Hårdt for Oprindelige Folk

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Hurtig handling er påkrævet for at højne sundhedstilstanden for verdens oprindelige folkeslag og generelt forbedre deres stilling.

Det fremgår af en ny rapport, som blev offentliggjort lørdag på den internationale årsdag for de oprindelige folk, og som konkluderer, at FN-tiåret for disse “naturfolk” (1995-2004) nu går på hæld uden, at det har bragt dem større fremgang.

Ringe adgang til rent vand, ordentlige sanitære forhold og sundhedsservice i det hele taget er blot nogle af de mange problemer, som drages frem i rapporten, der publiceres i fællesskab af britisk-baserede “Health Unlimited” og “London School of Hygiene and Tropical Medicine”.

FN definerer i bred forstand oprindelige folk som efterkommere af mennesker, der boede på jord, som er overtaget af andre med en anden etnisk oprindelse. Ifølge rapporten føler oprindelige folk, der for det meste lever i afsides egne, som vanskeligt kan nås med service, sig stadig oversete og marginaliserede af det omgivende samfund.

De anfører, at de udsættes for diskrimination af lokale sundhedsarbejdere og tiltagende ødelæggelse af det miljø, de bor og skaffer sig udkomme i, uden at de har større muligheder for at bremse denne udvikling .

Rapporten konkluderer, at der skal langt mere til for at integrere de oprindelige folk – dem, der i gamle dage hed naturfolk – i de internationale dagsordener for sundhed og andre områder. Men det er en voldsom opgave. FN-tiåret for de Oprindelige Folk er i sit niende år og ifølge “Health Unlimited” er der ikke opnået stort for at forbedre levevilkårene for disse folkeslag, der tæller alt fra eskimoer til regnskovsindianere.

Samtidig sendte FNs generalsekretær, Kofi Annan, en hilsen til de oprindelige folk på årsdagen og sagde, at de har meget at være stolte af, men fortsat trues på deres religion, kultur, sprog og levevis.

Se også Kalender om Årsdagen for De Oprindelige Folk den 9. august.