De foreløbige resulter fra lokalvalgene i Bolivia viser, at befolkningen fortsat støtter præsident Evo Morales og regeringspartiet MAS, men at der desuden er et ønske om at styrke oppositionen for at skabe en sund balance i det politiske system
Af Lise Josefsen Hermann
kommunikationsrådgiver for IBIS Sydamerika
Da Bolivias vælgere søndag gik til stemmeurnerne udviste de både støtte til regeringspartiet MAS og et udpræget ønske om at gøre plads til andre betydningsfulde partier for at skabe balance i landets politiske system: Bolivianerne støtter med andre ord regeringspartiet, men ønsker en styrket opposition.
Valgets foreløbige resultater viser, at regeringspartiet MAS har vundet guvernørposterne i mindst 5 af 9 del-stater (der er stadig usikkerhed om den sjette). Ved sidste regionalvalg vandt MAS 3 guvernør-poster. Et resultat, præsident Evo Morales i flere bolivianske medier fremhæver som en sejr.
Oppositionspartier sidder dog tungt på magten i 3 østlige delstater, Beni, Santa Cruz og Tarija, der indeholder store og vigtige dele af Bolivias naturressourser.
Overraskende og modsat størstedelen af meningsmålingerne tabte MAS spillet om borgmesterposterne i 7 af 9 delstatshovedstæder. Regerings-partiet ser blot ud til at have vundet borgmesterposterne i de 2 delstatshovedstæder Cochabamba og Cobija. Desuden vandt MAS borgmesterposten i La Pazs tvilingeby El Alto.
En af forklaringerne på disse resultater er, at det netop overståede valg var første gang, at bolivianerne vælger borgmestre direkte. Det vil sige, at den borgmesterkandidat, der får flest stemmer bliver borgmester uanset, hvor mange stemmer vedkommendes parti fik ved valget. Tidligere har det været et spørgsmål om politiske alliancer ligesom i eksempelvis Danmark.
Desuden nævner flere politiske kommentatorer fænomenet by- og land-stemmer. Regeringspartiet MAS ser ud til at have fået konsolideret sin magt i store dele af Bolivias landkommuner, mens Evo Morales parti, som nævnt, ikke kom ligeså heldigt ud af valget i Bolivias delstatshovedstæder.
Der er dog stadig ingen officialle resultater om alle borgmesterposter og kommunalbestyrelser i Andeslandets 337 kommuner og 11 indianske autonomier.
Flere politiske kommentatorer fremhæver desuden, at befolkningens støtte til andre partier end regeringspartiet MAS er et udtryk for, at bolivianerne ikke ønsker det hegemoni, som MAS drømmer om, men derimod søger et sundt politisk system med en opposition af større betydning end hidtil.
Historisk valg
Bolivianerne stemte om borgmestre, guvernører, kommunalbestyrelses-medlemmer og medlemmer af delstatsregeringerne. Det er kun fjerde gang, at de bolivianske vælgere bliver spurgt til råds ved besættelsen af disse poster.
Det er et historisk valg, ikke mindst for landets oprindelige befolkning, som udgør over 60 procent af indbyggerne. Vedtagelsen af den nye grundlov sidste år åbner nemlig på mange områder op for langt større respekt for oprindelige folk end hidtil.
Bl.a. er det første gang, at oprindelige folk direkte vælger repræsentanter fra deres folk til delstatsregeringerne efter sædvane-principperne nedfældet i ILO konvention nr. 169. Der blev valgt 23 repræsentanter og 23 supleanter fra oprindelige folk til landets 9 delstatsregeringer.
Desuden var det første gang, at der var valg i de 11 indianske autonomier (selvstyreområder), der indtil videre er oprettede.
Den danske udviklingsorgansation IBIS har været med til at skubbe til udviklingen med større indflydelse for de oprindelige folk via intensiv støtte og samarbejde med de oprindelige folks organisationer i landet. Siden midten af 1980erne har IBIS (dengang under navnet WUS) arbejdet med at støtte oprindelige folk og deres organisationer i Bolivia.