Danidas månedsavis, “Udvikling” bringer i sit nye nummer, der nu er på gaden, dette job jobopslag:
“Diskret, midaldrende, fransktalende, asiatisk mand med forbindelserne i orden og administrative færdigheder søges til en umulig, ydmygende, men særdeles eftertragtet stilling: Næste Generalsekretær for FN”.
Første krav til en kommende topchef er, at han (i teorien hun) kan accepteres af alle 5 faste Sikkerhedsrådsmedlemmer, der mildest talt har forskelligt rettede dagsordener.
Dér ryger de fleste højtprofilerede, åbenlyst selvstændige personligheder, samt kandidater fra meget markante lande.
De 5 faste bliver traditionelt udelukket fra posten, selv om der ikke officielt er noget til hinder for, at den populære tidligere amerikanske præsident Bill Clinton kan blive valgt.
Det har faktisk i årevis været et skrækscenario på ærke-republikanske hjemmesider: Hr. Clinton i toppen af FN og fru Clinton i Det Hvide Hus. Men det er usandsynligt. FN’s næste chef vil nok stamme fra et alliancefrit land – det plejer han.
Magtkampen blandt de 5 faste ventes at blive heftigst mellem USA og Kina. Beijing er i de senere år for alvor begyndt at blande sig i globale politiske spørgsmål, og er en langt mere aktiv spiller i Sikkerhedsrådet end tidligere. Kinas FN-ambassadør Wang Guangya har således udtalt, at han “kun stemmer for en asiat”.
USA forkaster princippet om rotation mellem regionerne med den tilføjelse, at hvis de andre absolut vil have rotation, ja så har Østeuropa, der stadig eksisterer som en region i FN-systemet, aldrig haft stillingen.
Det skal selvfølgelig være en fransktalende asiat – og dermed er det efter sigende farvel til en af de kun 3 officielle kandidater, Thailands vicepremierminister Sarukiart Sathirathai, en Harvard-uddannet jurist med økonomisk baggrund og ifølge en tidligere thailandsk ambassadør så svag, at det vil skade Thailands omdømme, hvis han skulle blive valgt.
Men om Pérez de Cuéllar blev det sagt, at det ikke ville plaske, hvis han faldt overbord. Og både Dag Hammarskjöld og Kofi Annan blev valgt som ufarlige bureaukrater.
Læs hele artiklen i det nye nummer af månedsavisen “Udvikling”.
