Danske gymnasier får global uddannelsespris af Europarådet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Langkær Gymnasium, Københavns Åbne Gymnasium, Rosborg Gymnasium og Svendborg Gymnasium har sammen med Operation Dagsværk og Mellemfolkeligt Samvirke fået en pris for at styrke det globale udsyn i gymnasiet.

Det skete ved weekendens Global Education Week Evaluation Seminar i Budapest, skriver Operation Dagsværk i en pressemelding mandag.

Europarådet uddeler hvert år prisen World Aware Education Award på 1.500 euro til 3 projekter i Europa, som igennem samarbejde og networking formår at inddrage globalt udsyn på en inkluderende og nytænkende måde i undervisningen. I år er det danske projekt Globale Gymnasier iblandt vinderne. 

“Globale Gymnasier” er et ambitiøst projekt startet af Operation Dagsværk, som skal sætte danske gymnasieelever i forbindelse med andre unge over hele verden.

Via kommunikation og erfaringsudveksling skal elevernes kulturforståelse og globale udsyn styrkes. Igennem hele forløbet er det eleverne selv, der skal på banen – det er nemlig kun ved selv at deltage og få andre mennesker i tale, at ens horisont udvides.
 
Målet med projektet er bl.a. at forbedre kendskabet til FNs Millenniumerklæring også kendt som 2015 Målene.

Målene skal sikre uddannelse, sundhed og bedre levekår i verden, men er langt fra opfyldt, og ser heller ikke ud til at blive det.

Ved at udbrede kendskabet til målsætningerne og styrke elevernes globale medborgerskab, kan man imidlertid forbedre mulighederne for, at målene kan realiseres i fremtiden. 

P.t. består projektet af et samarbejde mellem de 4 gymnasier samt Mellemfolkeligt Samvirke og Operation Dagsværk, og opbyggelsen af et globalt netværk er i gang. Projektet bliver desuden støttet af integrationsministeriet og udenrigsministeriet.

Fakta

Europarådet består af 47 stater i Europa og har til formål at fremme menneskerettigheder, demokrati og retsstaten. World Aware Education Award er en pris som uddeles hvert år af Europarådet for at fremme globalt udsyn og samarbejde.

World Aware Education Award blev overrakt under The Global Education Week Evaluation Seminar i Budapest d. 21.-22. marts 2009.

Siden gymnasiereformen har der været stillet krav om globalt udsyn i undervisningen i gymnasiet:

”(Eleven) skal opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv”

– Gymnasiebekendtgørelsens §1 stk. 5