Mellemfolkeligt Samvirke: Vi render ikke af pladsen i Nepal

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mellemfolkeligt Samvirke kalder det i en pressemeddelelse tirsdag “kortsigtet og uklogt” at trække sig ud af bistandarbejdet i Nepal og forsikrer, at man “ikke vil rende af pladsen”.

Udtalelsen falder på baggrund af mandagens Horisont, der stillede skarpt på nytteværdien af den danske bistand til Himalaya-landet på baggrund af en lang og blodig borgerkrig, som truer med at lamme landet og har ramt mange bistandsprojekter. Blandt dem et NGO-samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke, Operation Dagsværk og en lokal organisation, som blev inddraget i udsendelsen.

– Det er svært at lave udviklingsarbejde i Nepal i et yderst kompliceret politisk spil under en voldelig konflikt. Det gælder også for Mellemfolkeligt Samvirke, siger chefen for organisationens internationale arbejde, Bente Topsøe-Jensen, og fortsætter:

– Men som folkelig organisation kan vi faktisk stadig udføre arbejde blandt de allerfattigste på landet. Vi balancerer hårfint mellem de 2 parter uden at gøre indrømmelser til den ene eller anden side, og det lykkes i langt de fleste tilfælde.

– Mellemfolkeligt Samvirke støtter konfliktens ulykkelige ofre. Vi er med i initiativer, der skal skabe fred, og vi støtter konfliktløsning. En reel demokratisk udvikling i Nepal er kun mulig med solide rødder i befolkningen, uddyber Bente Topsøe-Jensen.

– Derfor er vor støtte til lokale organisationer af stor betydning. Og det er bestemt ikke nu, vi skal rende af pladsen. Det er i denne vanskelige situation, vores lokale partnere har allermest brug for os. Vi undersøger naturligvis løbende effekten af arbejdet i Nepal og vurderer konstant sikkerhedssituationen for vore danske og lokale medarbejdere
.
Kun 2 af Mellemfolkeligt Samvirkes 31 lokale partnere i landet har hidtil haft længerevarende og gentagne problemer med at arbejde på grund af konflikten. Horisont fremhæver det ene, projektet ’Uddannelse til gældsslavernes børn’, et samarbejde mellem MS, Operation Dagsværk og den lokale organisation BASE. Her er arbejdet i felten i perioder blevet stoppet, men organisationen har hidtil fået lov til at genoptage arbejdet.

– Selv om det på grund af komplicerede politiske og sikkerhedsmæssige forhold ofte går langsomt, er det faktisk utroligt, hvad BASE har udrettet. MS og Operation Dagsværk holder konstant øje med arbejdet og sikrer, at pengene til uddannelsesprojektet kun frigives i takt med, at de kan anvendes fornuftigt, siger Bente Topsøe-Jensen.

Generelt har maoisterne haft stor forståelse for, at uddannelsesprojektet for gældsslavers børn virkelig gavner de fattigste, og at lokalbefolkningen er inddraget i projektet, hedder det i pressemeddelelsen.

Men der kommer konstant modstridende oplysninger fra maoisterne, og BASE er i en løbende dialog. I Horisont nævnes, at maoisterne kræver, at organisationen skal betale skat og registrere sig hos dem. Disse krav møder de fleste andre organisationer også, og mange nægter at opfylde dem. BASE vil heller ikke imødekomme disse krav, og den holdning bakker MS og Operation Dagværk op om.

Mellemfolkeligt Samvirke er på en lang række punkter ganske enige med Bertel Haarder, der blev interviewet efter Nepal-indslaget.

Bente Topsøe-Jensen: – Danmark og Danida skal blive i Nepal. Man kan som bekendt kun trække sig ud én gang, og den tid er slet ikke kommet endnu. Kritik af støtte til regeringsinstitutioner under tvivlsomme regimer er ikke noget nyt, og som programmet viser, kan det være svært at lave sektorbistand i den nuværende situation. Her kan – som Bertel Haarder rettelig sagde – folkelige organisationer spille en endnu større rolle.

– Derudover må Danida stille kontante krav til den nepalesiske regering. Menneskerettighederne skal overholders, og der skal findes politiske løsninger på en situation, der næppe kan vindes militært af nogen af partnerne. Danmark har oparbejdet stor goodwill i Nepal og kan derfor få en nøglerolle i forhold til at løse konflikten. Den skal vi bruge, lægger hun til..

– Men en omlægning af bistanden med et øget fokus på menneskerettigheder og civilsamfundsstøtte frem for budgetstøtte til regeringsinstitutioner er en tvingende nødvendighed.

– I Danmark tales meget om øget støtte til nærområder. I Nepal har vi en enestående chance for at undgå, at en humanitær katastrofesituation med tusinder af flygtninge overhovedet opstår. Det er vigtigt at holde fast på nuværende tidspunkt. Det er svært. Alternativet – at trække sig ud – er let, men kortsigtet og uklogt, slutter chefen for Mellemfolkeligt Samvirkes internationale arbejde.

Yderligere oplysninger hos Bente Topsøe-Jensen, chef for Mellemfolkeligt Samvirkes internationale arbejde, tlf, 77310064, 22572207, Borgergade 14, 1300 København K, www.ms.dk