Dokument: Kina 2030 – Perspektiver og udfordringer for den økonomiske udvikling i Folkerepublikken Kina. Første del.
Udgivet af Udenrigsministeriet
Udviklingen i det kinesiske samfund foregår i disse år i et så voldsomt tempo, at selv garvede Kina-kendere har vanskeligt ved at følge med. Prognoser og fremskrivninger af Kinas økonomiske udvikling kommer i en lind strøm, men selv optimistiske skøn overgås ofte af virkeligheden.
At spå om Kinas fremtid er derfor en farlig opgave, men i dette papir opridses på baggrund af et kort nutidsbillede et sandsynligt scenario for Kinas udviklingsstade og placering i verdensøkonomien i 2030.
Scenariets realisering forudsætter imidlertid, at Kina formår at finde løsninger på en række udfordringer, der alle hver især kan hæmme den økonomiske udvikling i Kina. Disse udfordringer præsenteres med henblik på at opridse den enorme arbejdsopgave, som de kommende års kinesiske regeringer vil skulle løfte.
I en vurdering af Kinas muligheder for at overkomme udfordringerne må det erindres, at Kina i reformperioden siden 1978 har udvist stor kapacitet til at imødegå udfordringer gennem politiske tiltag og reformer, og at systemets institutionelle kapacitet i disse år forstærkes betragteligt.
Kina er i dag en af verdens hurtigst voksende økonomier med en økonomisk vækst på 9,1 procent i 2003, hvilket førte til et BNP på 1410 mia. US dollars. Kina er i dag verdens 6. største økonomi, og landet står nu for knap 5 pct. af den globale produktion.
Opgøres BNP i købekraftspariteter udgør Kinas økonomi 12 pct. af den samlede verdensøkonomi og er dermed verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA. Trods en tredobling siden 1990 er BNP i forhold til befolkningens størrelse fortsat lavt og rundede først sidste år 1.000 US dollars pr. indbygger.
En væsentlig komponent i Kinas økonomiske succes er åbningen mod omverdenen, og såvel eksport som import har i de senere år udgjort omkring 25 pct. af BNP. De seneste 10 år er værdien af eksporten steget med 17 pct. årligt og importen med 16 pct. om året.
I 2003 steg Kinas udenrigshandel med hele 37 pct. fra 620 til 851 mia. US dollars, hvilket udgjorde godt 5 pct. af den samlede verdenshandel. Kinas største handelspartner er Japan, efterfulgt af USA og EU. På eksportsiden er USA det vigtigste land.
Samhandelen mellem USA og Kina udviser et stort overskud til Kinas fordel. Det samme er tilfældet i Kinas samhandel med EU. Derimod har Kina underskud på samhandelen med sine asiatiske naboer. Således har den kinesiske økonomi i stigende grad udviklet sig til en slags Robin Hood økonomi med overskud på handelsbalancen i forhold til de rige lande og underskud i forhold til de fattigere asiatiske naboer.
Lande som Sydkorea og Malaysia har i høj grad draget fordel af det nye mønster i den kinesiske udenrigshandel. Det største overskud i samhandelen med Kina præsteres dog af Taiwan, der i stigende grad er afhængig af fastlandets økonomi.
En anden væsentlig komponent i Kinas økonomiske hypervækst er stærkt stigende direkte udenlandske investeringer. Således modtog Kina i 2002 udenlandske investeringer til en værdi af 52,7 mia. US dollars og overhalede dermed USA som det land i verden, der tiltrækker de største direkte udenlandske investeringer.
Fremgangen er fastholdt i 2003 med kontraherede udenlandske investeringer på 115 mia. US dollars og realiserede investeringer på 53,5 mia. US dollars. Der findes i dag over 200.000 virksomheder med udenlandsk kapital i Kina. De står for ca. 60 procent af den samlede eksport.
Udenlandske virksomheder får også del i den stigende indenlandske efterspørgsel på mere avancerede produkter. Således står udenlandske joint ventures stærkt i den kinesiske bilproduktion, som næste år forventes at overhale den tyske og blive den tredjestørste i verden.
På trods af den voldsomme vækststigning i 2003 er det især fremtidsperspektiverne, der berettiger til den til tider ophedede diskussion om fordele og ulemper ved Kinas opstigning som økonomisk stormagt.
Hvis alt går vel for den kinesiske økonomi, har landet gode muligheder for også fremover at udvise en høj økonomisk vækst. I 2030 vil Kina kunne være en af verdens største og mest dynamiske økonomier, den største økonomi i Asien og som følge af sin økonomiske position ligeledes den dominerende regionale stormagt og én af de vigtigste globale aktører, sandsynligvis for alvor kun overgået af USA.
Den forventede fortsatte økonomiske vækst frem mod og efter 2030 vil være baseret på flere faktorer.
Produktionsomkostningerne i Kina vil stadig være lave. For det første vil migration fra det indre Kina mod østkysten sikre, at en del af produktionen ved den østlige kyst stadig vil være rentabel, og for det andet investerer Kina allerede nu i ny infrastruktur, der skal muliggøre flytning af industrien mod vest, hvor lønningerne fortsat vil være meget lave.
Endvidere vil produktionen bevæge sig fra lavteknologi mod højteknologi med stor værditilvækst. Udbygning af kapitalapparatet og anvendelse af fortsat mere avanceret teknologi vil betyde, at den kinesiske økonomi vil vedblive at opleve catching up-effekter. Endelig vil Kina fortsat have demografisk fordel af en stor befolkning i den arbejdsdygtige alder.
Goldman Sachs har lavet en økonomisk fremskrivning af udviklingen i Kina, der viser, at Kina i 2030 vil have et BNP på 14.312 mia. US dollars (i 2003 dollarværdien), svarende til BNP/capita på 9.809 US dollars.
Beregningerne hviler på en forudsætning om opskrivning af den kinesiske renminbi (RMB) på 2,5 pct. årligt samt på fortsat høje kinesiske vækstrater på grundlag af komparative fordele i billig arbejdskraft og en stor teknologidividende, jævnfør ovenfor.
Den kinesiske vækst antages at falde fra gennemsnitligt 8 pct. p.a. i perioden 2000-2005 til gennemsnitligt 4,1 pct. i perioden 2025-2030. Ifølge disse beregninger vil den kinesiske økonomi overhale Frankrig i 2004, Storbritannien i 2005, Tyskland i 2007 og Japan i 2016. Holder scenariet, vil Kina i 2041 afløse USA som verdens største økonomi.
Også i fremtidsscenariet bør man holde sig proportionerne for øje. Kina vil i 2030 stå for omkring 20 pct. af verdens samlede produktion – svarende til landets andel af verdens samlede befolkning i 2003. Med et BNP per capita på 9.809 US dollars vil den gennemsnitlige indtægt fortsat kun være halvt så stor som Italiens i år 2000. Først i 2050 vil kinesisk BNP per capita nå over 30.000 US dollars og dermed det japanske niveau i kriseåret 2001.
Modellen er en blandt mange, men er en af de mere sofistikerede og dynamiske modeller, hvor andre fremskrivninger benytter sig af simpel fremskrivning.
Modellens resultater ligger i den mere optimistiske ende, men der findes andre kilder, som hævder, at eksempelvis overhalingen af USA vil finde sted allerede indenfor 10-15 år. Det bemærkes, at Kinas nationalprodukt med det nyligt offentliggjorte BNP for 2003 på 1410 mia. US dollars allerede ligger 4,2 pct. over fremskrivninger i Goldman Sachs-studiet fra oktober 2003.
Udenrigshandelen vil være en væsentlig dynamo i den kinesiske økonomi. I 2030 vil Kina fortsat være en stærk producent af billige industriprodukter, der forsyner både regionale og globale markeder. Samtidig vil landet have udviklet en stærk konkurrenceposition i højteknologiske sektorer med stor værditilvækst.
I modsætning til i dag, hvor det primært er store multinationale selskaber, der står bag udviklingen af en moderne højteknologisk sektor i Kina, vil kinesiske virksomheder i fremtiden kunne tage konkurrencen op. Kinesiske industrikonglomerater, der i dag kun kendes i Kina, vil blive globale brands.
Af virksomheder, der har økonomisk og politisk potentiale til at klare sig i den globale konkurrence, kan nævnes: Haier (hårde hvidevarer), Huawei (telekommunikationsudstyr), Lenovo (Legend) (computere), CNOOC (offshore olie), CNPC (olie og gas), TCL (elektronik), Qingdao Beer (øl og vand), BaoSteel (stålproduktion) og China Mobile (mobile telesystemer).
På det sikkerhedspolitiske område betyder den økonomiske udvikling, at Kina vil råde over økonomiske ressourcer til at have et forsvarsbudget, der formentlig kun vil blive overgået af det amerikanske. Samtidig vil den teknologiske udvikling bevirke, at Kina i stigende grad vil kunne gøre sig gældende i et højteknologisk sikkerhedspolitisk klima.
Ovenstående portræt af Kina i 2030 er baseret på en forudsætning om, at Kina vil være i stand at opretholde politikker og fortsat udbygge kapacitet i institutioner, der er vækstunderstøttende, og dermed kan håndtere en række udfordringer på tilfredsstillende vis.
Udfordringer, der forstærkes af den hastige økonomiske udvikling, påvirker hinanden gensidigt, og som stiller krav til den kinesiske ledelse om til stadighed at træffe beslutninger på de økonomiske, politiske, sociale, miljømæssige og udenrigspolitiske områder, der kan understøtte en positiv udvikling.
Hovedformålet med at løse de nedenfor beskrevne udfordringer på tilfredsstillende vis er at bevare den stabilitet i Kinas samfund og økonomi, hvorpå den økonomiske fremgang vil hvile.
Økonomiske reformer
Fortsat økonomisk vækst er en kinesisk hovedprioritet. Ikke mindst fordi økonomisk fremgang vil medvirke til at opretholde indenrigspolitisk stabilitet (og herved understøtte kommunistpartiets magtmonopol).
Økonomisk vækst vil forudsætte en fortsættelse af de økonomiske reformer med henblik på at fuldføre overgangen til en markedsøkonomi. De fortsatte reformer vil kræve en stor indsats på en række områder, der hver især indebærer væsentlige omkostninger og som tilmed er gensidigt forbundne.
Det betyder, at opgaverne må løses parallelt og med løbende justering i forhold til udviklingen på de enkelte områder. De væsentligste udfordringer på det økonomiske område er: Reform af den finansielle sektor, reform af de statsejede virksomheder (SOEs), arbejdsmarkedsreformer, reform og udbygning af de sociale systemer, udligning af indkomstforskelle og endelig fiskale reformer med henblik på at sikre midler til gennemførelsen af de øvrige reformer.
Den finansielle sektor
Den finansielle sektor i Kina er fortsat overvejende domineret af offentligt ejede institutioner. Således ejes stort set alle banker af enten centralregeringen eller lokalregeringer, hvilket giver anledning til en række problemer: politisk motiverede udlån, slap kreditpolitik, ineffektiv risikomanagement og mangelfuld revision.
Resultatet har været, at de kinesiske banker har ophobet en stor portefølje af nødlidende lån. Ifølge officielle data har de 4 største banker (Bank of China, Industrial and Commercial Bank of China, China Construction Bank og Agricultural Bank of China) nødlidende lån til en værdi, der svarer til 22 pct. af BNP, eller 30 pct. af deres samlede udlån.
Dertil kommer, at nødlidende lån til en værdi af 168 mia. US dollars (svarende til 13 pct. af BNP) tidligere er overført fra bankerne til særlige likvideringsselskaber.
Problemerne i banksektoren udspringer først og fremmest af, at bankerne har fået politiske ordrer til at låne penge til statsejede virksomheder, der har været kronisk underskudsgivende, jævnfør nedenfor. Reform af banksektoren skal først og fremmest diversificere ejerskabsstrukturen og reducere central- og lokalregeringers involvering i bankernes ledelse og forretningsbeslutninger.
Behovet for reformer i den finansielle sektor aktualiseres af den forestående liberalisering af det kinesiske bankmarked.
Som følge af WTO-forpligtelserne vil udenlandske banker opnå adgang til at operere på det kinesiske marked på lige fod med kinesiske banker. Hvis ikke de kinesiske banker reformeres og slipper af med de nødlidende lån, vil det være svært for bankerne at konkurrere med de udenlandske banker. Flyttes den private kinesiske opsparing til udenlandske pengeinstitutter, vil problemerne i de kinesiske banker forværres.
Med henblik på at ruste sig til den forestående konkurrence er de store kinesiske banker for indeværende ved at forberede sig på børsnotering. Også i denne sammenhæng vil en plan for likvideringen af de nødlidende lån samt tiltag, der kan hindre den fortsatte udstedelse af dårlige lån, være helt central.
Statsejede virksomheder (SOEs)
Fortsat reform af SOEs vil være helt afgørende for at stoppe væksten i de nødlidende lån og bevare den høje økonomiske vækst i Kina.
SOEs er plaget af lav produktivitet. Endvidere belastes virksomhedernes rentabilitet af store sociale udgifter som følge af, at SOEs fortsat er ansvarlig for en række sociale ydelser til de ansatte, såsom pension og sundhedsudgifter.
Regeringen har hidtil været tilbageholdende med at presse SOEs for at imødegå frygt for social uro ovenpå massefyringer og fjernelse af sociale ydelser fra virksomhederne i en situation, hvor staten endnu ikke har etableret et velfungerende alternativt socialt sikkerhedsnet.
I modsætning til udviklingen i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen har privatiseringen af den statslige industrisektor i Kina fundet sted i et langsomt og til tider tøvende tempo.
Hovedparten af statslige banklån og investeringer kanaliseres stadig over i de statslige virksomheder. Kinas hastigt voksende private sektor har ikke udviklet sig via overførsel af statslige værdier, men via opstart af nye virksomheder uden for den statslige sektor samt gennem udenlandske investeringer.
I 1997 besluttede den kinesiske ledelse dog at iværksætte en gennemgribende reform af SOEs, hvilket i praksis betyder, at flere af dem skal omdannes til aktieselskaber, og andre må likvideres.
Siden 1998 har SOEs fyret 27 mio. medarbejdere, svarende til en tredjedel af medarbejderstaben. I marts 2003 blev “The State Asset Supervision and Administration Commission” etableret til at følge udviklingen i og gennemføre reformer af SOEs.
Myndighederne planlægger lukning af ca. 2.500 store og mellemstore SOEs i de kommende 4 til 5 år. Efter planen skal den centrale stat i Beijing efter denne periode kun eje godt 100 store virksomheder indenfor strategisk vigtige brancher, såsom energi, banker og shipping.
Men lokale regeringer på provins- og amtsniveau vil stadig have medejerskab i et vidt forgrenet net af virksomheder med blandede ejerskabsformer.
Arbejdsmarkedsreformer
De nødvendige virksomhedsreformer forventes at øge presset på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsstyrken alene som følge af den demografiske udvikling i disse år forøges med 9 mio. personer per år.
Economist Intelligence Unit vurderer, at ca. 10 pct. af arbejdsstyrken på 750 mio. mennesker er arbejdsløse. Hertil kommer underbeskæftigelse i særligt landbrug og servicesektor. Det anslås, at underbeskæftigelsen i landbrugssektoren er på op mod 150 mio. personer.
Arbejdsmarkedet er ufleksibelt, segmenteret og ineffektivt som følge af
1) et husholdningsregistreringssystem, der begrænser befolkningens mobilitetsmuligheder,
2) fravær af et landsdækkende socialt sikkerhedsnet og
3) fravær af sociale ydelser, som man kan tage med sig, når man flytter rent fysisk (fra land til by eller fra by til by) eller fra den statsejede til den private sektor.
Arbejdsmarkedsreformerne har derfor nær sammenhæng med behovet for sociale reformer.
Sociale reformer
Indtil for få år siden var velfærdsystemet knyttet til arbejdspladserne, men reformerne og fremvæksten af den private sektor har medført, at store dele af befolkningen nu er uden beskyttelse.
Den store udfordring vil være at gå fra et virksomhedsbaseret til et statsbaseret eller forsikringsbaseret velfærdssystem. Det gælder både sundhedsydelser, pensionsordninger, velfærdsydelser og arbejdsløshedsforsikring.
Det finansielle system i Kina er ikke for indeværende indrettet til lavrisiko-investeringer, der kan sikre afkast til pensionsfonde og sundhedsforsikringer. Samtidig er det nuværende skattesystem ikke indrettet til at kunne tilvejebringe tilstrækkelige midler til at sikre et solidt statsbaseret velfærdssystem, jævnfør nedenfor.
Sociale reformer vil tillige være af afgørende betydning for at sikre indkomstudjævning mellem land og by og rige og fattige regioner og derigennem bidrage til bevarelse af social og politisk stabilitet.
Den sociale udfordring og behovet for etableringen af et socialt sikkerhedsnet understreges af urbaniseringens hastige fremadskriden.
Urbaniseringen letter afvandringen fra landbruget og er derigennem med til at mindske kløften mellem land og by, men den stiller samtidig byområderne overfor nye store udfordringer.
Byandelen af Kinas befolkning er steget fra 29 pct. i 1995 til 39 pct. i 2002, og det forventes, at op mod 300 millioner skal flytte fra land til by frem mod år 2030. Befolkningsstrømmene vil lægge yderligere stort pres på uddannelses- og velfærdssystemerne i Kinas byer.
Et særligt problem, som Kina skal håndtere i de kommende årtier, er det stigende antal ældre. I 2030 vil en femtedel af Kinas befolkning være pensionister.
Kina er ikke ene om dette problem, men i modsætning til vestlige lande vil Kina ”blive gammelt, før det for alvor er blevet rigt”. Den demografiske udfordring med stigende levealder og deraf følgende større antal pensionister accentueres af etbarnspolitikken, som betyder, at der i fremtiden vil være langt færre yngre til at brødføde den ældre del af befolkningen.
En lempelse af et-barnspolitikken synes på vej og vil bidrage til løsningen af problemet. Opbygningen af et pålideligt pensionssystem, der på den ene side fjerner byrden fra SOEs skuldre, og på den anden side sikrer de ældre stabile pensionsudbetalinger, vil være afgørende for stabiliteten i Kina.
Der har i de senere år været flere tilfælde af demonstrationer, hvor pensionister udtrykker utilfredshed med manglende pensionsudbetalinger. Ældre kinesere, der har oplevet Mao-tiden og været vant til at virksomheden tog sig af de ældre, føler sig berettigede til pensioner. Honoreres deres forventninger ikke, kan det føre til stigende utilfredshed og faldende legitimitet for KKP (det regerende kommunistparti).
Tiltag til udligning af indkomstforskelle
De økonomiske forskelle mellem Øst- og Vestkina og land og by er vokset markant siden midten af 1980erne.
I den første fase af reformperioden skete der en indsnævring af indkomstforskellene mellem land og by, men i de senere år er processen gået den modsatte vej. Sociale og regionale forskelle er nu så udtalte, at den nye kinesiske ledelse har gjort indkomstudligning til en af sine vigtigste målsætninger.
Den skæve indkomstfordeling kommer til udtryk ved, at BNP/capita er mere end 3 gange så stort i byerne end på landet, og den gennemsnitlige forskel mellem kystregionen og den vestlige region er i samme størrelsesorden.
Snittallene dækker imidlertid over store forskelle, eksempelvis var BNP/capita 12,9 gange større i Shanghai end i Guizhou provinsen i 2002. I slutningen af 2002 stod den østlige region for 42 pct. af Kinas befolkning og 60 pct. af BNP, den centrale region havde 35 pct. af befolkningen og 28 pct. af BNP, mens den vestlige region beboedes af 23 pct. af befolkningen og producerede 12 pct. af BNP.
Fiskale reformer
De mange opgaver giver behov for voksende og stabile offentlige indtægter.
Nødlidende lån, der i sidste instans garanteres af centralregeringen, stiller statsbudgettet overfor store udfordringer, særligt når det sammenholdes med omstruktureringen af statsejede virksomheder og den heraf afledte problemstilling omkring de sociale forpligtelser, herunder sundhed, uddannelse og pension.
Der er behov for at frigøre virksomhederne for dette ansvar og lægge det over i nationalt eller privat regi. Førend dette reformtiltag gennemføres, er det vanskeligt at forestille sig en reform af banksektoren.
Den kinesiske statsgæld er relativt beskeden svarende til godt en fjerdedel af BNP (2002). Budgetunderskuddet var på ca. 3 pct. af BNP (2003), men nødlidende lån og ufinansierede pensionsforpligtelser repræsenterer store passiver for den offentlige sektor.
Regeringen har de senere år haft succes med at forhøje sine indtægter. Fra at udgøre 11,1 pct. af BNP i 1995 er indtægterne nået op på 18,3 pct. af BNP i 2002, hvilket dog stadig er meget lavt i en international sammenhæng.
Reform af skattesystemet er fortsat nødvendig, hvis den offentlige sektor skal nyde godt af den stigende velstandsskabelse i den private sektor. Skattebasen må udvides, og opkrævningssystemet forbedres for på bæredygtig vis at kunne gennemføre de ovenfor skitserede reformer og påtage sig forpligtelser fra statens side.
Hertil kommer, at der vil være et stærkt pres for yderligere udgifter til bl.a. uddannelse og miljøbeskyttelse (jævnfør nedenfor) i de kommende år.
Hovedparten af de offentlige udgifter finder sted på det lokale niveau.
Det laveste niveau i den offentlige administration, amter og township, står for 70 pct. af landet samlede uddannelsesbudgetter og 55-60 pct. af udgifterne til sundhedssektoren. Efter skattereformen i 1994 er de lokale regeringers andel af de samlede statslige skatteindtægter imidlertid faldet til under halvdelen.
I slutningen af 1990’erne dækkede de statslige budgetter kun 46 pct. af udgifterne til uddannelsessektoren. En lang række finansieringskilder måtte mobiliseres for at dække de manglende beløb, herunder forskellige former for gebyrer og afgifter betalt af eleverne, donationer og gaver fra private og indtægter fra virksomheder drevet af de lokale skoler.
Manglende økonomiske ressourcer har ligeledes belastet det lokale sundhedssystem.
Opløsningen af folkekommunestrukturen har betydet, at hovedparten af de kinesiske bønder er uden kollektive forsikringsordninger og er henvist til selv at betale hospitals- og lægeregninger. Da bøndernes realindkomster reelt er stagneret i de senere år, er dette forbundet med vanskeligheder.
Resultatet er et dårligt fungerende basalt sundhedssystem i store dele af Kina og dermed et manglende beredskab til at håndtere udbrud af smitsomme sygdomme som f.eks. AIDS og SARS (Severe Acute Respiratory Syndrome).
Fortsættes: Se del 2 her på siden
