4 FN-observatører fra henholdsvis Kina, Finland, Østrig og Canada er dræbt under et israelsk angreb ved byen Khiyam i Sydlibanon i den østlige ende af grænsen til Israel, skriver flere nyhedstjenester tirsdag.
FNs generalsekretær, Kofi Annan er “chokeret og i dyb sorg over det tilsyneladende overlagte angreb fra de israelske styrker”. Annan har bedt Israel om at undersøge episoden.
– Det koordinerede artilleri- og luftangreb på en tydeligt afmærket FN-post skete på trods af premierminister Ehud Olmerts personlige garantier for, at FNs stillinger ikke vil blive beskudt af Israel, siger Annan.
Ifølge FNs oplysninger om angrebet var de 4 observatører tvunget i beskyttelsesrummet efter, at israelsk artilleri havde beskudt FN-posten hele 14 gange. Da et redningshold forsøgte at fjerne nogle af murbrokkerne, blev de også beskudt, hedder det i FNs version af episoden.
Bygningen styrtede til sidst sammen over observatørerne, der var dræbt på stedet.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtaler:
– Danmark tager på det skarpeste afstand fra ethvert angreb på FN. Vi har overfor Israel krævet, at der foretages en grundig undersøgelse af de seneste tragiske hændelser i Libanon, og at Israel drager de nødvendige konsekvenser heraf.