Ledende medarbejdere fra FNs Fødevareprogram (WFP), som kommer fra 80 lande, samles i den danske hovedstad i de kommende 5 dage for at diskutere de udfordringer, som verdens største humanitære organisation står over for, skriver WFP Danmark i en pressemeddelelse fredag.
Antallet af kronisk sultende er steget med 4-5 millioner om året siden midten af 1990erne, og det gør det svært at nå 2015-målet om halvering af antallet af fattige inden år 2015.
Samtidig må WFP konstatere, at det kun er lykkedes at skaffe 57 procent af de nødvendige midler til at finansiere de store indsatser på steder som Darfur, Afghanistan og Niger – det laveste niveau nogen sinde.
Den danske regering er vært for WFPs globale møde i København, Danmark er et af WFPs 10 vigtigste donorlande og tilhører den lille gruppe lande, som giver mindst 0,7 procent af sit BNI i udviklingsbistand.
De udfordringer, som WFP står over for, er enorme. Sidste år begyndte med tsnuamien, fortsatte med den ødelæggende tørke og græshoppeangreb i Niger og endte med jordskælvet i Pakistan – som tilsammen stillede uhyre store krav til donorernes generøsitet og WFPs evne til at reagere hurtigt og effektivt, hedder det.
Udsigterne for fremtiden er usikre. Selv om den internationale udviklingsbistand har nået rekordhøjder, er midlerne, der er afsat til fødevarebistand til katastrofer langt fra tilstrækkelige.
– Vi må vende udviklingen og give første prioritet til verdens fattigste og sultende mennesker, siger WFPs direktør, James Morris og uddyber:
– Millioner af mennesker, og i særlig grad børn, regner med os hver eneste dag. At investere i deres liv og fremtid er det bedste vi kan gøre for de kommende generationer. Det faktum, at 300 millioner børn er kronisk sultne, er verdens største skamplet.
Blandt de særligt indbudte gæster til WFP’s globale møde er FNs generalsekretær, Kofi Annan, som vil tale til WFP medarbejderne ved åbningen søndag den 18. juni.
WFP om WFP
WFP er verdens største humanitære organisation. Hvert år giver vi mad til ca. 90 millioner fattige, heraf 58 millioner børn, i de 80 fattigste lande i verden.
Kontaktpersoner:
Mikael Bjerrum, Direktør for WFPs Nordiske Kontor, tlf.: 35 46 71 30, mobil: 40 11 38 83; E-mail: [email protected] eller Bettina Luescher, informationsmedarbejder, Mobil: 0049 170 90 39 479, E-mail: [email protected]
World Food Programme, Midtermolen 3, 2100 Copenhagen, Tel.: 35 46 70 00, Fax:35 46 71 33.
Man kan læse mere om WFP på www.wfp.dk