Nødhjælpen i svindelsag i DR Congo – Danida informeret 7 måneder før offentligheden

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Rod i regnskaberne, manglende dokumentation og overpris for såsæd var nogle af de alvorlige anklager, der førte til, at Folkekirkens Nødhjælp afskedigede det ansvarlige personale i et genopbygningsprojekt i et af de mest hærgede og udsatte områder i det østlige DR Congo (tidl. Zaire).

Det fremgår af en artikel mandag på den store humanitære organisations website.

Folkekirkens Nødhjælp orienterede Danida om svindel-sagen tilbage i januar, da det er Danida, der har finansieret projektet. Samtidig er procedurerne omkring bl.a. indkøb af såsæd præciseret og overvågningen af projektet styrket – både ude og hjemme.

Når Nødhjælpen først offentliggør sagen nu – 7 måneder efter Danida blev informeret – skyldes det ifølge organisationen, at “flere danske medier har henvendt sig”. Det drejer sig om TV 2 og “Nyhedsavisen”.

Ellers, anfører organisationen, er det “normal procedure først at gå offentligt ud, når sagen er fuldt belyst”, som det udtrykkes. Hvad der ikke er belyst så lang tid efter svindelen blev opdaget, fremgår ikke af artiklen.

Projektet gik ud på at hjælpe 4.000 familier i Nyunzu-området. Foruden fødevarehjælp har hver familie fået landbrugsredskaber og såsæd. På grund af landminer og ødelagte broer er det særdeles vanskeligt at få forsyningerne frem.

Det var en intern kontrol, som afslørede uregelmæssighederne. Svindlen er foreløbig gjort op til knap 375.000 kr. Sagen i DR Congo udgør finansielt omkring én promille af Folkekirkens Nødhjælps internationale arbejde, som omfatter 546 projekter verden over.

Et internationalt revisionsfirma har på Folkekirkens Nødhjælps foranledning foretaget en tilbundsgående undersøgelse, hvis anbefalinger er ført ud i livet. En endelig rapport ventes til efteråret.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder ofte i lande og områder, som reelt er brudt sammen. Som f.eks. Darfur og i Burma. Det samme gælder i det østlige DR Congo, hvor den offentlige sektor nærmest har været helt brudt sammen og civilbefolkningen været kastebolde i en årelang blodig borgerkrig.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i DR Congo med minerydning, aids-oplysning og genopbygning af det engang så frugtbare landbrug.

– Vi ved der er en risiko. Men den er vi parat til at tage, for det er her, der er allermest brug for hjælp. Når det går galt, gør vi alt for at løse problemerne. Vi fortæller åbent om det og arbejder ihærdigt for, at det ikke sker igen, siger organisationens internationale chef, Christian Friis Bach.

Yderligere oplysninger hos Christian Friis Bach, mobil 25 33 77 11 og sekretariatschef Peter Bo Larsen, mobil 29 70 06 01

Hovedkilde: www.noedhjaelp.dk