Ros fra FN-chef til Danidas nye aids-strategi

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Der var rosende ord til Danidas nye strategi for bekæmpelse af hiv/aids i u-landene, som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) fremlagde tirsdag, og de kom fra ingen ringere end chefen for FNs aids-bekæmpelsesprogram UNAIDS, der kaldte udspillet “en fantastisk strategi, måske den bedste jeg har set”, skriver Politiken onsdag.

– De, der kender mig, ved, at jeg ikke plejer at sige den slags, fortsatte han. Piot fremhævede bl.a., at Danida i den nye strategi nu tydeligt erkender den tætte sammenhæng mellem forebyggelse af hiv/aids og tilbud om behandling med livsforlængende såkaldt ARV-medicin.

Danmark var et af de rige donorlande, som længst fastholdt, at behandling i større skala i u-landene ikke var mulig, fordi sundhedssystemerne var for svage.

Stribevis af projekter og forsøg verden over har imidlertid vist, at det er muligt at behandle selv under relativt primitive forhold. Samtidig er prisen på medicin faldet kraftigt. Dette har Danida nu taget konsekvensen af i den nye strategi.

Peter Piot roste desuden, at Danida vil måle arbejdet i u-landene med at føre strategien ud i livet. Resultaterne vil fremgå af Danidas årsberetning. – Det er vigtigt, at strategien bliver en del af systemet. Selv de bedste strategier duer ikke, hvis ikke de bliver integreret i det daglige arbejde, sagde Peter Piot ifølge Politiken.