Danmark suspenderer støtten til ombudsmanden i Honduras efter oplysninger om, at ombudsmanden har udtrykt støtte til kupmagerne i Honduras, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
Sammen med det internationale samfund tager Danmark afstand fra de udemokratiske metoder, der har været anvendt.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) siger:
– Ombudsmandsinstitutionerne i Mellemamerika spiller en positiv rolle for den demokratiske udvikling i landene. Derfor har Danmark givet finansiel støtte til disse institutioner i Honduras og andre lande i regionen, naturligvis under den forudsætning, at de er uafhængige og upartiske.
– Danmark har i lyset af kuppet mod den demokratisk valgte præsident i Honduras valgt indtil videre at tilbageholde støtten til ombudsmandsinstitutionen på baggrund af oplysningerne om ombudsmandens støtte til kupmagerne.
– Når situationen i Honduras er mere afklaret, vil det blive besluttet, hvordan vi kan arbejde videre med at understøtte menneskerettighederne i Honduras.
– Eventuelle yderligere tiltag i forhold til den danske bistand til Honduras overvejes løbende, og vil blive koordineret med andre donorer.
– Jeg vil gerne understrege, at kup mod demokratisk valgte præsidenter er helt uacceptable og ikke på nogen måde kan forsvares, slutter Tørnæs.
Danmark har indenfor rammerne af det regionale menneskeretsprogram i Mellemamerika bevilget 3 millioner kr. i støtte til ombudsmandsinstitutionen i Honduras i perioden fra januar 2009 til juni 2010. Der gives støtte til den tilsvarende institution i Guatemala.
Støtte gives også gennem den mellemamerikanske ombudsmandssammenslutning, som er en del af det Interamerikanske Institut for Menneskerettigheder, IIDH. Fokus for støtten er adgang til retssystemerne for udsatte grupper, særligt kvinder og oprindelige folk.