Succes med bæredygtigt landbrug i Tanzania – men Danida trak sig alt for hurtigt ud af programmet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

HIMA, et ambitiøst dansk-støttet udviklingsprogram i det sydlige Tanzania, har betydet flere afgrøder og bedre husdyrhold for fattige landsbyboere. Men udfasningen af programmet kritiseres for at være sket alt for hurtig.

Det fremgår af en ny evaluering (eksamination), skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag. Det er Danida, der har betalt for en ekstern evaluering af indsatsen i perioden 1995-2002, hvor HIMA modtog mere end 118 mio. kr. Generelt tegner der sig et positivt billede.

Miljøbeskyttelse, udvikling i lokalområderne samt forbedret land- og skovbrug var hovedindholdet i det ambitiøse HIMA-program, Danida satte i værk i Iringa-distriktet i Tanzania i 1990. Programmet fortsatte indtil 2002 og dækkede da 5 distrikter og flere end 200 landsbyer i Tanzanias sydlige højland.

HIMA-programmet har satset på bæredygtigt landbrug og en bedre forvaltning af specielt skov- og vandressourcer. For at få den lokale befolkning til at bakke op om projektet var tilgangen deltagerorienteret, og der blev lagt vægt på at bruge lokal viden.

Evalueringen viser, at det er muligt at forbedre produktivitet og dyrkning af afgrøder i lokalsamfundene på landet, og at der er reelt potentiale for varige forbedringer af levevilkårene.

Landsbyboerne har fået bedre og flere afgrøder, bedre husdyrhold, større stykker jord og ejer nu mere skov. Især tømmerproduktion og husdyrhold har været en succes. Dette har resulteret i indkomstforbedringer i mange af de landsbyer, HIMA var aktiv i. Desuden er deres fødevaresituation mere stabil.

Mange landsbyer i HIMA-området har fået adgang til vand hele året rundt. Alt i alt tegnes et billede med forbedringer af levevilkårene. Kvinders indflydelse i det politiske arbejde, i de lokale organisationer og i husholdningerne er helt klart blevet styrket.

Derimod er det ikke i synderligt omfang lykkedes at få kvinder til at starte egne virksomheder og forretninger.

Evalueringen viser, at HIMA-programmet primært har styrket individer og kun i mindre omfang institutioner. Få af de organisatoriske ændringer, programmet introducerede, eksisterer i dag. Regeringens rådgivning stoppede f.eks. brat, da Danidas tilskud til transport forsvandt.

Udfasningen af HIMA kritiseres også. Den var dårligt planlagt og alt for kort. Det betød, at der ganske unødvendigt blev kastet en skygge over mange af de resultater, HIMA rent faktisk opnåede.

Det er et konsortium bestående af danske Orbicon A/S og canadiske Goss Gilroy, der har gennemført evalueringen.

På grund af de mange positive resultater i HIMA-programmet anbefaler evalueringen regeringer og andre partnere i udviklingsarbejdet at øge investeringer og initiativer i landbrugssektoren.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V): – De seneste års økonomiske udvikling i Tanzania er ikke i særlig høj grad kommet landbefolkningen til gode. Derfor er denne evaluering ekstra opmuntrende. Den viser nemlig, at en dansk udviklingsindsats har været med til at skabe varige indkomstforbedringer og en mere stabil fødevaresituation for de fattige på landet.

– Evalueringen viser også, at det er vigtigt at sikre den langsigtede bæredygtighed bl.a. ved en god udfasningsstrategi. Det er et af de områder, vi skal arbejde mere med fremover. Jeg hæfter mig også ved, at evalueringen fremhæver vigtigheden af at inddrage den privat sektor.

Et dansk sammendrag af evalueringen kan læses og bestilles på www.evaluering.dk eller bestilles hos Danidas Evalueringskontor, tlf. 33 92 10 83.

Yderligere oplysninger hos chefen for Danidas Evalueringskontor, Ole Winckler Andersen, Udenrigsministeriet, tlf. 33 92 02 36, e-mail [email protected]