Den rige mus og den fattige elefant
af Steen Folke og Jesper Heldgaard, red.
I 2005 sluttede en epoke: Efter 45 år med dansk udviklingsbistand til Indien er bistanden i dag bragt til ophør efter ønske fra Indien.
Da bistanden indledtes, var Indien en ung og meget fattig nation. På blot et halvt århundrede er landet forvandlet, så det i dag fremstår som en global stormagt med ambition om at indtage en fast plads i FNs Sikkerhedsråd.
Historien om den danske bistand til Indien har aldrig været fortalt før, men nu da bistanden indstilles, har bogens redaktører Steen Folke og Jesper Heldgaard og 2 af bogens forfattere været på rundrejser med henblik på at formidle det overblik og skrive det eftermæle over 45 års bistand, som nu foreligger i bogen “Den rige mus og den fattige elefant”.
Bogen beskriver en stribe vidt forskellige udviklingsprojekter: Fra bistand til landbruget, herunder Mysore-projektet og en støtte til kvinder i landbruget over sundhedsprojekter, herunder drikkevandsprojekter, til uddannelsesorienterede projekter, fra drejebænk til CAD/CAM-teknologi.
Bogen formidler viden og begejstring gennem foto-illustrationer og mange indlæg, der rummer en række ganske forskellige holdninger til emnet. Den rige mus og den fattige elefant er et pejlemærke, når retningslinjer for fremtidig udviklingsbistand skal planlægges.
Af Steen Folke
seniorforsker ved DIIS
præsentation af bogen på lanceringsmøde tirsdag den 20 juni i Udenrigsministeriet
Det har været en spændende opgave for os 15 forfattere at skrive “Den rige mus og den fattige elefant”. De fleste har haft et langvarigt engagement i Indien – som rådgivere, konsulenter, administratorer eller forskere.
For mig har det været en særlig glæde at arbejde med denne bog. Jeg har fulgt den danske bistand til Indien – on and off – hen over de godt 45 år fra den startede med det lille beskedne Mysore-projekt til den sluttede sidste år. Mit tidlige møde med Indien – som ung student – blev i høj grad min skæbne.
Bogen her viser nogle af de kolossale forandringer, der er sket med det indiske samfund siden 1960. Det skriver Henrik Schaumburg-Müller om.
Den gang kunne landet ikke producere mad nok til sin hastigt voksende befolkning. Nu omtales Indien som en kommende supermagt, er blevet globalt førende på software-området og ses af mange som en trussel mod arbejdspladser i vor del af verden. Fattigdommen er blevet kraftigt reduceret, men der er stadig flere absolut fattige mennesker i Indien end i noget andet land.
Den på mange måder forrygende udvikling i Indien er vel at mærke ikke et resultat af massiv udviklingsbistand. Det er inderne selv, der gennem arbejdsindsats, uddannelse, innovation, planlægning og politik har transformeret det indiske samfund.
Udenlandsk bistand har aldrig spillet andet end en beskeden rolle. Og blandt de rige donorer har den danske mus været ganske lille. Alligevel har den sat sig væsentlige spor.
6 milliarder kr. har Danmark givet i bistand til Indien hen over de 45 år – eller omkring 10 milliarder, hvis det opgøres i dagens priser.
I mange år udgjorde statslån, bundet til leverancer fra Danmark, halvdelen af bistanden. Det system, som langt fra altid giver god bistand, er heldigvis for længst afskaffet. Størstedelen af den danske bistand er givet til landbrugssektoren, til sundhedssektoren, til drikkevand og sanitet og til den moderne sektor. Hovedparten af bogens kapitler handler om projekter og programmer i disse sektorer.
Det er ikke noget tilfælde, at den danske bistand først blev rettet mod landbruget. Indien-gården uden for Bangalore var i mange år bistandens flagskib. Den beretter Eyvind Kristensen om.
50 røde danske malkekøer blev sendt med skib til Bombay. Senere blev et nyt hold køer sendt med fly til Indien. Omkring Indien-gården arbejdede både danske eksperter – som man kaldte dem den gang – og u-landsfrivillige udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke. De gav et bidrag til det, der blev kendt som Indiens “hvide revolution”.
Midt i 1970erne blev det besluttet at styrke bistandens fattigdomsbekæmpende sigte. Derfor blev kvægprojekter, som især de bedre stillede bønder havde glæde af, afløst af husdyrprojekter med fokus på høns og geder, som også de fattige havde råd til. En række grundforbedringsprojekter, som Chresten Petersen skriver om, har man også søgt at udforme, så de ikke kun gavner de mere velstillede bønder.
Blandt de senere landbrugsprojekter vil jeg nævne de 4 store træningsprojekter for landbrugskvinder, som jeg selv havde lejlighed til at evaluere for et par år siden og skriver om i bogen. Projekterne var banebrydende, fordi de for første gang rettede landbrugsrådgivning og –træning mod kvinder, som i virkeligheden står for størsteparten af landbrugsaktiviteterne.
Det ældste og største af dem – WYTEP i Karnataka – blev gennemført fra 1982 til 2005, altså i ikke mindre end 23 år! Det demonstrerer en af Danidas forcer, nemlig det langvarige engagement, men måske også medaljens bagside, nemlig at det kan være svært at afslutte projekterne bæredygtigt.
Ud over de landbrugsfaglige resultater viste evalueringen, at kvinderne var blevet styrket i deres selvværd og anseelse, altså var blevet “empowered” – for nu at bruge et af bistandens modebegreber.
Dermed var disse projekter også eksempler på en virkning af bistanden, som er gennemgående i meget af den danske bistand: En betydelig del af bistanden har i det hele taget været målrettet mod kvinder, ofte med gode resultater.
I de 4 træningsprojekter blev der uddannet og ansat 850 kvindelige landbrugskonsulenter i en ellers totalt mandsdomineret branche. Og med inspiration fra bl.a. de danske projekter har den indiske regering vedtaget at satse på, at mindst 1/3 af landbrugsrådgiverne i fremtiden skal være kvinder.
Det fremgår af bogens kapitel, at selveste Jesper Langballe, som besøgte et af projekterne i 2004, var meget begejstret!
Nogle af de bedste resultater af dansk bistand er nok nået i sundhedssektoren, som Chitra Sundaram viser det i 2 kapitler.
Danmark har støttet udbygningen af den primære sundhedstjeneste i 2 indiske delstater, Tamil Nadu og Madhya Pradesh, især i Tamil Nadu med gode resultater. Der har været folkelig deltagelse i planlægningen og opførelsen af landsbyklinikker.
Dette med den folkelige deltagelse har i det hele taget været et vigtigt element i meget af den danske bistand. Der er også opbygget et system til medicinforsyning, som virkelig når langt ud på landet, og som kan fungere som model for andre. Og de kvindelige sundhedsarbejdere har fået gode vilkår. De er bl.a. blevet udstyret med knallerter – noget af en udfordring af de traditionelle kønsroller i indiske landsbyer.
Danmark har også støttet indiske programmer til bekæmpelse af alvorlige sygdomme som tuberkulose, spedalskhed, polio og blindhed. Polio er det omtrent lykkedes at udrydde, og antallet af registrerede tilfælde af spedalskhed er reduceret fra 4 mio. til 350.000 i løbet af 20 år. Der er samtidig gjort en særlig indsats for at fjerne den stigmatisering af (fordommene mod) spedalske, som har været normen i det indiske samfund.
I et samarbejde med andre donorer – ikke mindst UNICEF og Holland – har Danmark bidraget til at udbygge drikkevandsforsyningen på landet. Det skriver Kurt Mørck Jensen og Vagn Rehøj om.
Danida har haft 5 selvstændige drikkevands- og sanitetsprojekter i forskellige delstater. Projekterne i Karnataka og Tamil Nadu varede i næsten 25 år. Ud over at forsyne flere millioner mennesker med drikkevand var projekterne eksperimenterende på en række områder.
Der blev udfoldet store bestræbelser på at sikre lokalbefolkningens deltagelse. Bl.a. fordi det er af afgørende betydning for vedligeholdelsen af pumper og andre installationer, som ellers risikerer at forfalde.
Endelig er der bistanden til den moderne sektor. Den har været mangeartet. Værktøjscentre, affaldsforbrænding, lyslederkabler og vindmøller. Plus et Privat Sektor program og en lang række investeringer med midler fra Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU). Der indgår også et par af de berygtede “Hvide Elefanter”.
I udkanten af Delhi ligger et tip-top moderne affaldsforbrændingsanlæg, opført som nøglefærdigt projekt af A/S Vølund Miljøteknik. Det kostede godt 150 mio. kr og stod færdigt i 1987.
Men nu næsten 20 år senere har det aldrig været i funktion. Det viste sig, at det affald, der var til rådighed, simpelt hen ikke kan brænde! Sagen er, at tusindvis af fattige mænd, kvinder og børn ernærer sig ved at pille alt af værdi ud af Delhis affald. “Brændte forhåbninger” hedder bogens kapitel om sagen, skrevet af Mogens Jensen.
Det handler også om halmbaseret elproduktion i Punjab. Her blev verdens største halmkraftværk opført for mere end 200 mio. kr., hvoraf Danmark dog kun bidrog med ca. 30. mio. Det stod klart i 1992, men heller ikke dét er kommet i drift. Det viste sig umuligt at skaffe halm nok.
Så er det gået bedre med de værktøjscentre, der er oprettet i indiske storbyer. De behandles både af Mogens Jensen og Ole Blicher-Olsen. De har hen over en periode af 30 år uddannet værktøjsmagere og produceret værktøj til både små og store virksomheder. I Karnataka har det ført til at delstatsregeringen på eget initiativ har oprettet en række tilsvarende centre.
Med dansk gavebistand i ryggen etablerede NKT en produktion af lyslederkabler og transmissionsudstyr. Det skriver Torben Andersen om.
Der er også kapitler om Privat Sektor programmet af Ole Blicher Olsen og om IFUs investeringer af Michael W. Hansen. Disse programmer har bidraget til – og draget fordel af – den boomende udvikling i Indiens moderne industri i de sidste 15 år.
En af de største successer – og en hvor det danske aftryk er særlig tydeligt – er Indiens vindkraftindustri. Den behandles af Per Lundsager og Peter Hauge Madsen. Her har Danida støttet både med bunden og ubunden bistand, med blandede kreditter og gennem IFU og PS programmet.
Indien var i 2004 det tredjestørste marked for vindkraft og med den højeste årlige vækstrate på over 40 procent. Vestas, NEG-Micon og LM Glasfiber er blandt de vigtige aktører. Dansk bistand har bl.a. været brugt til at opbygge et videncenter for vindkraft. Indien er nu godt i gang med at gentage det danske vindmølleeventyr.
Interessant er det også, at det største indiske vindkraftfirma, Suzlon, har placeret sit kontor for global marketing i Danmark.
Bogen sluttes af med en række kapitler, der inddrager andre perspektiver på den danske bistand.
Min medredaktør, Jesper Heldgaard, skriver om missionen, der på en måde var fortrop til udviklingsbistanden, og som også har haft en aktie i den statslige bistand. Han skriver også om NGO bistanden, som ikke har fyldt særlig meget, men som i modsætning til den statslige bistand kan fortsætte i de kommende år.
Endelig skriver han om det særlige fokus på kvinderne, der har kendetegnet den danske bistand. Det er i øvrigt Jesper, der har fundet på bogens udmærkede titel.
Bogens næstsidste kapitel er en gyser, skrevet af Henrik Schaumburg-Müller. Det handler om de dramatiske omstændigheder, der efter et langt forløb og mange politiske forviklinger førte til afslutningen af bistanden til Indien.
I 1998 besluttede den danske regering efter de indiske atomprøvesprængninger at indføre sanktioner, nedskære bistanden og udfase den over en tiårs periode. Siden fortrød man lidt og prøvede at lave en særlig “Lex India”, der skulle være rammen om en bistand med vægt på sundhedsprogrammer, Privat Sektor programmet og de blandede kreditter, men som også skulle have en komponent på menneskeretsområdet.
Indernes reaktion var imidlertid, at de nok selv skulle sørge for det med menneskerettighederne. Danmark insisterede imidlertid, og så blev Lex India ikke til noget.
I 2003 besluttede den indiske regering så at sige farvel og tak til bistanden fra alle de små bilaterale donorer. For meget bøvl og for lidt penge. Indien ville og kunne selv. En stormagt med ambitioner om en permanent plads i FNs Sikkerhedsråd ville ikke stå med hatten i hånden.
Således blev udfasningen af den danske bistand i sidste ende fremskyndet fra 2008 til 2005.
Bogens sidste kapitel er en indisk vurdering af Danmarks bistand, skrevet af George Mathew, som har fulgt den danske bistand tæt i en årrække. Han er overordnet meget positiv, ikke mindst over for indsatsen i forhold til kvinder, men han beskriver også det kultursammenstød mellem danske og indiske rådgivere og embedsmænd, der nogle gange slog gnister.
Opsamlende må man sige, at ganske meget – og med årene mere og mere – af den danske bistand har været rettet mod at bekæmpe fattigdom, først og fremmest på landet, hvor de fleste fattige også bor.
Selvfølgelig har den danske bistand i en vis forstand kun været dråber i havet – et indisk hav på omkring 300 millioner absolut fattige. Men de, der direkte har modtaget dansk bistand, skal trods alt tælles i millioner.
Alligevel har bistanden fra Danmark især gjort gavn, når den har været innovativ, indført nye metoder, inddraget særligt udsatte grupper, så som de kasteløse og stammefolkene, eller rykket ved indgroede mønstre som i forholdet mellem mænd og kvinder.
Med bogen har vi forsøgt at give en bredt dækkende fremstilling af historien om det dansk-indiske udviklingssamarbejde. Som det er fremgået, er det ikke noget glansbillede, men en samling forskelligartede beretninger, der ikke er forsøgt holdt i samme toneart.
Nogle kapitler er forholdsvis nøgterne, mens andre har et mere personligt præg. Bogen er skrevet sådan, at alle med interesse for emnet kan læse den uden problemer. De mange illustrationer, bokse og citater, der krydrer fremstillingen, bidrager forhåbentlig også til at gøre bogen læseværdig.
Jeg er glad for at forlaget Hovedland fandt bogen interessant og påtog sig at udgive den. Det synes jeg der er kommet en flot bog ud af. Forlagsredaktør Ole Jørgensen og billedredaktør Poul Struve Nielsen har deres væsentlige andel heri.
Til slut vil jeg gerne sige tak til Udenrigsministeriet, som både tog initiativ til bogprojektet og har dækket regningen. Mit institut, Dansk Institut for Internationale Studier, fik overdraget opgaven med at koordinere projektet. Som koordinator har jeg haft et tæt samarbejde med Leif Christensen i Danidas Asienkontor.
Leif har ydet en meget stor indsats men syntes ikke det skulle nævnes i bogens forord. Men her kan du ikke forhindre mig i at sige tak!
Steen Folke er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale studier (DIIS) og har redigeret bogen sammen med den kendte u-landsreporter, Jesper Heldgaard.
Læs også telegrammet “Nu kommer bogen om 45 års dansk bistand til Indien”, dato 13.06.06, i rubrikken Dansk bistand, hvor der bl.a. er portrætter af bogens forfattere.
“Den rige mus og den fattige elefant” – 45 års bistand til Indien. 400 sider, illustreret. Forlaget Hovedland. 1. udgave. 1. oplag 2006. ISBN 87-7739-860-2. Pris i boglader: kr. 368.
Mere på www.um.dk og www.hovedland.dk
