ANALYSE
Af Poul Struve Nielsen
journalist med speciale i bl.a. indiske forhold
Den indiske regering kan fortsætte. Ved historiens største demokratiske valghandling lod den indiske befolkning Manmohan Sing beholde nøglerne til premierministerboligen på Race Court Road i hovedstaden New Delhi, da de gav Kongrespartiet et klart fornyet mandat.
Det har kun Indiens første premierminister Jawaharlal Nehru præsteret før ham.
Ved at stemme på den siddende regering valgte inderne i virkeligheden politisk fornyelse. De valgte også et Indien, der fortsat hviler på Mohandas Gandhis principper om fred og forsoning.
Nok er Manmohan Sing ingen vårhare, alligevel har Kongrespartiet formået at forny sig. Når Singh en dag slipper tøjlerne, står Rahul Gandhi klar til at rykke ind. Overdragelsen af posterne til en ny generation af politikere i gang.
Den tidligere topdiplomat i FN, Shashi Tahroor, som var kandidat til generalsekretærposten da Ban Ki-Moon fik den, blev den store stemmesluger i den sydlige delstat Kerala.
Endnu et stærkt kort, der demonstrerer, at det er Kongrespartiet, der står for fornyelsen i indisk politik i disse år. Det bliver spændende at følge ham i New Delhi.
Alternativet til Kongrespartiet var Bharatiay Janata Party, BJP. Resultatet: Kongrespartiet; 260 pladser i Underhuset, BJP: 157, Øvrige partier: 124 pladser.
BJP stillede med den 82-årige tidligere indenrigsminister og mangeårige leder Lal Khrisna Advani som spidskandidat. Næst i BJPs arvefølge ”arvefølge” kommer Gujarats Chiefminister, Narendra Modi, og han byder ikke på nogen fornyelse. Tilmed klæber ubehagelige sager til dem begge.
Farvel til betydelig politiker
Det er værd at hæfte sig lidt ved Advani, for resultatet af valget må betyde, at en af de betydeligste politikere i Indien i nyere tid træder i baggrunden.
Lal Khrishna Advani har været frontfigur i hele den hindunationalistisk bølge, der har præget Indien siden 1980erne. Han har været formand for BJP, og når han ikke blev premierminister, da partiet stod stærkest, er det fordi, skandalen om ødelæggelsen af moskeen i Ayodha i Uttar Pradesh i 1992 har klæbet til ham siden.
Med sin antimuslimske retorik var han fortaler for, at der skulle bygges et tempel for guden Ram på hvis fødested moskeen lå. Det førte til voldsomme uroligheder og tusindvis af dræbte.
Derfor blev den mere bredt respekterede Atal Behari Vajpayee premierminister efter valget i 1998.
Narendra Modi har i øvrigt ikke et bedre ry end Advani. Han var chiefminister i Gujarat, hvor lokalregeringen passivt lod stå til, så atter tusindvis af muslimer blev dræbt i uroligheder efter, at et tog med hindu-pilgrimme var blevet sat i brand.
BJP står nu også for andet end en uforsonlig kurs overfor det muslimske mindretal. Partiet har først og fremmest haft succes som den nye urbane middelklasses parti.
Mens Kongrespartiet har ført valgkamp på at ville skabe sociale forbedringer, har BJP mere fokuseret på økonomisk vækst og åbne eksportmarkeder.
Kongrespartiet har traditionelt været forbundet med isolationisme. Men det er længe siden, partiet lagde Gandhis tanker om, at Indien skal være selvforsynende, bag sig.
Når det gælder økonomi, er det svært at overtrumfe premierminister Manmohan Sing, der som finansminister i 1990erne var hovedarkitekten bag de økonomiske reformer, som skabte så stor vækst ved at åbne den indiske økonomi.
Manmohan Sing er tillige en uangribelig politiker med stor personlig integritet.
Mange alliancer
Nu handler et indisk valg ikke kun om Kongrespartiet og BJP. Selv om der kun er 3 landsdækkende poliske partier (det tredje er kommunisterne), er der et uoverskueligt antal af regionalt baserede partier. Kun guder, mennesker og hellige køer er der flere af i Indien.
Der har været talt og skrevet meget om, at dette valg stod i regionaliseringens tegn. Men de regionale partier kom faktisk frem allerede i 1980erne, og deres succes er vel et reelt udtryk for demokratiets styrke.
De enkelte stater har meget høj grad af selvstyre. Men det betyder, at valget reelt har stået mellem en række forskellige valgforbund af partier, som har forpligtet sig til hinanden og indgået valgtekniske aftaler.
Dette valg har nærmere end regionaliseringen været udtryk for et comeback af uforudsigelige dimensioner. Med Kongrespartet i centrum blev UPA (United Progressive Alliance) den store vinder.
I NDA (National Democratic Alliance) – oppositionen – har man BJP som det store parti.
Som et alternativ til alliancerne omkring de 2 store landsdækkende partier har nogle af de mest betydningsfulde regionale partier dannet ”Third Front”.
Det er en noget uhomogen samling af partier, som rækker fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj; nogle af partierne er baseret på kaster – også her dækker de tilsammen næsten hele spektret.
Der ville ikke være grænser for spænding om den endelige regeringsdannelse, hvis Third Front partierne var blevet de tusind tunger på vægtskålen..
Det er også tvivlsomt, om partierne i den nye ”Front” ville stå sammen, hvis de 2 store blokke var blevet nogenlunde lige store. Her er nogle af Kongrespartiets støtter med, bl.a. den karismatiske jernbaneminister, Laloo Prasad Yadavs, RSD parti.
Ovenpå den sikre valgsejr bliver det helt sikkert ikke et problem for Kongrespartiet at samle den nødvendige støtte, og kommunisterne stemmer i hvert fald næppe imod dem.
De støttede Kongrespartiet ved sidste valg, men trak sig fra samarbejdet, fordi regeringen forhandlede en aftale hjem om køb af komponenter til atomkraft med USA.
Kommunisterne blev stærkt decimeret af Kongrespartiet, især i en af deres traditionelle højborge, Kerala, hvor Shashi Tahroor sikrede Kongrespartiet det bedste resultat i rigtig mange år.
Gandhi-familien under og efter valget
Sonia Gandhi, enke efter tidligere premierminister Rajiv Gandhi, er stadig leder af Kongrespartiet. Men politisk er det i stigende grad hendes søn Rahul Gandhi – som altså er den første premierminister Jawaharlal Nehrus oldebarn og Indira Gandhis barnebarn – der tegner butikken. Han flankeres af sin søster Pryianka.
Det var Rahuls fætter, Varun Gandhi, der fyldte mest i spalterne. Han stiller op for BJP, og hans udfald mod muslimer var så hadefulde, at det ikke blot vakte debat og førte til protester fra regeringspartierne. Han blev faktisk fængslet.
Han kan blive en kontroversiel figur, hvis han bliver valgt ind.
Hans mor, Maneka Gandhi, som ikke kommer for godt ud af det med svigerinden Sonia, har været medlem af BJP i mange år og er tidligere minister, men det er gået mere stille af, og hun er faktisk en respekteret politiker.
Kongrespartiet kan måske ikke klare sig uden Nehru/Gandhi-familien, men der er efterkommere fra politiske familier i de fleste andre indiske partier, og det er i øvrigt ikke noget indisk fænomen.
Hvad ville Socialdemokratiet være uden Hækkerupper, hvad ville de radikale være uden Helveg Petersener og Venstre uden Elllemann Jensener?
Under alle omstændigheder er Rahul velkvalificeret til at blive premierminister en dag. Og mon ikke han bliver det? Dog ikke så længe, Manmohan Singh er fit for fight. Men han får formentligt en ministerpost i Singhs næste regering.
Tilbage er at ønske først og fremmest Indien, men også alle demokrater i hele verden, tillykke med valget.
Analysen er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
