Sudanmissionen skifter navn – presset efter Muhammed-krisen for stort og Sudan er et muslimsk land

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Terrorangrebet den 11. september 2001 og kriserne i kølvandet på de danske Muhammed-tegninger tvinger det danske missionsselskab, Sudanmissionen, til at skifte sit næsten 100 år gamle navn ud med “Mission Afrika”, fremgår det af en pressemelding.

Selv om navnet udgør en væsentlig del af organisationens identitet besluttede Sudanmissionens repræsentantskab i sidste weekend efter en heftig og følelsesladet debat at ændre navnet til Mission Afrika.

– Navnet Sudan er i dag så tæt knyttet til det muslimske land Sudan, at det ikke længere giver mening at bruge det, når vi aldrig har arbejdet i landet Sudan, forklarede Sudanmissionens formand Ruth Jeppesen til deltagerne på årsmødet i Middelfart.

Hun føjede til, at organisationen de sidste par år har oplevet flere uheldige episoder på grund af navnet.

Pengeoverførsler til partnere i Afrika er blokeret, fordi navnet Sudanmissionen har knyttet organisationen sammen med terrorforbindelser i landet Sudan. I foråret oplevede flere medarbejdere i Sudanmissionens genbrugsforretninger, at kunder ikke ønskede at handle i butikkerne, når de støttede landet Sudan. Sudans præsident havde netop udsendt trusler mod Danmark.

Sudanmissionen støtter projekter i flere af landene i det såkaldte Sudan-bæltet syd for Sahara, bl.a. Nigeria, Cameroun og Centralafrikanske Republik. Navnet Sudanmissionen stammer helt tilbage til starten i 1911, da Sudanmissionen var en del af et stort internationalt netværk af selvstændige Sudan Missioner – på engelsk The Sudan United Mission to Sudan, på dansk Dansk Forenet Sudan Mission.

– Med navneændringen er der nu lagt låg på mange af de problemer vi har stået i, siger generalsekretær for det nyslåede Mission Afrika, Kristian R. Skovmose og fortsætter:

– Samtidig bevarer vi også navnemæssigt den tætte forbindelse til genbrugsafdelingen, som 1. januar 2008 blev udskilt som en selvstændig forening med navnet Mission Afrika Genbrug.

Yderligere oplysninger hos Kristian R. Skovmose, Mission Afrika, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld, Tlf. 74 56 22 33, mobil 23 46 86 92, e-mail: [email protected], web: www.sudanmissionen.dk (om kort tid også: www.missionafrika.dk)

Mission Afrika om Mission Afrika

Mission Afrika – tidl. Sudanmissionen – er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Afrika, Mellemøsten og Danmark. Mission Afrika støtter en bred vifte af kirkelige og sociale projekter i Den 3. Verden inden for sundhed, undervisning, gadebørn, kapacitetsopbygning, freds- og forsoningskurser, plantageopbygning og radio/TV-udsendelser.

Budget: 17,2 mio. kr., 31 ansatte, 150 lokale kredse, 86 genbrugsbutikker og 2.200 frivillige medarbejdere.