KULU advarer mod forslag om at nedlægge FNs kvindefond, UNIFEM

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Fremtidens FN må sikre en selvstændig og handlekraftig organisation for fremme af kvinders rettigheder og ligestilling, skriver Kvindernes U-landsudvalg (KULU) i en presseudtalelse lørdag.

– Vi er stærkt bekymrede over et forslag fra Holland, der anbefaler, at FNs Fond for Kvinder og udvikling, UNIFEM, slås sammen med FNs Udviklingsprogram, UNDP. Vi frygter, at den model ikke kan garantere en nødvendig høj prioritering og et skarpt fokus på kvinders vilkår, rettigheder og ligestilling mellem kønnene, udtaler Janice Goodson Førde, forkvinde for Kvindernes U-landsudvalg.

– Vi opfordrer udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til at sikre en klar dansk stemme i de kommende FN forhandlinger til fordel for en stærk FN-organisation for koordinering og sikring af FN-arbejdet for kvinders rettigheder, udvikling og ligestilling, fortsætter Janice Goodson Førde og uddyber:

– FN-reformen bør sikre en selvstændig FN-organisation med eget mandat og beslutningskompetence og gennemslagskraft på højt niveau, med tilstrækkelige bevillinger og en professionel stab, mekanismer til at monitorere (overvåge) og sikre ansvarlighed, ikke kun for egne programmer, men på tværs i FN-systemet, og med tilstedeværelse globalt og på landeniveau.

Det er på høje tid; ikke mindst i lyset af, at FN-topmødet i september 2005 slog fast, at ligestilling er afgørende for at nå 2015 Målene og at verdens regeringer bekræftede forpligtelsen til at arbejde for mål tre om ligestilling og kvinders rettigheder, hedder det fra KULU.

Kvindernes U-landsudvalg har fulgt FN-arbejdet med kvinder og udvikling siden den første FN-kvindekonference i 1975 og mange gange udtrykt bekymring for, at den vigtige FN-opgave ikke prioriteres tilstrækkeligt i form af institutionel forankring og nødvendige bevillinger og personale.

Janice G. Førde:

– FNs kvindearbejde har haft enorm betydning som løftestang for fremme af kvinders rettigheder og andel i udviklingen samt ligestilling mellem kønnene i hele verden. Alligevel har vi igen og igen oplevet, at de FN-aktører, der arbejder med fremme af kvinders rettigheder, må operere på kanten af det muliges kunst.

– INSTRAW er et eksempel på en institution, der gang på gang har været truet af lukning, og UNIFEM må rundt med hatten i hånden for at få sikret selv små midler til at gennemføre vigtige programmer indenfor f.eks. “vold mod kvinder”, “kvinder i krig og konflikt”

– Erfaringen viser, at der er behov for en handlekraftig aktør, der både kan slå på tromme for, at kvinders rettigheder og ligestilling sættes på dagsordenen på højeste niveau – og garantere fremskridt, kapacitetsopbygning og gennemførelse af vigtige programmer til fremme af kvinders rettigheder og ligestilling.

– Derfor mener vi, at der er behov for en fuldt operativ aktør på linie med f.eks. FNs Børnefond, UNICEF, eller en stærk tværgående institution som f.eks. UNAIDS.

– Vi tager afstand fra modeller, der vil lægge UNIFEM og andre ligestillingsaktører ind under UNDP eller UNFPA. Kvinders rettigheder og ligestilling risikerer at blive reduceret til et af mange emner og synligheden går tabt.

– Samtidig er der behov for at fastholde et bredt fokus på kvinderettigheder jf. FNs Beijing-handlingsplan og Kvindekonvention. Kvinders rettigheder er ikke alene et spørgsmål om seksuelle og reproduktive rettigheder, slutter Janice Goodson Førde.

Baggrund:

FNs højniveau panel om kohærens (sammenhæng i indsatsen) mødtes den 2. juli i Geneve til en konsultation med repræsentanter for civilsamfundet. På dagsordenen var drøftelser af den fremtidige FN-arkitektur for de tværgående emner ligestilling, menneskerettigheder og miljø i lyset af den fortsatte reformproces i FN.

FNs generalsekretær søsatte i februar i år det såkaldte Kohærens højniveau panel til at se på FN-reformer indenfor områderne udvikling, humanitær bistand og miljø med henblik på nye udfordringer efter FN-topmødet i 2005 og opfølgningen af 2015 Målene.

I et åbent brev stilet til FN-generalsekretær Kofi Annan i marts rettede kvindenetværk og organisationer fra hele verden kritik af, at der til det 15 personer store panel kun var udpeget 3 kvinder, og at panelets mandat ikke medtog ligestilling.

Kohærenspanelets mandat er siden udvidet til også at se på den fremtidige FN arkitektur på integration af ligestilling og har medtaget ligestilling som et tværgående fokus i de øvrige emner.

Læs mere på www.kulu.dk

Flere oplysninger hos Janice Goodson Førde, forkvinde i Kvindernes U-landsudvalg tlf. 39 29 22 62

Kvindernes U-landsudvalg, Rosenørns Allé 12 st., 1634 Kbn V, Tlf. 33 15 78 70, Fax 33 32 53 30, e-mail: [email protected]