygge latriner.

Både mænd og kvinder fra landsbyen deltager i det praktiske arbejde og sideløbende bliver de undervist i sundhed og hygiejne og får viden om, hvordan man vedligeholder de nye vand og wc-installationer.

Det var kulturhuset på Islands Brygge i København, der i juni dannede ramme om et utraditionelt velgørenhedsarrangement udviklet af en gruppe studerende fra RUCs kommunikationslinje i samarbejde med CARE.

Flere hundrede i alle aldre var mødt op for at hygge sig med levende musik, mad og gaveauktion i aftensolen. Og inden døre viste fotografen Jacob Holdt et udpluk af sine mange fotografier fra Bolivia.

Selve gaveauktionen over sponsorerede præmier blev afviklet af Stand Up Komikeren Omar Mazouk og musikken blev leveret af bandet “De Græd”.

Konceptet “Show Me The Money” bygger på en ide om at løsrive velgørenhed fra den dårlige samvittighed, der traditionelt bliver bejlet til med raslende indsamlingsbøsser, girokort og opsøgende gadehververe.

Konceptet er udviklet til unge mellem 20 og 29 år, der ifølge Gallup (dec. 2003) er den gruppe, der bidrager mindst til velgørende formål.