Præsident Levy Mwanawasa lod i weekenden forstå, at Zambia nu må føje Den internationale Valutafond, IMF, og gennemføre store besparelser til gengæld for ny bistand.
– Vi har ikke noget alternativ. IMF siger jo, at de ikke vil gå med til noget landeprogram for Zambia, medmindre vi løser problemet med budgetoverskridelserne, og nu vil både USA og Japan holde igen med deres økonomiske bistand, indtil vi har et IMF-program, sagde præsidenten.
Han og landet befinder sig dermed i en slem kattepine. For 120.000 af dem, der især bliver ramt af besparelserne – de offentligt ansatte – gik allerede sidste uge i strejke på ubestemt tid og har lammet store dele af regeringsapparatet og den offentlige service. De strejker i protest mod længere tids manglende udbetalinger af boligtilskud (housing allowances).
Men det er netop store overskridelser på regeringens lønsum – IMF taler om 125 mio. dollars over det budgetterede – der sammen med andre uopfyldte betingelser har fået IMF til at slå kassen i og i juni sammen med andre donorer holde betalingsbalancestøtte for 175 mio. dollars tilbage, som ellers var øremærket Zambia.
I en fælles udtalelse d. 31. juli sagde den zambianske regering og IMF, at begge parter var klar over, at den oparbejdede lønsum til de offentligt ansatte langt overstiger det ansvarlige. “Denne store lønsum og tilknyttede tilskudsordninger vil føre til et markant pres på priserne på hjemmemarkedet, renteniveauet og valutakursen og bringe Zambias økonomiske genrejsning i fare”, hed det.
Koordinator Charity Musamba i “gældslettelses-ngoen”, Jubilee Zambia, udtrykte forundring over “donorernes afstraffelse af Zambia, som hverken løser budgetoverskridelserne eller er befordrende for bestræbelserne på at nedbringe fattigdommen”
Musamba lagde til, at de IMF-dikterede besparelser især vil ramme den menige zambianer og sagde: – Budgettet blev overskredet sidste år, og året før, sådan har det været længe. Men vi har ikke set bestræbelser fra vore udviklingspartnere på at arbejde sammen med regeringen om at korrigere dette.
– Ja, hvornår har nogen regering kunnet holde budgettet? Og så slår de til lige, når vi er ved at nå et punkt, hvor vi opfylder en række betingelser for gældslettelse (HIPC completion point). Netop da flytter man målstolperne. Det er svært at forstå, sagde Musamba.
Zambia er programsamarbejdsland for Danida og ventes i 2003 at modtage godt 200 mio. kr. i dansk bistand.