Ny strategi for Danidas virke i Vietnam til 2010 – som noget nyt indgår forebyggelse af hiv/aids

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danmark og Vietnam har aftalt en ny strategi for udviklingssamarbejdet fra 2006-2010, skriver udenrigsministeriet på sit website fredag.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) udtaler i anledning af strategiens offentliggørelse:

– Vietnam tog et afgørende skridt, da landet midt i 1990erne begyndte omstillingen til markedsøkonomi. Reformprocessen giver gode resultater. Øget økonomisk vækst og et drastisk fald i antallet af meget fattige. Den økonomiske vækst og åbningen af økonomien har også – sammenholdt med tidligere – ført til større frihed og råderum for den enkelte vietnameser.

– Omkring 20 procent af landets befolkning lever imidlertid stadig under fattigdomsgrænsen, og Vietnam er langt fra at være en retsstat. Især demokrati- og menneskerettighedsområdet lader meget tilbage at ønske.

– Udfordringen i den kommende strategiperiode bliver at støtte de positive elementer i Vietnams nuværende udvikling og samtidig fastholde presset på myndighederne på de områder, hvor landet halter bagefter. Med den nye dansk-vietnamesiske bistandsstrategi er vi centralt placeret til at gøre netop det.

Vietnam blev dansk programsamarbejdsland i 1993. Bistanden er hidtil især gået til direkte fattigdomsorienterede indsatser inden for fiskeri, vand og sanitet, landbrug, miljø samt til økonomiske, administrative og juridiske reformer.

Bl.a. har mere end en halv million fattige fået adgang til rent vand, og den vietnamesiske eksport af fiskeriprodukter er steget fra 0,5 mia. til 2,7 mia. US dollar.

Målet med den danske indsats i perioden 2006-10 er at bidrage til fortsat fattigdomsbekæmpelse gennem fremme af en bæredygtig økonomisk udvikling, styrkelse af demokratiseringen, respekt for menneskerettigheder og god regeringsførelse, hedder det.

Fortsatte reformer spiller en afgørende rolle for Vietnams økonomiske vækst og yderligere fremskridt i bekæmpelse af fattigdom.

I løbet af den kommende 5-årsperiode vil støtten til den vietnamesiske regerings ambitiøse reformdagsorden, herunder økonomiske, administrative og juridiske reformer, derfor blive øget. Der lægges videre vægt på yderligere styrkelse af bistanden til den private sektor, der fremstår som drivkraft i den økonomiske vækst.

Den direkte fattigdomsorienterede bistand vil blive videreført indenfor hovedområderne fiskeri, landbrug, vand og sanitet samt miljø.

Indsatserne vil i stigende grad blive samlet om fattige provinser med etniske minoriteter, og hvor det hidtidige samarbejde har givet gode resultater med stort engagement fra samarbejdspartnernes side.

Da hiv/aids udgør en potentiel risiko for udviklingen i Vietnam, vil der som noget nyt blive lagt vægt på at indarbejde hiv/aids-forebyggelse i alle større indsatser.

Den årlige landeramme forventes i perioden 2006-2010 at ligge på 277 mio. kr. Ved strategiperiodens udløb vil der blive taget stilling til hvorledes samarbejdet med Vietnam kan fortsættes.

Den nye landestrategi kan downloades både på dansk og engelsk på www.um.dk

Læs også telegrammerne “VK-regeringen vil opgive Vietnam”, dato 28.06.06 og “Ambassadør: Vietnam er et mønsterland for dansk bistand”, dato 21.06.06, begge i rubrikken Dansk bistand.