Honduras: Frygt for militærkup

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Eva Rasmussen

Formanden for FNs generalforsamling, nicaraguaneren Miguel D´Escoto, fordømmer ifgl. en talsperson det kup, som er sat i gang mod den demokratisk valgte regering i Honduras, skriver UN News Service fredag.

”Jeg troede, at militærkuppenes hæslige dage var forbi. Jeg håber, for det honduranske folk, at de seneste dages konflikter får en fredelig udgang”, kommenterer han.

I hovedstaden Tegucigalpa er der masser af folk ved kongressen, højesteret, det øverste valgråd og ved alle byens centrale broer. Men, de har stort set allesammen uniformer på.

Landets præsident Mel Zelaya fyrede torsdag hærchefen Romeo Vásquez, fordi han nægtede at distribuere valgmaterialer til søndagens folkeafstemning om en grundlovsreform. I protest gik forsvarsministeren af.

Højesteret erklærede få minutter efter afskedigelsen for ugyldig, men Zelaya holdt fast og tog sammen med en gruppe tilhængere til Flyvevåbenets hovedkvarter for at få de valgmaterialer, som militæret skulle have distribueret.

Ifgl. det spanske dagblad El País lykkedes det ikke, men en sending med nye materialer er fragtet ind fra Venezuela.

Landets lovgivende forsamling, kongressen, har erklæret folkeafstemningen søndag for grundlovsstridig. Det øverste valgråd har osse sagt fra, men præsidenten har ikke opgivet afstemningen. Får han opbakning, kan han genvælges.

I kongressen støttes han af det venstreorienterede oppositionsparti Demokratisk Samling. En talsperson for partiet Marvin Ponce, der har sine rødder i bondebevægelsen COCOCH, kommenterer: Det er oplagt, at kongressen har indledt et teknisk statskup mod Zelaya.

Organisationen af Amerikanske Stater, som Kongressen har bedt om at holde sig væk som valgobservatører, hvis afstemningen på søndag bliver til noget, holder hastemøde om den spændte situation i Honduras.

Fidel Castro, Hugo Chávez og Rafael Correa har sendt støtteerklæringer til den honduranske regering.