Den 28. marts går bolivianerne til folkeafstemning om, hvorvidt landet skal eksportere gas eller ej. Det var et af hovedbudskaberne, da præsident Carlos Mesa den 4. jaunuar fremlagde sit regeringsprogram, skriver Ibis i en rapport fra Lars Koch på organisationens hjemmeside www.ibis.dk
Mesa vil desuden fremlægge et lovforslag om olie og gas-ressourcerne, som han beder kongressen vedtage inden folkeafstemningen.
Lovforslaget vil indeholde 3 elementer:
1. Olie og gasselskaberne skal betale mere i skat, det står ikke klart hvor meget.
2. Der skal sikres større national suverænitet over olie og gas ressourcerne. Her er det ligeledes uklart, hvad det vil betyde i praksis, og om det vil leve op til det folkelige krav om at sikre nationalt ejerskab til naturresourcerne.
3. Det statslige olie og gasselskab YPBF skal styrkes og indgå i flere af processerne i udnyttelsen af ressourcerne, gerne i samarbejde med udenlandske investorer.
Samtidig lovede præsidenten at sikre et øget nationalt udbytte af gassen gennem konstruktion af 200.000 gasforbindelser til private hjem og omdannelse af gas til brændstof for biler.
Bolivias industrikammer for olieindustrien udtrykker skepsis overfor signalerne i Mesas tale. – Bolivia ser med forsøget på at genoplive den statsstyrede økonomi ud til at være gået i stå i 1960erne, udtaler industrikammeret, der samtidig opfordrer præsidenten til at ”undgå at sende negative signaler til investorer, når resten af verden giver de bedst mulige betingelser for udenlandsk kapital.”
Planerne om at eksportere Bolivias store gasreserver til USA var hovedårsag til ”krigen om gassen” i oktober, der endte med præsident Gonzales de Lozadas flugt ud af landet.
Siden er muligheden for eksport af gas til USA blevet lukket. Den amerikanske virksomhed Sempra, der oprindeligt skulle stå for importen af boliviansk gas til Californien, har efter urolighederne i oktober og usikkerheden om, hvorvidt Bolivia vil eksportere gassen, i stedet tegnet en kontrakt med Indonesien.
Bolivia undersøger nu muligheden for at eksportere gassen til blandt andre Argentina, Paraguay og Chile, anfører Ibis.
Bolivia er eneste programsamarbejdsland for dansk udviklingsbistand i Sydamerika og havde besøg af udenrigsminister Per Stig Møller (K) i september, som bl.a. besigtigede en række dansk-støttede projekter.