Af Susanne Possing
sociolog og udviklingsforsker
”Kan vi mødes igen, så vi kan gå i gang med at udføre tingen?” sagde konen, og førte sine magre fingre sammen i en cirkel. Som i en gestus af – ja, togetherness.
“Togetherness” var ordet, hun brugte, for at ingen skulle være i tvivl om hvad meningen var. Og “tingen” var det, vi skulle mødes med høvdingen om. Høvdingen skulle involveres, det var sikkert og vist. Hvordan man derefter skulle komme videre ville løse sig.
Vi befinder os i en lille skolestue i Rukuzye i det østlige Zambia. Jeg har netop afsluttet et møde med 12 kvinder, alle småbønder og medlemmer af Chiyambi Womens Group.
At de er småbønder betyder her på egnen, at de er subsistensbønder, dvs. de dyrker majs, jordnødder og bønner til livets opretholdelse for familien; kun en sjælden gang kan de tjene lidt på det, eller på tomater og tobak.
Gruppen er med i et lokalt netværk, der organiserer kvinderne med det formål at afhjælpe den værste fattigdom, lære dem at dyrke jorden med størst muligt udbytte og finde veje ud af det morads, som aids efterlader sig i landsbyerne.
Jeg er her for at undersøge, hvad der sker, og for sammen med kvinderne at overveje, om og hvordan de som bønder, som mødre, som ægtefæller kan få mere indflydelse på deres liv. Hvordan ser hverdagen ud, og hvordan gribes situationen an? Hvordan bruger kvinderne gruppen og netværket? Kan de støtte hinanden bedre i hverdagen? Hvad mere skal der til?
“Chiyambi” i gruppens navn er det lokale ord for begyndelse. I sandhed et velvalgt navn. Aldrig i mine 10 år i Afrika har jeg mødt så underkuede, så fattige, så “tilbagestående” kvinder.
Og så alligevel. I deres ansigter kan jeg læse noget andet og mere. En ukuelighed, en råstyrke, og hos enkelte noget, der ligner den særlige værdighed, jeg ellers kun har mødt hos Turkana-nomadernes jordemødre.
I Kenyas tørre stenørken er det jordemødrene, der sørger for at de små børn kommer vel til verden, at teenagepigerne ikke bliver gift for tidligt, at mødre og ægtemænd forliges, at de aids-syge finder pleje, at de døde æres. At livet kommer til, tages vare på og vender tilbage med samme omhu i hvert enkelt led af sin cyklus.
Blandt deres stammefæller nyder jordemødrene en statsmandslignende status. Her i Rukuzye møder jeg nu kvinder, der som i Turkana ejer denne sære styrke, en art glans, der fylder mig med dyb respekt.
Den sygdom
Efter de første lange minutter, hvor alle sidder tavse og med nedslået blik, tager Catherine, forkvinden, ordet. Med næsten hviskende stemme, siger hun:
”Herude, … vi mangler det meste, og den sygdom, der er hos os nu…næsten hver eneste uge er der en ny, der skal begraves. Vi ved ikke hvordan vi skal tage os af alle de forældreløse, ikke engang vores egne børn kan vi sørge for. Og så … der er visse grupper, der holder os nede, og vi har brug for at finde ud af, hvordan vi kan sige nej til dem.”
”Hvad er det for grupper?” spørger jeg indledningsvis. Catherine forklarer:
”Vi er alle med i et kooperativ, men for nylig da der skulle fordeles kunstgødning, fik vi ingenting. De mænd, der sidder på dét, bruger kvinderne som et middel. De praler med hvor mange kvindegrupper de har, men når kunstgødningen kommer, inviterer de os ikke”.
“Det er det samme med kirken. Der er vi medlem som kvindegruppe. De ved, vi har sluttet os sammen for at hjælpe de børn, der ikke har nogle forældre, men da kirken modtog noget mad, der skulle fordeles til børnene, gav kirkelederne os kun nogle få sække. Vi kunne ikke få at vide, hvor meget de havde fået i alt, men vi tror, at lederne tog det meste.”
”Er det en sag, I har diskuteret med dem?” vil jeg vide. ”Nej”, siger Catherine. ”Kvinderne her har ikke noget at skulle have sagt. De er bange for at få at vide, at de skal tie stille, at de skal holde deres mund.”
Flere begynder at sidde uroligt på bænken, enkelte nikker forsigtigt, ligesom bekræftende. ”Har I talt om det i kvindegruppen?” spørger jeg. ”Joeh, nogle gange diskuterer vi det. Vi prøver at finde en løsning. Men derfra – og så til at sige det højt, nej, det er de bange for”, svarer Catherine.
”Hvad holder Jer tilbage?” fortsætter jeg. Gruppens sekretær retter sig lidt op, inden hun svarer. ”Kvinderne er bange for, at de ikke kan sige noget, når de står over for mændene. Mændene vil sige, at kvinderne skaber problemer; de siger også, at vi ikke skal mødes i gruppen, de mener kvinderne vil rejse sig mod dem.
“Jeg kan se, at dette skaber genklang hos kvinderne. ”Men hvad nu hvis I får sådan et svar, har I så prøvet at lade en anden gå ind og sige det samme, men med nogle andre ord. Har I f.eks. talt om hvem det er, der sulter? Hvor små de børn er, hvornår de sidst har fået mad, hvornår deres forældre er gået bort, eller noget lignende?”
Her udbryder en af de yngre kvinder: ”Hvis bare vi vidste, hvordan vi skulle gøre det! Vi går rundt med den angst, vi er bange for, at vores talskvinde skal blive chikaneret.. vi ved ikke hvad vi skal gøre. Vi er så uvidende. Hvis bare vi kunne lære, hvordan vi skulle gøre det..”
Nu sidder alle med årvågent blik, og vi bliver enige om at fortsætte raden rundt – alle har noget, de gerne vil sige.
”Det er ligesom, når en mand dør, ikke?” siger én. ”Mens de var gift, mand og kone, delte de hvad der var i huset. Når han dør, så kommer hans bror og tager det hele, og konen må tage hjem til sine forældres landsby.
“Min søsters mand blev syg. Inden han døde, sagde han til sin bror: Hvis jeg dør, så husk, at det her tilhører mine kone, og jeg vil ikke tillade, at du jager hende væk! Det er i orden, svarede broderen. Men alligevel tog han alt. Min søster ville ikke gifte sig med ham. Så hun endte med at tage hjem til sin landsby.”
Mændene og jorden
Vi taler lidt om, hvorvidt en kvinde selv kan eje sin jord eller sit hus og om mulighederne for at involvere høvdingen og den lokale domstol.
I Zambia sikrer jordloven fra 1996 kvinder ret til at besidde jord. Flertallet i befolkningen lever på landet, hvor 90 procent af jorden administreres af høvdinge og andre stammeledere under den såkaldte Sædvaneret. Udstedelse af skøder og arv tildeles i praksis stadig sønner og onkler; de fleste kvinder på landet ved ikke hvad der skal til for at søge om egen jord, og de, der gør har sjældent råd til at betale den krævede afgift.
Der er eksempler på vundne sager, men de er meget sjældne. En ældre kvinde slår fast: ”Herude tillader vi vores mænd at være ledere. Vi kan ikke komme af sted med at skabe udvikling på grund af den måde, som mændene behandler os på. I dag er vi taknemlige for, at der er nogle kvinder i det her land, der er i stand til at tale. Vi er glade, hvis vi kan lære noget.”
Grace er en yngre kvinde, mor til 5 og gift med en mand, der stadig er i live, som hun siger. Hun ville have sagt noget tidligere, men da det blev hendes tur, opdagede hun, ”at alle mine ideer var løbet væk”. Nu var de kommet tilbage, og Grace fortæller, hvad der sker når en kvinde bliver gift.
”I det her område flytter en kvinde væk fra sin familie og ind i mandens landsby. Hun arbejder hver dag på jordlodderne, og som regel er hun der alene, selv om det mandens marker. Når der er noget at sælge, beholder manden pengene, hun kan ikke få at vide hvad han får, selv om det er hende, der har fået jordnødderne til at vokse i jorden.”
”Jeg ville ønske, man kunne have hver sine jordlodder”, fortsætter hun. ”Hvis jeg siger det, svarer min mand, at det kan jeg ikke. Somme tider vil han heller ikke have, at jeg går til møde i gruppen. Hvad kommer der ud af det? siger han, og så råber han op om, at jeg ikke skal gå herhen, men blive og arbejde ude i marken, det er dér jeg hører hjemme.”
Grace standser op, og man kan se hvordan tankerne løber rundt. Ikke væk nu, men rundt. ”Hvis det var min mark, så kunne jeg vælge hvad jeg skulle plante i år. Om det skulle være majs, eller sojabønner, som har mere næring. Vi har hørt det skulle være bedre til børnene, de er altid sultne; og jorden har ikke godt af den kunstgødning vi bruger til majsen. Men jeg har ingen penge, så jeg kan ikke tage sådan en beslutning.”
2 andre kvinder bryder ind og giver deres besyv med: ”Hvis jeg havde min egen mark, så kunne jeg selv sælge tobak, den kan høstes allerede til februar.” ”Der var et kursus, hvor vi lærte at lave en slags pølser af kobønner, det kunne jeg godt tænke mig at gøre. Hvis jeg havde mine egen indkomst, så ville jeg prøve det.”
Grace tager igen ordet og siger nu, med lillebitte stemme. ”Jeg tænker nogle gange på, hvis vi blev skilt.. Hvis jeg kunne arve min fars jord, så kunne jeg vælge, hvad der skulle dyrkes. Jeg kunne finde ud af, hvordan jeg finder noget bedre mad til børnene. Og tage mig bedre af dem.”
Hun bakkes højlydt op af flere af de andre kvinder. Tanken om skilsmisse er tydeligvis populær. ”Så ville vi slippe af med den frygt. Du er bange for at sige noget til manden. Du kan ikke overbevise ham, og så.. når han er fuld.. bliver du slået. Mange gange.”
Hvad gør man?
Samtalen fortsætter. Egne marker, penge at råde over, skilsmisse, alt sammen funderet i drømmen om at kunne tage vare på familiens børn.
For kvinderne her er moderskabet adelsmærket på et liv i værdighed. Jeg forstår, at det også er det, der driver dem, når de prøver at løfte ansvaret for de mange, der har mistet deres forældre til aids.
”De børn skal også i skole. Vi har lige bygget skolen her til dem. En af vores mænd kan læse, og han er deres lærer nu”, fortæller Catherine. ”Men hvordan skal jeg skaffe mad og tøj til alle de børn?” spørger Sara, en midaldrende kone. ”Det er svært, de bliver ikke behandlet som vores egne børn, og den sygdom.. vi ved, at mændene kommer hjem med den”. Jeg spørger: ”Kan I tale med Jeres mand om, hvordan man beskytter sig?”
”De har hørt om kondomer, men de vil ikke bruge dem”, svarer Catherine efter lang tids tavshed. ”Har I prøvet at vise dem, hvordan man gør?” fortsætter jeg, forsigtigt. Igen, alle tier, men Catherine får smilene frem, da hun med hænderne viser, hvordan ”man må lukke begge sine ører, for der bliver en masse råben op, man er “en utro hustru”, og han spørger om man er kommet til hans landsby for at fortælle ham, hvad han skal gøre?”
En stund taler vi atter om, hvor svært det er at få mændene i tale. Det er et brændende ønske at kunne, og det kommer frem, at alle kvinderne helst vil blive i deres familier, men er rådvilde på spørgsmålet om hvordan de skal komme videre.
”Vi prøver at sige noget, men når du står overfor manden, så løber ideerne væk. Han siger en hel masse ting, og du bliver bange og forvirret og ved ikke..”.
Catherine sidder stille og er nærmest foldet ind i sig selv, da hun pludselig rejser sig og går frem på det lerstampede gulv: ”Det her er en vigtig diskussion! Den må vi føre videre! Når vi er sammen, kan vi bedre få ordene frem. Måske kan vi indkalde mændene til et møde, hvor vi kan fortælle dem hvad vi har talt om her? Om vi kan få vores egne marker og vores del af indkomsten, om børnene, om den sygdom, og at vi skal beskytte os.”
Det er ikke svært for gruppen at træffe den beslutning. Alle bakker ideen op, joker med planen, kalder den “tingen”, og stemningen er nærmest løssluppen, da kvinderne til sidst aftaler, hvem der skal tage kontakt til landsbyhøvdingen. Uden høvding, ingen dialog med mændene.
I Rukuzye nyder høvdingen respekt hos alle, mænd som kvinder, unge som gamle, og han har det sidste ord i alle væsentlige sager. Men i dag er det Chiyambi Womens Group, der har det første. For dem er intet mere som før. Nu må ideerne ikke længere løbe væk. De første er allerede fremført, og det sidste ord er endnu ikke sagt.
Da jeg næste gang står i Rukuzye, er skolestuen tom. En gruppe smådrenge er sendt i forvejen med besked. Mødet er udsat, ”måske tre timer – pga. begravelse, det er en af de unge mødre.”
I ventetiden leger jeg med ungerne, og de står nærmest i kø for at fortælle. Når kvinderne kommer, vil også læreren og en repræsentant for høvdingen være til stede. Gruppen har planer, der er allerede kontakt til 7 landsbyer, som gerne vil være med. 7 landsbyer!
”Med alle de forældreløse børn kan vi ikke holde nogen udenfor. Børnene kommer derfra, og nu vi har chancen for at få mændene i tale, må vi have alle med”, erklærer Catherine på mødet timer senere. Det er ikke hendes sidste ord, og gruppen er enig. Chiyambi Womens Group er i gang med at udføre ’tingen’.
Susanne Possing er sociolog og udviklingsforsker med 10 års arbejde med kvinder i fattige øst- og sydafrikanske lokalsamfund bag sig. Artiklen stod i Weekendavisen ultimo december og er venligst stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren
Facts fra UNAIDS/WHO: Aids Epidemic Update 2004, www.unaids.org
I 2004 er henved 40 millioner smittet med hiv, heraf knap halvdelen kvinder.
25,4 millioner af alle smittede lever i Afrika Syd for Sahara, heraf er 60 procent kvinder. 76 pct. af alle smittede kvinder lever i Afrika Syd for Sahara.
I Afrika Syd for Sahara er henved 15 millioner børn forældreløse på grund af aids.
3 udaf 4 hiv-positive kvinder i Afrika og Asien er smittet af deres ægtemænd.
I 2020 vil aids have taget livet af mere end 20 procent af arbejdsstyrken i landbruget i det sydlige Afrika.
FNs generalforsamling vedtog i 2001, at kampen mod aids må starte i arbejdet for økonomisk og social ligestilling mellem kvinder og mænd. Alligevel er de fleste indsatser begrænset til sundhed og hiv-forebyggelse, og sætter ikke ind over for kombinationen af alvorlig fattigdom og kvinders lave status, som ligger til grund for sygdommens udbredelse.
