Sudansk vrede over forlængede sanktioner

Redaktionen

Sudans regering har fordømt forlængelsen af de amerikanske sanktioner mod landet i endnu et år, rapporterer BBC Online lørdag.

Den amerikanske regering siger, at Sudan stadig truer USAs sikkerhed. Det afrikanske kæmpeland har stået på USAs liste over stater, som støtter international terrorisme, siden 1993. Men udenrigsministeriets talsmand i Khartoum, Dr Mutrif Siddiq, siger, at forlængelsen er “ulogisk og bryder et løfte om at hæve sanktionerne, så snart en fredsløsning er kommet i stand” med de overvejende kristne rebeller i Sydsudan i bevægelsen SPLM.

Centralregeringen i nord og rebellerne i syd håber at fuldføre forhandlingerne om en endelig fredsløsning inden udgangen af 2003 og dermed afslutte Afrikas p.t. længste borgerkrig, der har varet i næsten 20 år.

Samtidig meddelte “USAs Danida”, USAID, at det har givet tilsagn om ekstraordinær bistand på 40 mio. dollars i 2004 til genopbygningsprojekter i Sudan. USAIDs chef, Andrew Natsios, advarede dog om, at bistanden afhænger af en fredsløsning. – Vi kan ikke påbegynde genopbygningen uden fred, sagde han til reportere i Kenyas hovedstad, Nairobi.

Selv om der er indgået våbenhvile, har der været sporadiske kampe i år, som har dræbt flere tusinde og betydet fordrivelse af over 600.000 mennesker i den østlige delstat, Darfur.

I mellemtiden har oprørerne i SPLM undertegnet en aftale om at slå deres styrker sammen med en mindre, hidtil pro-regerings milits, anført af tidligere minister, Lam Akol. De 2 grupper aftalte at slutte sig sammen efter samtaler i nabolandet Kenya.

Lam Akol gik fra SPLM i 1990erne for at danne en fraktion, der hed SPLM-United, hvorpå han gik sammen med den muslimske regering. I sidste uge anklagede Akol de sudanske myndigheder for ikke at leve op til indgåede aftaler.

Læs også “Fotoudstilling i København om Sudan, borgerkrigen og olien”, under rubrikken Arkiv, dato 28.10.03, og “Powell regner med endelig fredsaftale i Sudan inden årets udgang”, under Arkiv, dato 23.10.03, begge i menuen ude til venstre.