Indlæg af udenrigsministeren og udviklingsministeren i dagbladet Politiken fredag den 4. august 2006.
Af Per Stig Møller (K) og Ulla Tørnæs (V)
Generaldirektøren for Verdenshandelsorganisationen (WTO), Pascal Lamy, valgte i sidste uge (af juli, red.) at suspendere forhandlingerne i Doha-udviklingsrunden.
I første omgang afbrød Lamy forhandlingerne i det såkaldte G6, hvor 6 af de toneangivende WTO-medlemmer, USA, EU, Brasilien, Indien, Japan og Australien, de seneste måneder har forsøgt at skabe et gennembrud. Lamy fandt ikke grundlag for at fortsætte forhandlingerne, fordi parterne stod for langt fra hinanden.
Torsdag den 27. juli tog WTOs samlede medlemskreds derfor til efterretning, at Lamy ikke – som tingene stod – mente at kunne føre forhandlingerne fremad, sådan som WTOs medlemmer i juni havde bedt ham om.
Forhandlingerne vil imidlertid kunne sættes i gang igen af Lamy, når han finder grundlag for at gøre det.
Fra dansk side vil der i den kommende tid blive arbejdet hårdt for, at Lamy snarest muligt finder et sådant grundlag. Doha-udviklingsrunden er nemlig langtfra død!
Man kunne ellers godt tro det, hvis man fulgte kommentarerne i pressen i dagene umiddelbart efter sammenbruddet. Indiens handelsminister Kamal Nath udtalte, at runden befinder sig et sted mellem intensivafdelingen og krematoriet.
USAs og EUs chefforhandlere, Susan Schwab og Peter Mandelson, kritiserede i pressemeddelelser hinanden for at være årsag til sammenbruddet. Frustrationerne har været til at få øje på. Andre, herunder en række EU-lande, har dog tilkendegivet, at man ikke anser runden for død, og at man vil presse på for genoptagelse snarest muligt.
Det er kun naturligt, at centrale forhandlere giver deres følelser luft i en situation, hvor fem års møjsommelige og vanskelige forhandlinger risikerer at ende uden resultat.
Når røgen har lagt sig, vil man i WTOs medlemskreds se nøgternt på tingene igen. Man vil kunne konstatere, at man faktisk var kommet langt, at man var tæt på hinanden, og at gevinsterne ved et resultat klart er at foretrække for omkostninger ved en fejlslagen runde.
Måske vil den opståede krise ligefrem vise sig at være nødvendig. For nu vil der komme øget fokus på alt det, man går glip af, hvis man ikke når et resultat. Mange vil utvivlsomt konstatere, at Doha-udviklingsrunden simpelt hen er kommet for langt til, at man skal lade det hele falde på gulvet, og at runden er for vigtig til at slå fejl.
For hvad vil der ske, hvis runden falder nu?
Først og fremmest vil der være en risiko for, at det multilaterale handelssystem i WTO svækkes, og fokus i stedet flyttes til bilaterale og regionale handelsaftaler. Det vil være meget uheldigt af mindst 2 grunde.
For det FØRSTE, fordi en multilateral løsning er den bedste og mest fair. De fattigste u-landes interesser varetages bedst i det multilaterale handelssystem, hvor deres indflydelse er sikret i kraft af princippet om enstemmighed bag alle vedtagelser.
En multilateral løsning giver også for virksomhederne det bedste grundlag for samhandel, dels fordi WTO-aftaler sikrer harmoniserede globale handelsregler, dels fordi brud på aftalerne kan indbringes for WTOs system for bilæggelse af tvister.
Derfor er en WTO-løsning klart at foretrække, selv om bilaterale og regionale handelsaftaler kan være et godt supplement hertil. Via disse aftaler kan der nemlig skabes grundlag for, at indholdet på et tidspunkt udbredes til multilateralt niveau.
For det ANDET vil der være øget risiko for, at den stærkt spirende protektionisme får yderligere fodfæste rundt omkring i verden.
Nogle vil hævde, at WTOs rolle som forhandlingsforum er udspillet, og at der derfor ikke er grundlag for at respektere WTO-aftalerne. Dermed vil vejen være banet for dem, som ser beskyttelse mod konkurrence udefra som svaret på globaliseringens udfordringer.
Danmarks svar er i stedet åbenhed og mod til at udnytte globaliseringens muligheder. Historien har før vist os, hvordan protektionisme kan skabe en nedadgående spiral af gengældelse.
Det er imidlertid ikke kun på langt sigt, at en fejlslagen Doha-udviklingsrunde vil være uheldig. Også på kortere sigt vil der være væsentlige tab, fordi de fremskridt, der trods alt er nået i forhandlingerne, risikerer at gå tabt.
Det drejer sig f.eks. om den udviklingspakke, som blev vedtaget på ministermødet i Hong Kong i december sidste år. Et centralt element heri var told- og kvotefri markedsadgang til de udviklede lande for 97 procent af alle produkter fra de mindst udviklede lande.
EU giver allerede 100 procent fri markedsadgang – og det vil naturligvis fortsat være tilfældet. Det samme gælder EUs løfter i Hong Kong til u-landene om øget handelsteknisk bistand: Den vil under alle omstændigheder blive leveret, uanset om runden lykkes eller ej. EU vil opfordre andre udviklede lande til også at overholde deres løfter.
Ikke mindst på landbrugsområdet tegner der sig betragtelige fremskridt i retning af en mere fair og fri verdenshandel med færre handelsforvridende subsidier og mere åbne markeder.
Der kunne nævnes adskillige andre potentielle resultater af runden, herunder en aftale om handelslettelse, som på verdensplan vil kunne føre til mindre bureaukrati, mindre korruption og smidigere grænsekontrol: kort sagt bedre vilkår for samhandel.
Det er på den baggrund, at vi fortsat håber på, at WTOs medlemmer vil finde kræfter og vilje at færdiggøre Doha-udviklingsrunden, når skuffelsen over sammenbruddet har lagt sig.
DE 3 centrale grupperinger må og skal finde større fleksibilitet i forhandlingspositionerne:
USA må sænke forventningerne til, hvor megen ny markedsadgang man kan opnå hos mellemindkomstlandene og EU. Brasilien og andre mellemindkomstlande må tage medansvar som globale medspillere og vise villighed til at åbne deres industrimarkeder. Endelig må EU naturligvis også bidrage med især fleksibilitet på landbrugsområdet.
Fra dansk side vil der fortsat blive arbejdet for, at EUs mandat udnyttes til det yderste, således at EU tager sit medansvar for et resultat. Også i vore samtaler med forhandlingspartnere uden for EU vil vi opfordre til ny fleksibilitet.
Forhåbentlig vil Indiens handelsminister, Nath, snart se patienten rejse sig med fornyet styrke og mod på tilværelsen.
Kilde: www.um.dk
