Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har sammen med sin hollandske kollega onsdag foreslået, at EU tilbyder at bidrage til kontrol og overvågning af grænsen mellem Egypten og Gaza, fremgår det af en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet.
Udenrigsministeren har sammen med sin hollandske kollega, Maxime Verhagen, opfordret det tjekkiske EU-formandskab og de andre EU-lande til, at EU tilbyder Egypten og de palæstinensiske myndigheder at sende et væsentligt politibidrag til en effektiv kontrol og overvågning af grænsen mellem Egypten og Gaza.
Det vil indgå som element i det internationale samfunds diplomatiske bestræbelser på at finde en løsning på konflikten og kunne bidrage til at skabe betingelserne for en permanent og bæredygtig våbenhvile i Gaza. Forslaget er en del af VK-regeringens aktive diplomatiske indsats siden konfliktens start, hedder det.
Per Stig Møller:
– Behovet for at der indgås en våbenhvile er ekstremt akut. De forfærdelige lidelser, som Gazas civilbefolkning lever under lige nu, må stoppes, og diplomatiet må finde en løsning i fredssporet.
– Det er afgørende, at en våbenhvile bliver permanent og bæredygtig, og giver både Israel og palæstinenserne den nødvendige sikkerhed. Det mener vi, at det dansk-hollandske tilbud kan bidrage til. Et af de store problemer har jo netop været, at grænsen til Gaza har været stort set lukket siden Hamas voldelige magtovertagelse i 2007, og at der er blevet smuglet våben ind til Hamas.
– Hvis vi effektivt kan modgå det og åbne grænsen, så nødhjælp og varer kan komme ind, så er meget vundet for både Israel og den palæstinensiske befolkning.
Udenrigsministeren slutter:
– EU har tidligere med succes bidraget til at Rafah-grænsen mellem Egypten og Gaza fungerede. Meningen med vore forslag nu er at bygge videre på og udvide den mission. Det skal selvfølgelig ske i samarbejde med parterne i regionen. Danmark vil naturligvis bidrage til en sådan mission på grænsen mellem Egypten og Gaza.
Yderligere oplysninger hos chef for ministersekretariatet, Lars Lose, på tlf.
40 25 06 38.