Anita Bay Bundegaard: Wolfowitz befinder sig i fjendeland

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Unilateralisme ikke gangbar mønt i Verdensbanken.

Af Anita Bay Bundegaard
tidl. udviklingsminister (R) og nu forsiddende i Politikens lederkollegium
kommentar i Politiken Søndag

Verdensbanken burde stå uden præsident, men han hedder stadig Paul Wolfowitz.

I forbindelse med Verdensbankens forårsmøde i forrige weekend kom det ellers frem, at den tidligere amerikanske viceforsvarsminister personligt havde sørget for, at hans kæreste, der var ansat i Verdensbanken, havde fået en lønforhøjelse på 46 procent, da hun for at undgå interessekonflikter ved hans tiltrædelse blev udlånt til det amerikanske udenrigsministerium.

Wolfowitz har indrømmet og undskyldt sin fejltagelse og hævder, at det er i Verdensbankens interesse, at han bliver på sin post. Men ikke engang den amerikanske regering, som selv har udpeget ham, synes længere at være enig.

Wolfowitz blev Verdensbankens præsident i 2005, da han som en af den amerikanske regerings stærkeste fortalere for amerikansk unilateralisme og krigen i Irak var ved at blive en belastning for regeringen.

På den baggrund har Wolfowitz aldrig været en ideel præsident for en international institution, der skal repræsentere 185 medlemslande. Det er da også de interne problemer i Verdensbanken, der er den egentlige årsag til krisemøderne, mens lønforhøjelsen er den konkrete sag, som Wolfowitz kan fældes på.

Den konkrete sag tyder på, at det ikke var gået op for Wolfowitz , at Verdensbanken ikke er en filial af den amerikanske administration, men at han havde bevæget sig over i fjendeland. Senere har han fået den nærmest indbyggede modstand i store internationale organisationer mod udefrakommende at føle.

Nye præsidenter, generalsekretærer, højkommissærer, og hvad de ellers hedder, kommer som regel med en dagsorden, som de har lovet regeringerne, der udpegede dem, at forfølge. De handler ofte om at gennemføre reformer, rydde op i det omsiggribende bureaukrati og dets privilegier.

Det er sjældent populært hos de ansatte, som har deres egne metoder til at forhindre, at det sker. Sådan som man har set det tidligere i flere FN-organisationer, er Wolfowitz -sagen kommet for en dag hjulpet på vej af anonyme e-mail og lækager fra medarbejderne.

Situationen kan sammenlignes med den styrkeprøve, der sætter ind mellem embedsapparatet og en ny minister. Hvem bestemmer? Er det ministre, der kommer og går? Eller er det embedsmænd, der består?

Reelt har ministeren – eller i dette tilfælde Verdensbankens præsident – kun en mulighed, nemlig at vinde embedsapparatets tillid ved at lytte og inddrage det i beslutningerne.

Med en fortid i den amerikanske administration, hvor de fleste embedsmænd er politisk udpegede, valgte Wolfowitz i stedet at omgive sig med et værn af egne rådgivere hentet fra det amerikanske forsvarsministerium. Større hån mod bankens faste stab gives ikke.

Når ansatte de seneste uger har kaldt situationen i Verdensbanken “borgerkrig”, og flere ansatte har båret blåt armbind for at vise deres utilfredshed, illustrerer det, hvor betændte de interne forhold er.

Verdensbankens problem er derfor langt større end Wolfowitz lønforhøjelse til kæresten. Wolfowitz har flere gange truffet beslutninger uden om sin egen bestyrelse.

F.eks. har han nægtet lån til bl.a. Indien og Kenya uden at konsultere bankens bestyrelse. En beslutning om at suspendere lån til Usbekistan, efter at landet smed amerikanske tropper ud, er blevet set som et udtryk for, at banken er blevet USA’s forlængede udenrigspolitiske arm.

Det er ikke mindst af disse grunde, at de nordiske lande, Storbritannien, Frankrig og Holland er enige om, at Wolfowitz bør gå, og truer med ikke at ville genopfylde bankens lånemekanisme til verdens fattigste lande (IDA).

Når Verdensbankens store bidragydere har stillet sig på samme side som de ansatte, er der ikke længere noget at diskutere: Wolfowitz må gå.

Sagen om lønforhøjelsen er grund nok, men mest alvorligt er den lammelse, Wolfowitz har skabt i organisationen, ved at medbringe dårlige vaner fra den amerikanske regering om at handle på egen hånd og tilsidesætte alt samarbejde med bankens ansatte og bestyrelse.

[email protected]

Kommentaren stod i Politiken Søndag den 22 april 2007