Anholdt for at kidnappe Danida-folk

Redaktionen

Politiet i Bangladesh har anholdt endnu 10 i forbindelse med bortførelsen af 2 lokale bangalske Danida-medarbejdere, skriver flere nyhedskilder lørdag.

De 2 blev kidnappet i mandags i en landsby 400 kilometer fra hovedstaden Dhaka. Området er kendt for at huse flere oprørsgrupper, og besøgende bør have sikkerhedsvagter med, men det havde de 2 Danida-folk ikke.

Den ene blev sat på fri fod torsdag, mens 500 soldater med sporhunde leder efter den anden Danida-ansatte. Eftersøgningen er dog særdeles vanskelig i det bjergrige og tæt bevoksede område.

I alt 30 er nu anholdt i forbindelse med bortførelsen – deres motiv er ikke kendt. I 2001 var en dansk og en britisk udviklingsarbejder tilbageholdt over en måned af en oprørsgruppe i området, der hedder Chittagong Hill Tracts og er præget af stammefolk.