Af
Inge Duus Hjortlund, projektsekretær i Operation Dagsværk og Jakob Holtze, landekoordinator for Nepal i Amnesty Internationals danske afdeling
Den 8. og 9. juni mødes eksperter og fremtrædende repræsentanter for det internationale samfund i Udenrigsministeriets lokaler i Eigtveds Pakhus og på Christiansborg. Den danske regering er i egenskab af vort kandidatur til FNs Sikkerhedsråd vært ved en vigtig og prestigefyldt konference om FNs fremtidige rolle i krisestyring og håndtering af statskollaps og væbnede konflikter.
Vi må ikke forpasse denne lejlighed til at samle et splittet og tøvende verdenssamfund om at skabe en reel mulighed for fred i Danmarks programsamarbejdsland, Nepal. I Nepal er disse begreber blodig alvor. Er det også alvor med den danske regerings ambitiøse og engagerede udenrigspolitik? Her har vi faktisk en mulighed for at gøre en forskel, og med muligheden følger som bekendt ansvaret.
Den danske regering tog her den 4. maj et vigtigt og længe ventet skridt mod sikring af grundlæggende menneskerettigheder og fredelig udvikling i Nepal. Det skete, da udenrigsministeriet sammen med 8 andre store donorer stod sammen om at kræve markante forbedringer i landets menneskeretssituation og en fredelig løsning på konflikten.
Med indsættelsen af en ny premierminister har Nepals konge måske taget et lille skridt i retning af dialog og en fredelig løsning på den 8 år gamle blodige konflikt med maoisterne. Men der er stadig omfattende problemer med vilkårlige drab, “forsvindinger” og landet er fortsat på vej mod en decideret borgerkrig.
Der er altså langt fra grund til at hvile på de diplomatiske laurbær. Tværtimod må det internationale pres og samarbejde øges og omsættes til konkrete krav og tidsfrister, hvis regeringens udmeldinger ikke skal forblive retorik. Danmark har med sin store indflydelse i Nepal og kandidaturet til FNs Sikkerhedsråd en unik og historisk mulighed for at spille en ledende rolle i dette samarbejde i overensstemmelse med regeringens erklærede strategier for udenrigspolitik og udviklingssamarbejde.
Omfattende Menneskerettighedskrænkelser
Amnesty International og flere FN-rapportører har i de senere måneder udtrykt dyb bekymring over menneskeretssituationen i Nepal under den langvarige konflikt mellem maoistiske oprørere og den nepalesiske konge og den af ham udpegede regering.
Der er dokumenteret utallige drab, “forsvindinger” og andre overgreb på civile fra såvel regeringsstyrkernes som de maoistiske gruppers side, og i de seneste måneder er konflikten eskaleret voldsomt.
Sidste uges bombeanslag mod danske bistandsprojekter indenfor det vigtige og i øvrigt succesfulde skovprogram er endnu et trist eksempel på, at kaos vinder frem i Nepal, og at situationen langtfra er forbedret i den seneste tid. Et eksempel på, at hensynet til menneskerettigheder og bæredygtig udvikling trods al retorik tilsyneladende står nederst på listen over såvel maoisternes som den nepalesiske regerings prioriteter.
Tidligere løfter fra den nepalesiske regering om at forbedre menneskeretssituationen er ikke fulgt op af handling, og landets nationale menneskerettighedskommission hævder selv at blive modarbejdet af landets øvrige myndigheder. Der er således al mulig grund til at følge udviklingen i Nepal med den største bevågenhed og møde den nepalesiske regerings udmeldinger med en vis skepsis.
Udmeldinger fra donorsamfundet kræver opfølgning
På denne baggrund var det glædeligt at konstatere, at den danske regering er sig sit ansvar bevidst som en af de væsentligste bistandsdonorer i Nepal, da man i maj slog fast, at man ikke længere vil tolerere de massive menneskeretskrænkelser i landet, den nepalesiske regerings valne holdning og afvisning af udenlandsk indblanding, og at man er nu i gang med at omprioritere den danske bistand til mere præcist at virke konfliktforebyggende og -løsende samt fremmende for menneskerettigheder og demokrati.
Dette er i sig selv udmærket, men vil kun have effekt, dersom den nepalesiske regering holdes strengt fast på sine løfter. Det vil være nødvendigt at formulere konkrete krav og tidsfrister til regeringen. Det er således ikke acceptabelt, at FN stadigvæk udelukkes fra at observere situationen i landet, mægle i konflikten eller yde teknisk assistance til Nepals nationale menneskerettighedskommission.
Splittet verdenssamfund og illegitim våbenhandel
Den globale kamp mod terror har i Nepal givet sig udslag i, at regeringsstyrkerne løbende er blevet forsynet med våben og anden militær bistand fra især USA, Storbritannien og Indien for at kunne bekæmpe de militante oprørsgrupper og genoprette stabiliteten.
Selv om landet er fattigt på f.eks. naturressourcer, gør dets geografiske placering mellem Tibet og Kashmir i den stærkt militariserede zone lige mellem Pakistan, Indien og Kina det til en sikkerhedspolitisk krudttønde. Man har derfor i det internationale samfund hidtil valgt at sætte kikkerten for det blinde øje og ignorere regeringsstyrkernes brutale og vilkårlige overgreb mod civilbefolkningen.
Af Amnesty Internationals rapport, “Undermining Global Security: the European Unions arms exports”, offentliggjort den 14 maj og af andre uafhængige internationale kilder fremgår det, at flere EU-lande, heriblandt Frankrig, Belgien og Storbritannien, i tilfældet Nepal har valgt at ignorere EUs egne politikker, som forbyder salg af våben til lande, hvor dette kan medføre forlængelse af interne konflikter eller våbnene risikerer at blive benyttet til undertrykkelse eller menneskeretskrænkelser.
Maoistiske guerillagrupper har haft held med at erobre en betydelig del af disse våben, og våbensalget har altså styrket begge parter og blot ført til en optrapning af konflikten. En militær “løsning” af konflikten i Nepal er givet den omfattende utilfredshed og militarisering af landbefolkningen, og landets ufremkommelige geografi selvfølgelig hel urealistisk, hvilket maoisternes fremgang i de senere måneder da også understreger.
Hvordan forholder den danske regerings sig til disse våbensalg? Hvis ikke emnet tages op ved den forestående FN-konference, må det i det mindste være et emne, som uden yderligere forsinkelse tages op på højest mulige niveau med vore partnere i EU.
Bæredygtigt sikkerhedsarbejde forudsætter reformer
Det vil være nødvendigt i det internationale samarbejde at understrege, at stabilitet og sikkerhed udelukkende kan opnås gennem bredt funderede og demokratiske forhandlingsløsninger, samt ved at sikre respekt for den nepalesiske befolknings fundamentale menneskerettigheder.
Som det danske udenrigsministerium selv er inde på i sine pressemeddelelser, har konflikten i Nepal rødder i den markante sociale og politiske marginalisering af store dele af Nepals befolkning, og der er ingen tvivl om, at uden gennemgribende reformer af såvel politiske som socio-økonomiske forhold i landet, vil konflikten ikke kunne bringes til ophør.
Den maoistiske bevægelse vil da fortsat friste de fattige og afsides boende stammefolk, som hidtil har været det vigtigste rekrutteringsgrundlag for
bevægelsen, og som oplever en udsigtsløs tilværelse i udkanten af det nepalesiske samfund.
Danmarks unikke muligheder og udenrigspolitiske ambitioner
Givet den danske regerings og danske organisationers mangeårige erfaringer med at arbejde i Nepal, Danmarks traditioner og principper i det fredsbevarende arbejde og “effektiv multilateralisme” i FN-regi, er det oplagt, at Danmark skal spille en markant og aktiv rolle i det fortsatte internationale pres for fred og ordnede forhold i Nepal og i den konkrete udformning og gennemførelse af en handlingsplan og en “køreplan for fred” i landet.
Dette ligger i forlængelse af den danske regerings bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand 2004-2008, hvor netop det koordinerede arbejde for stabilitet, sikkerhed, demokratisering og menneskerettigheder opprioriteres. Dette ikke mindst i de central- og sydasiatiske områder.
Denne holdning til, at fredsskabende arbejde forudsætter sådanne koordinerede politikker understregedes i Per Stig Møllers tale til Folketinget den 27. maj om Danmarks kandidatur til FN Sikkerhedsråd.
Danmark har gode erfaringer med demokrati- og menneskeretsarbejde, og der er ingen tvivl om, at Danmark som et af de væsentligste og mest respekterede donorlande i Nepal, vil have en unik mulighed for at sætte dagsordenen i donorsamarbejdet og i dialogen med den nepalesiske regering.
Det er ikke kun den store danske ekspertise og indflydelse i Nepal, som giver os en særlig mulighed for at påvirke situationen. I forhold til det internationale samfund er der ingen tvivl om, at navnlig de senere års kraftige danske markeringer og det styrkede samarbejde med USA giver nogle særlige muligheder.
Det er også på denne baggrund, at regeringen formodentlig fra januar 2005 får held med at opnå en midlertidig plads for Danmark i FNs Sikkerhedsråd. Hvis Danmark skal have noget afgørende at bidrage med i disse sammenhænge og kunne omsætte ambitioner og retorik til egentlig gennemslagskraft, bør vi fokusere på indsatsen overfor de lande og kriser, hvor vi har en særlig ekspertise, netværk osv. – og som i forvejen ligger indenfor de vedtagne danske strategier.
Nepal er et oplagt “pilotprojekt” for Danmarks internationale indsats, og vi har i det næste års tid en historisk mulighed for her at sætte den internationale dagsorden. Et oplagt sted at begynde dette arbejde vil være ved den forestående konference om FNs rolle i krisesituationer, som efter planen skal munde ud i konkrete risikovurderinger og anbefalinger til FNs generalsekretær, Kofi Annan.
Det er tid til forandring i Nepal – hellere i dag end i morgen!
Inge Duus Hjortlund studerer statskundskab i København. Jakob Holtze studerer Internationale Udviklingstudier på Roskilde Universitetscenter, RUC. Begge er medlemmer af Nepal-I-Krise Netværket.
