S-kronikører: Brug for en aktiv og selvstændig dansk kurs i Irak og resten af Mellemøsten

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Helle Thorning-Schmidt, formand for Socialdemokraterne, og Mogens Lykketoft, udenrigsordfører for Socialdemokraterne, tidl. finans- og udenrigsminister

Ifølge FNs Flygtningehøjkommissær er 1,6 millioner flygtet ud af det irakiske ragnarok, og flere hundredetusinde er hjemstavnsfordrevne. Danmark bør trække sine styrker i Irak hjem inden for de nærmeste måneder og dermed forsøge at presse på for en kursændring i USA, mener mandagens 2 kronikører i Berlingske Tidende.

“Hvis man kommer forkert ind i Irak-konflikten, kan man komme meget, meget galt af sted. (…) Hvis FN-sporet kortsluttes, kan du få et meget langt træk, hvor Irak kæmpes ned. (…) Mange vil følge al-Qaeda med terrorhandlinger i Europa, og man vil opleve en proces, der bare fortsætter og fortsætter. Derfor er forudsætningen stadig FN-sporet. Så længe Mellemøsten-problemet ikke er løst, vil man konstant have tændsatsen til Nord-Syd-konflikten liggende”.

Disse kloge betragtninger udtrykte den danske udenrigsminister i Berlingske Tidende 3. januar 2003.

Alligevel bøjede Per Stig Møller (K) sig for statsministerens fatale beslutning om – efter en opringning fra præsident Bush – at indskibe Danmark som deltager i invasionen i Irak. Det var uden om FN-sporet, på tværs af et flertal i FNs Sikkerhedsråd, imod anbefalingerne fra FNs egne våbeninspektører.

Dertil kommer, at vi nu ved, at begrundelserne for invasionen var usande. Der var ingen masseødelæggelsesvåben tilbage i Irak. Der var ingen forbindelse til al-Qaeda.

Nu kan vi se, at udenrigsministerens dystre profetier om konsekvenserne af en forkert start på en Irak-krig i et og alt var rigtige. USA kom til at mangle opbakningen fra en bred global koalition, som dén man havde bag sig i Kuwait-krigen.

De toneangivende lande i Vesteuropa, Asien, Afrika og Latinamerika afviste fra starten at deltage i koalitionen med præsident Bush – eller meldte fra efterhånden som den katastrofale håndtering af Irak efter invasionen blev åbenbar. Danmark er fra nytår eneste vesteuropæiske land udover briterne, der bidrager med kamptropper.

Den irakiske tragedie har mange årsager. Der blev ikke indsat en tilstrækkelig – og tilstrækkeligt uddannet – styrke, sådan som militære eksperter med daværende USA-udenrigsminister Colin Powell i spidsen anbefalede.

Der var ingen gode planer for at vinde freden. Den kollektive fyring af Iraks hær, politi og ledende administration var opskriften på opløsning og oprør.

Invasionen gav tragisk nok terroristerne en vældig ny arbejdsmark. Og her treethalvt år efter invasionen hærger en forfærdende blodig borgerkrig side om side med flere og flere angreb på de udenlandske styrker i Irak. Antallet af dræbte civilister i oktober var større end på noget tidspunkt siden invasionen i marts 2003.

Ifølge FNs Flygtningehøjkommissær er 1,6 millioner flygtet fra det irakiske ragnarok, og flere hundredetusinde er internt fordrevne. En meget stor del af de mennesker, der har talent og uddannelse, har forladt den irakiske slagmark, og også af denne grund er der ingen hurtige, gode løsninger. Kun mindre onder end den nuværende tilstand.

Efter Demokraternes sejr over Bush ved midtvejsvalget og udskiftningen af Rumsfeld med den langt mere realistiske Bob Gates er der håb om kursskifte.

Baker-kommissionen under ledelse af den fhv. udenrigsminister ser ud til at foreslå dramatiske ændringer i den amerikanske politik i Irak og hele regionen. Baker taler om, at situationen i Irak er katastrofal. Han erkender, som de fleste andre eksperter, at en militær sejr ikke er inden for rækkevidde.

Den bedste chance for at dæmpe blodsudgydelserne er forhandlinger med de af oprørerne, der ikke er fundamentalistiske terrorister – og med de nabolande, der trækker i trådene i Iraks borgerkrig.

Det vil være en enorm overvindelse for præsident Bush at åbne forhandlinger med nabolande som Syrien og Iran, som han hidtil har rubriceret i “Ondskabens Akse” og nægtet at føre samtaler med.

Men vi tror, at USAs præsident er på vej til at erkende, at diplomatiet netop er sat i verden for at forebygge krige og derfor er allervigtigst at anvende i forhold til de lande, man har størst problemer med.

Men hvorfor skulle Syrien og Iran ville hjælpe USA ud af det irakiske kviksand? Tja, kan det være, at de også føler sig truet af kaos i og flygtningestrømme fra Irak og nærer en reel frygt for krig med USA. At de vil give indrømmelser mod at få sikkerhedsgarantier. Intet må i hvert fald lades uforsøgt.

Det er klart, at den 140.000 mand store amerikanske styrke ikke kan trækkes ud af Irak på én gang. Men der speedes op med træning og udrustning til irakerne og krav om, at de løser sikkerhedsopgaven i flere og flere provinser.

De udenlandske styrker trækkes baglæns – i første omgang til lejre langs Iraks grænse. Og inden for en kortere frist må de gradvis trækkes helt ud.

Det er uforandret Socialdemokraternes opfattelse, at de 400 danske soldater i Basra-området kan og skal trækkes ud inden for de nærmeste måneder. Det burde statsministeren have meddelt Blair i onsdags i konsekvens af den bebudede reduktion af briternes egne styrker.

Fuld dansk tilbagetrækning er vores mulighed for at presse på for en yderligere kursændring i USA. For en gangs skyld skal vi gå forrest, frem for at sidde ydmygt og vente på, hvad Bush finder på.

Vores tilbagetrækning skal sende et klart signal til verdenssamfundet om, at Irak har brug for en ny løsning, der kunne indebære FN-indsats, dialog med naboerne og mere fokus på Israel-Palæstina konflikten.

Hertil kommer naturligvis, at Danmark med kun 1.200 mænd og kvinder til rådighed til fredsmissioner hele tiden er nødt til at overveje, hvor muligheden for at skabe fred og redde menneskeliv er størst. Der kan efter NATO-topmødets beslutninger blive brug for flere soldater i Afghanistan. Og Darfur skriger på en FN-styrke til at standse myrderierne.

Men vi vil ikke svigte det plagede irakiske folk. Vi lægger op til bred politisk enighed om øget civil bistand og nødhjælp og fortsat deltagelse i NATOs træning af irakiske sikkerhedsstyrker.

Vi ønsker også, at Danmark langt mere aktivt bidrager til en samlet indsats for at løse de indbyrdes forbundne konflikter i den mellemøstlige region.

Udenrigsministerens udtalelser i januar 2003 viste, at han fuldstændig forstår, at så længe, der ikke er en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne, så er der – uanset udviklingen i Irak – afgrundsdyb mistro og sprængfarligt konfliktstof mellem os i Vesten og den arabiske verden:

Der bliver ikke tillid i den arabiske verden til, at vi i Vesten kæmper for demokrati, menneskerettigheder og retfærdighed, så længe vi passivt accepterer besættelsen af palæstinenserne på 40. år, og at en humanitær katastrofe udfolder sig i Gaza og på Vestbredden.

Tony Blair talte ligesom Per Stig Møller allerede for tre et halvt år siden om nødvendigheden af en retfærdig Mellemøst-løsning. Det så endda ud til, at kravet var Blairs pris for at slå følge med Bush i Irak-invasionen.

Men indtil nu har den britiske premierminister talt for døve øren i Washington. Nu har han gentaget sin fredsappel for Mellemøsten. Og vi håber, at den danske regering vil kaste al den indflydelse, den mener at have hos Bush-regeringen, ind på at støtte Blair her:

Der skal magt bag ordene i Køreplanen for Fred. Israel skal bringes til klart og entydigt at acceptere, at formlen er 2 levedygtige stater; og holde op med at give den seneste terrorist på scenen vetoret i forhold til forhandlinger. Udvidelsen af israelske bosættelser på besat område – herunder udrensningen af palæstinensere fra Jerusalem – må standses.

Israel må lette de knusende begrænsninger på palæstinensernes daglige liv og stoppe byggeriet af den folkeretsstridige mur på besat område. Det palæstinensiske selvstyre må genskabes som en realitet: Det må udrustes og forpligtes til at stoppe vold og terror.

Det internationale samfund må være villigt til at indsætte militær og politi i de palæstinensiske områder for at afskærme konfliktens parter fra hinanden.

Vi håber, at den danske regering sammen med den britiske klart vil sige til præsident Bush, at de rent militære løsninger ikke findes – hverken for USA i Irak eller for Israel i forhold til naboerne.

Vejen til Bagdad går bl.a. gennem Jerusalem. Hvis ikke vi i Vesten insisterer på en mere samlet mellemøstlig fredsløsning, der også omfatter Palæstina, så er alt andet, vi foretager os i denne region, nok dømt til at mislykkes, slutter Helle Thorning-Schmidt og Mogens Lykketoft.

Kronikken stod i Berlingske Tidende mandag den 4. december 2006