LA PAZ, 18. September 2008: Torsdag indleder Bolivias præsident Evo Morales forhandlinger med guvernørerne i de oprørske lavlandsprovinser, oplyser det spanske dagblad El País.
Det betyder imidlertid ikke, at freden er vendt tilbage til Sydamerikas fattigste land. Der er fortsat undtagelsestilstand i Pando efter nedslagtningen af bønder, der var på vej til en demonstration, og provinsens guvernør Leopoldo Fernández er fortsat fængslet. Han holdes ansvarlig for masakren.
Oveni blokerer 5000 bønder indkørslen til byen Santa Cruz, og den blokade bliver opretholdt lige så længe som tilhængerne af oprørsguvernøren holder regeringsbygninger besat.
Observatører ved forhandlingerne er repræsentanter for den katolske kirke, Unionen af Sydamerikanske Nationer, FN, EU og Organisationen af Amerikanske Stater, hvis generalsekretær, José Miguel Insulza sidder med ved forhandlingsbordet.