Indiens største vandkraftanlæg igangsat

Redaktionen

Indiens største vandkraftanlæg er begyndt at generere elektricitet efter at energiminister Anant Geete har indviet den første enhed af Nathpa Jhakri Power Project. 5 andre kraftenheder vil blive sat igang og begynde at generere el i de kommende måneder, rapporterer BBC Online tirsdag.

Vandkraftanlægget i delstaten Himachal Pradesh vil på fuld kapacitet kunne producere 1.500 Megawat, og skaffe ekstra elektricitet til de nordlige delstater Haryana, Punjab, Delhi, Rajasthan og Himachal Pradesh.

Arbejdet på det enorme projekt gik igang i 1992 omkring 3 årtier efter at det blev planlagt. Det repræsenterer en værdi af 1,9 milliarder dollars og er for størstepartens vedkommende finansieret af centralregeringen i Delhi og Verdensbanken.

Ifølge YN Apparao, formand for kraftværkets bestyrelse, har anlægget “verdens største underjordiske anti-slamkompleks og en af verdens længste vandkrafttunneler (næsten 28 km)”. “Selve turbinehallen er den største i Asien”, lagde han stolt til.

Himalaya-delstaterne Himachal Pradesh og Arunachal Pradesh råder over næsten to tredjedele af Indiens vandkraftkapacitet, og eksperter mener, at kun en beskeden del er tappet til nu. Bl.a. fordi vandkraft er dyr og midlerne til nye anlæg har været beskedne.

Vandkraften fra det nye anlæg skal bøde på el-manglen i det nordige Indien, hvor hyppige strømnedbrud forekommer – ligesom i resten af indien. Ikke kun fordi der mangler strøm, men også fordi forvaltningen af elektriciteten ligger i hænderne på ineffektive statslige myndigheder.