Milliarder af dollars fra den internationale globale aids-fond samler støv, skriver præsidenten fra Dansk Røde kors, Freddy Krarup, mandag i Berlingske Tidende. Krarup skriver, at kun en femtedel af de tre milliarder dollars, fonden har fået, er kommet ud til dem, der har brug for hjælp.
– Resten af pengene er enten ikke udbetalt eller stadig i regeringernes varetægt i modtagerlandene, hedder det i Røde Kors-præsidentens debatindlæg.
Udviklingsminister Bertel Haarder svarer, at han godt forstår Freddy Krarups frustration. Han siger, at de fattige modtagerlande har svage sundhedssystemer, der ikke kan klare alle de forskellige krav, som donorerne stiller. Danmark er derfor gået aktivt ind i et FN-initiativ, der skal forbedre planlægning, gennemførelse og evaluering af aids-indsatsen.
– NGOerne har en vigtig rolle at spille. Der er allerede afsat 100 mio. kr over de næste fire år til særlige NGO-aktiviteter på aids-området, tilføjer Bertel Haarder.
I middagsradioavisen mandag sagde Freddy Krarup, at de 100 mio. både bør gå til forebyggelse og til aids-medicin. Han foreslog også at kanalisere penge til aids-arbejde uden om Den Globale Fond.