Ny Danida-strategi lægges ud til høring – i 7 (arbejds)dage

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

VK-regeringen præsenterede fredag sit udkast til en strategi for, hvordan Danmark kan bidrage til at fremme såkaldt god regeringsførelse i u-landene.

Det skete på en konference i U-landsrådet i København, hvorefter strategien nu er sendt ud til offentlig høring – dog kun i ganske få dage.

Alle interesserede opfordres til at komme med indlæg om og kommentarer til den nye strategi. Men de skal skynde sig, for den offentlig høring slutter allerede den 13. april. Det betyder, at strategiudkastet er til høring i blot 7 arbejdsdage – fraregnet Påsken og en weekend.

Den nye strategi sætter særlig fokus på en effektiv og ansvarlig offentlig sektor i u-landene. Det sker som opfølgning på de udviklingspolitiske prioriteter for 2007-2011 i dokumentet “Vilje til Udvikling”.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om lanceringen af den offentlige høring af den nye strategi:

– God regeringsførelse i den offentlige sektor er afgørende for bæredygtig udvikling. En større offentlig sektor i sig selv gør det ikke. Fokus skal derimod være på en bedre offentlig sektor. Effektivitet og ansvarlighed skal forbedres, så den offentlige sektor kan skabe de bedst mulige rammebetingelser for økonomisk vækst og for at sikre, at serviceydelser når ud til de fattigste.

– Vi skal sikre, at Danmark på dette – som på andre felter – fortsat er en foretrukken og kompetent partner i det internationale udviklingssamarbejde. Derfor lægger regeringen med strategien op til en fokuseret indsats for fremme af god regeringsførelse i den offentlige sektor.

– Strategien definerer udvalgte kerneområder for vor bistand for at gøre Danmarks indsats på området fokuseret og effektiv både i partnerlande og i forhold til arbejdet i og med relevante internationale fora og aktører.

Jeg opfordrer alle interesserede til at komme med indlæg og bemærkninger til strategien, slutter Tørnæs.

Udkastet til den nye strategi er tilgængeligt på Udenrigsministeriets hjemmeside

www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/PolitikOgStrategier/StrategierIHoering/

Yderligere oplysninger hos fuldmægtig María Ana Petrera, tlf. 33 92 13 16 og email [email protected].