Verdens ledere udviser “skræmmende mangel på lederskab”, når det gælder om at bremse den globale opvarmning. Der skal gøres meget mere for at skære ned på udslippet af drivhusgasser.
Det sagde FNs generalsekretær, Kofi Annan, da han onsdag talte for miljøministre fra hele verden på FNs klimatopmøde i Nairobi i Kenya, skriver B.T. Online onsdag.
I en usædvanlig stærk tale fastslog Annan, at det især er verdens fattige, der bliver ramt af tørke og højere vandstand i havene. Og blandt de fattigste er det Afrika, der må holde hårdest for, sagde han.
– Klimaændringer er ikke bare et miljøspørgsmål, som alt for mange mennesker stadig tror. Det er en trussel, der omfatter alt. Vi er faretruende nær “the point of no return, anførte FNs snart forhenværende generalsekretær.