Uddannelse, demokrati og et styrket civilsamfund står i fokus efter fredsslutningen i Sydsudan, skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse fredag.
Søndag underskrives fredsaftalen mellem den sudanesiske regering og repræsentanter for oprørsbevægelsen i Sydsudan, SPLA. Fredsaftalen afslutter 21 års krig, der har kostet 2 millioner livet og gjort op mod 4 millioner til flygtninge.
– Krigen er trods de uhyrlige tabstal en af de såkaldt ”stille katastrofer”, der ikke har påkaldt sig særlig opmærksomhed, men som vi har en stor forpligtelse til at være med til at afbøde virkningerne af. Med fredsaftalen er der skabt nye muligheder for en demokratisk udvikling i Sydsudan, og det bør Danmark påtage sig et særligt ansvar for.
Det siger Lars Udsholt, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. Han understreger, at der med den danske regerings beslutning om at bruge 500 millioner kr. i Sudan de næste 5 år er mulighed for at sætte ind på nogle af de områder, som Danmark både har gode erfaringer med fra andre steder, og er anerkendt for at have særlige forudsætninger for at løse:
– Jeg tænker dels på uddannelse og dels på behovet for at støtte udviklingen af folkelige organisationer, siger Udsholt og fortsætter:
– Fredsaftalen skal sikre reelle demokratiske fremskridt, så fattige og forfulgte mennesker får nye muligheder efter årtiers fravær af selv de mest basale rettigheder. Praktisk taget alle strukturer i Sydsudan er militære eller påvirkede af militæret. Bortset fra elleve års fred i perioden 1972-83 har Sydsudan været præget af krigshandlinger siden 1956. Derfor er der stort behov for at støtte spirende kræfter i civilsamfundet, der i samarbejde med myndighederne kan bistå med genopbygningen af landet.
– Uddannelsesmæssigt er der også et kæmpe behov. Både for at styrke basale kundskaber og for at motivere og informere befolkningen om betydningen af at opbygge demokratiske samfundsstrukturer, der kan danne grundlag for en bæredygtig udvikling.
– Mellemfolkeligt Samvirke har gennem en årrække samarbejdet med Operation Dagsværk om at styrke adgangen til uddannelse i det sydlige Sudan – blandt andet via ressourcecentre som biblioteker og medborgerhuse. Den aktivitet bør der nu bygges videre på gennem en udvidet indsats, siger Lars Udsholt.
Yderligere oplysninger: Generalsekretær Lars Udsholt, telefon 77 31 00 00, mobil 20 28 08 44.