FNS Børnefond (UNICEF) anfører torsdag i en statusrapport for arbejdet med børn ramt af aids, at der er sket store fremskridt indenfor 4 fokusområder for den globale kampagne “Unite for Children. Unite against Aids”. Det er:
1) Flere spædbørn beskyttes mod hiv-smitte
2) Smitteraten blandt voksne falder. Flere unge afrikanere bruger kondom og har færre seksualpartnere
3) Flere hiv-smittede børn får medicinsk behandling
4) Der er mere og bedre omsorg for børn, der er blevet forældreløse på grund af aids
Der er således gode nyheder i den anden statusrapport for den globale kampagne for børn og aids, skriver UNICEF Danmark i en pressemeddelelse torsdag.
– Statusrapporten dokumenterer sort på hvidt, at det er lykkedes at sætte børn øverst på dagsordenen i kampen mod aids, siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen, og uddyber:
– De mange fremskridt er meget opløftende og bringer håb om, at det er muligt at nå målet om en aids-fri verden for kommende generationer. Redskaberne er opfundet, og de virker.
Flere børn beskyttes mod hiv
Ingen mor bør opleve den store tragedie at smitte sit barn med en dødbringende sygdom. Det er ikke desto mindre hverdagskost i lande, som er hårdest ramt af hiv og aids. 2,1 millioner børn under 15 er smittet med hiv, og langt de fleste er blevet smittet af deres mødre i forbindelse med graviditeten eller fødslen.
Statusrapporten dokumenterer, at det både er muligt og realistisk at forhindre overførsel af hiv-smitte fra mor til barn. Bl.a. er antallet af hiv-smittede mødre, der får hjælp til at beskytte deres børn mod smitte, steget fra 11 til 31 procent på bare 2 år i det østlige og sydlige Afrika, som er hårdest ramt af aids-epidemien.
Flere unge afrikanere bruger kondom
Adfærdsændringer hos unge er et af de stærkeste våben i kampen mod aids. UNICEFs erfaringer viser, at forebyggelsesprogrammer, som unge selv er med til at udforme og gennemføre, er mest effektive. Det bekræftes af statusrapportens nye tal fra det østlige og sydlige Afrika. De viser, at smitteraten blandt voksne er faldet i flere lande, at antallet af unge, der bruger kondom er steget, og at unge har færre seksualpartnere.
Flere hiv-smittede børn får behandling
I lav- og mellemindkomstlande er antallet af hiv-smittede børn, der får behandling med aids-medicin, steget med 70 procent. Halvdelen af alle hiv-smittede spædbørn dør, før de bliver 2 år. Men sådan behøver det ikke at være. De fleste hiv-smittede børns liv kan reddes gennem tidlig behandling, men det kræver, at børnene bliver testet og diagnosticeret kort efter fødslen.
Mere og bedre omsorg for forældreløse børn
UNICEF skønner, at over 15 millioner børn har mistet en eller begge forældre på grund af aids. Flere lande har udvidet beskyttelsen og omsorgen for de forældreløse, hvad der bl.a. har medført en stigning i antallet af forældreløse børn, der kommer i skole.
Forældreløse børn lever ofte sammen med deres søskende i ekstremt fattige husholdninger uden en voksen eller med en enkelt bedsteforælder. I en række lande har forsøgsprojekter, hvor man støtter aids-ramte familier med et månedligt beløb, forbedret børnenes sundhed og ernæring markant. 24 lande (heraf 21 i Afrika) har i løbet af de sidste to år vedtaget nationale handlingsplaner for børn og aids, mens endnu 10 lande har handlingsplaner på vej.
Lang vej endnu
På trods af store fremskridt er der lang vej endnu, før børn og unge verden over kan vokse op fri for aids. Der er brug for endnu flere midler til aids-bekæmpelse, både fra giverlandene og de aidsramte landes regeringer. Og der er et enormt behov for endnu mere oplysning om hiv og aids, så fordomme og myter kan bekæmpes. Tabu, diskrimination og udstødelse af hiv-smittede er den allerstørste barriere for en effektiv indsats mod hiv og aids.
Baggrund
Den globale kampagne ”Unite for Children. Unite against Aids” blev til i 2005 på initiativ af UNICEF. En stribe FN-organisationer, globale fonde, NGOer, regeringer m.fl. har bakket intensivt op om kampagnen, hvis mål er at sætte børn øverst på den internationale hiv/aids dagsorden, samt at sætte intensivt og målrettet ind mod aids på 4 specifikke områder:
– Forebyggelse af hiv-smitte fra mor til barn
– Forebyggelse af hiv-smitte blandt unge
– Behandling af hiv-smittede børn
– Omsorg for børn, der er forældreløse eller særligt udsatte på grund af aids
Initiativet er baseret på 2015-målene og de løfter, som verdens ledere gav på FNs generalforsamlings særlige samling om hiv/aids i 2001.
Rapporten ”Second Stocktaking Report” kan downloades og læses i sin helhed på
www.unicef.dk/Files/Events/hivaids/Children%20and%20AIDS%20-%20Second%20Stocktaking%20Report_FINAL.pdf
Yderligere oplysninger hos:
Kommunikationsmedarbejder Jacob Ebeling, [email protected], tlf: 61 65 61 95
Informationschef Karin Aaen, [email protected], tlf. 25 39 60 99
Generalsekretær Steen M. Andersen, [email protected], tlf. 35 27 38 11
UNICEF om UNICEF
UNICEF er FNs børneorganisation, som arbejder i flere end 150 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og aids.
I den industrialiserede del af verden har UNICEF 37 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende betalt af frivillige bidrag fra private bidragydere, regeringer, erhvervslivet, og fonde