Svensker ny generalsekretær for Rehabiliteringsrådet for Torturofre i København

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Svenskeren Brita Sydhoff er udnævnt til ny generalsekretær i Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT). Hun begynder i sit nye job i IRCTs sekretariat i København den 27. september, skriver organisationen i en pressemeddelelse mandag.

De seneste 10 år har hun haft succes i nøglepositioner i internationale menneskerets- og humanitære organisationer, hvor hun har erhvervet en bred ledelseserfaring.

Hos IRCT bliver hun leder af et sekretariat, der støtter et globalt netværk bestående af 98 rehabiliteringscentre for torturofre. Sekretariatet støtter desuden de medlemmer af IRCTs råd, som siden 2003 er valgt demokratisk blandt de akkrediterede centre, og bestyrelsen på 7, som er valgt af rådet.

IRCT er den internationalt anerkendte fortaler for behandling og rehabilitering af torturofre, og den ny generalsekretærs primære rolle bliver at bringe IRCT videre i sin udvikling fra at være en organisation, der hovedsageligt er baseret på støtte fra Danmark, til en organisation med en bred international base af donorer. I første omgang vil IRCT satse på at opnå øget støtte fra de andre nordiske lande og Holland.

Brita Sydhoff er svensk og uddannet sociolog og socialantropolog. Hun er medlem af bestyrelserne for rehabiliteringscentret for torturofre i Stockholm og den svenske sammenslutning af menneskerets NGOer. Indtil for nylig var hun ansvarlig for koordineringen af arbejdet mellem Svensk Røde Kors 5 rehabiliteringscentre for torturofre.

Før hun blev ansat i Svensk Røde Kors, var Brita Sydhoff repræsentant for Norsk Flygtningeråd i Geneve fra 1997-2001. I årene 1994-1997 var hun programkoordinator for International Council of Voluntary Agencies i Geneve, en stilling hun tiltrådte efter at have arbejdet som koordinator og forsker hos IMO (International Organisation for Migration) i Budapest.

Brita Sydhoff arbejdede for Dansk Flygtningehjælp i det tidligere Jugoslavien under den første krig på Balkan. Hun har undervist i Ankara på The Middle East Technical University og været konsulent for WHO i Geneve. Desuden har hun i 13 år arbejdet for den svenske regering med migrations- og flygtningespørgsmål.

Brita Sydhoff overtager posten efter en overgangsperiode, hvor IRCTs vicepræsident, dr. Camelia Doru, Rumænien, på vegne af IRCTs bestyrelse har ydet ekstern støtte til sekretariatet med særligt henblik på rekruttering af en ny generalsekretær og den fortsatte internationalisering af organisationen.

u-landsnyt.dk kan tilføje, at hendes forgænger på posten, den danske læge Jens Modvig, fratrådte med udgangen af oktober sidste år efter 3 år som generalsekretær (se også henvisning efter artiklen nedenfor).

IRCT er gradvist blevet mere medlemsdrevet, siden organisationen blev dannet i København i 1985 af Dr. Inge Genefke.

Oprindeligt var IRCT den internationale gren i verdens første rehabiliteringscenter for torturofre, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Siden 1997 har IRCT været en uafhængig international, lægefaglig NGO med hovedkvarter i København.

IRCTs Præsident, Dr. Bhogendra Sharma, Nepal, byder Brita Sydhoff velkommen:

– Med Brita Sydhoff er IRCT godt rustet til de vigtige og store udfordringer, vi står overfor i dag i vort internationale arbejde for at hjælpe torturofre, siger han og fortsætter:

– Den primære opgave har altid været og vil fortsat være at sikre yderligere finansiel støtte fra private såvel som offentlige donorer til rehabilitering af de titusindvis af ofre, som desperat har brug for den hjælp, de kan få hos rehabiliteringscentrene i det globale netværk, der samarbejder inden for IRCTs rammer.

– Mere en to tredjedele af verdens befolkning lever i lande, hvor tortur er udbredt, og hvor kapaciteten til behandling af torturofre i bedste fald er mangelfuld og i værste fald ikke-eksisterende, slutter Bhogendra Sharma.

Yderligere oplysninger hos mediekoordinator Poul Struve Nielsen, tlf. 33 76 06 49 eller 23 34 55 09.

Læs også “Torturråd skal være mere internationalt – dansker fratræder”, dato 05.11.03. Søg under navnet Jens Modvig i rubrikken Arkiv.