Bolivias regering har besluttet, at det fremover skal være muligt for landets mange 2-sprogede folkeslag at tage en videregående uddannelse, der har udgangspunkt i indiansk sprog og kultur
Af Toke Nyborg,
IBIS-rådgiver i Sydamerika
Ved en ceremoni forleden i landsbyen Warisata i Bolivias højland bekendtgjorde præsident Evo Morales oprettelsen af Bolivias første 3 indianske universiteter.
Universiteterne adskiller sig fra resten af Andeslandets højere læreranstalter ved udelukkende at tilbyde undervisning på henholdsvis, aymara, quechua og guaraní.
Ifølge tal fra Bolivias National Institut for Statistik (Instituto Nacional de Estadística de Bolivia – www.ine.gov.bo), tales de 3 indianske sprog tales tilsammen af knap 3,7 millioner ud af Bolivias samlede indbyggertal på 9 millioner.
De indianske universiteter har til formål at ”afkolonisere” Bolivia ”ideologisk og kulturelt”, bekendtgjorde Morales ved ceremonien og understregede, at ”spansk vil blive et fag på niveau med engelsk.”
Aymara og quechua tales hovedsageligt i højlandet, mens guarani tales af indianerne i Bolivias amazone-bassin. Universiteterne placeres derfor i højlandsregionerne Cochabamba og La Paz og Amazone-regionen, Chuquisaca.
De vil tilbyde en uddannelse, der harmonerer med behovene i de 3 regioner og især fag i landbrug vil blive udbudt.
Bolivias undervisningsminister, Magdalena Cajías, ser Bolivias første indianske universiteter som et historisk øjeblik for det sydamerikanske land:
– For 300 år siden blev det første universitet grundlagt i Bolivia og først nu, efter så mange år, grundlægges de første indianske universiteter, som tager udgangspunkt i og repræsenterer det bolivianske samfund, proklamerede ministeren ved ceremonien i Warisata.
De nye universiteter finansiers af den ”Indianske Fond” (Fondo Indígena), som baserer sin formue på indtægter fra landets olie- og gaseksport. Ifølge det bolivianske nyhedsbureau, Agencia Boliviana de Información, besidder fonden en kapital på knap 285 millioner d. kr., hvoraf 15 procent øremærkes de indianske universiteter.
Universiteterne åbner dørene for undervisning på indiansk i begyndelsen af 2009.
Toke Nyborg har base i Bolivias hovedsrad, La Paz. Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren.