Nigeria sætter hårdt ind mod islamiske militante

Redaktionen

Islamiske militante, der var trængt ind i delstaten Yobe i det nordøstlige Nigeria fra nabolandet Niger, er dræbt eller taget til fange, rapporterer BBC Online mandag.

Delstatens guvernør, Bukar Ibrahim, sagde, at mange “Taleban-orienterede radikale” var dræbt, ligesom der ifølge rapporter omkom mindst een politibetjent under sammenstød mellem militante og militær og politi.

Oprøret begyndte tidligt i forrige uge, da militante angreb politistationer i flere byer, nedbrændte bygninger og stjal store mængder våben. Over en statslig bygning, som de besatte, halede de Nigerias grøn-hvide flag ned og hejste Afghanistans fane i stedet.

Volden hørte først op i weekenden, da hundreder af nigerianske soldater og politifolk blev sendt til Yobe-delstaten. Der vides p.t. ikke meget om de militante elementrer, men lokale medier forbinder dem med radikale muslimske studenter, der ønsker en islamisk stat.

Siden afslutningen af 16 års militærstyre i 1999 har 12 delstater i Nigerias muslimsk-dominerede nordlige del, herunder Yobe, indført islamiske Sharia-love. Det har ført til forbitrede religiøse og etniske sammenstød, som har kostet over 10.000 livet, anfører BBC.

Sharia-love blev først indført i Zamfara-delstaten, det skete i januar 2000. Lovene er strenge og omfatter amputering af lemmer, piskning samt døden ved stening for overtrædelser som groft tyveri og ægteskabsbrud (hor).

I Zamfara har adskillige dømte fået amputeret hænder for tyveri og en kvinde, der blev fundet skyldig i utugt, fik en dom på 100 piskeslag, selv om hun sagde, hun var blevet voldtaget.

Også den unge kvinde, Amina Lavals, skæbne har vakt verdensomspændende opsigt. Hun blev dømt til stening for utugt, men har siden undgået eksekvering af dommen bl.a. på grund af voldsomme protester.

Sharia-lovene har også givet sig andre udtryk. I den store delstat, Kano, har man med lovene i hånd forbudt prostitution, spil og indtagelse af alkohol. I Zamfara har man indført kønsadskilte skoler og taxaer.

Samtidig har islamiske politikere ikke været tilbageholdende med at benytte unge gadebander, såkaldte “vigilantes”, som overvågere af Sharia-lovene. Selv om lovene ikke omfatter kristne, lægger de ifølge menneskeretsgrupper pres på personer af anden religiøs observans end islam. Der er nogenlunde lige mange muslimer og kristne i Nigeria som helhed, der tæller 120 millioner indbyggere.

Samtidig spiller bitterhed og misundelse ind. Titusinder af unge mænd står uden uddannelse og jobs i det relativt fattige muslimske nord og må opleve større velstand længere sydpå, hvor de kristne dominerer. Det går bl.a. ud over de lokale kristne kristne i nord og mange kristne handelsfolk, som kommer til muslimske byer som Kano og Kaduna.

I november 2002 blev over 200 dræbt i religiøse optøjer i Kaduna, som var udløst af strid over en Miss World konkurrence, som mange muslimske ledere fodømte. I samme by blev 10 gange så gange dræbt i optøjer i februar 2000.

I den centrale by, Jos, døde mindst 500 i kampe mellem kristne og muslimer i september 2001. På højplateauet omkring Jos har bl.a. Dansk Sudanmission været aktiv. Der har siden været flere optøjer i området.