Dansk u-landsjournalistiks nestor, forfatter, kommentator og meget mere, Knud Vilby, modtog torsdag aften Nairobi-prisen, årets hædersbevisning fra danske globale journalisters forening, Nairobi-klubben, som blev uddelt på klubbens generalforsamling 2010 på Nørrebro i København. 31 af klubbens medlemmer havde stemt på i alt 3 kandidater, nemlig Knud Vilby, chokoladekoncernen Toms og journalist Christina Lund Sørensen. Vilby gik suverænt af med sejren, idet han tegnede sig for 2/3 af de afgivne stemmer. 68-årige Vilby fik af Nairobi-klubbens formand, journalist Jan Kjær, overrakt et foto i ramme med afrikansk motiv og en flot afrikansk skulptur ledsaget af langvarige klapsalver fra de 24 fremmødte. Jan Kjærs tale bringes neden for i uddrag som dokument. Internettjenesten u-landsnyt.dk modtog prisen i 2006. Prismodtager i 2007 var Politikens Afrika-korrespon-dent, journalist Jesper Strudsholm, bosiddende i Kap-staden i Sydafrika. I 2008 var det In-ternational Media Support (IMS) i København og i 2009 journalist og forfatter Jørgen Harboe. DOKUMENT U-landskabets fyrtårn Tale til Knud Vilby, modtager af Nairobi-prisen 2010. Af Jan Kjær Knud Vilby er et fyrtårn, der viser vej for os andre i branchen. Intet mindre. U-lande, Afrika, globale spørgsmål og miljø er kernen i Knuds arbejde, men det favner langt bredere. Og det er en temmelig lang affære, han har haft med disse emner. Knud var medstifter af Nairobi-klubben helt tilbage i juni 1976. Nu 34 år senere sidder han her i klubben sammen med medlemmer, hvoraf nogle end ikke var født den gang. Personligt mødte jeg Knud første gang i Tanzania, et land vi begge holder umådeligt meget af. Det var til et årsmøde i MS i 1992-93, hvor Knud optrådte som formand. Jeg havde lige læst den fremragende bog, ’Tanzania fra drøm til virkelig-hed’, som appetitvækker til mit ophold, mit allerførste møde med Afrika. Knud var der ikke kun for at tjekke MS-programmet. Efterfølgende havde han i Information en kritisk og velunderbygget artikel om et nyt Sheraton luksus hotelbyggeri i Dar. Snart skal jeg fortælle om dansk u-landsbistand på Danida Fellowship Centre, et emne som Knud ofte underholder med. At komme efter Knud Vilby betyder at gå til en opgave med ekstra ydmyghed. Det er nemlig nogle store sko, man skal fylde ud. Tjek denne liste, og det bliver soleklart hvorfor. 1972-79: Chefredaktør på dagbladet Information. 1979-85: Danmarks Radio, souschef for Kultur- og Samfundsafdelingen. 1979-87: Formand for den Danske UNESCO Kommission 1991-97: Formand for Mellemfolkeligt Samvirke. 1991-97: Medlem af U-landsstyrelsen. 1993-1999: Næstformand for (miljøagenturet) Danced. 1997- 2001: Dansk koordinator for et stort udviklingsprojekt i Etiopien. – 2004: Formand for det danske råd, der har med mærkning af Økologiske varer at gøre. Og senere formand for EU’s råd for samme. 1998-2004: Formand for Dansk Forfatterforening 2001-08: Med i bestyrelsen for Center for Bioethics and Risk Assessment. 2005-til nu: Medlem af bestyrelsen i Folkekirkens nødhjælp 2005- til nu: Medlem af bestyrelsen for Det Økologiske Råd. 2007-til nu. Formand for Socialpolitisk Forening. 2008-til nu: Medlem af Timbuktu-fondens bestyrelse og formand for udvalget, der indstiller til Timbuktu-prisen for kritisk u-lands-journalistik. Han har begået 22 bøger om udvikling, og miljø. Her bare et udpluk af de seneste: ”Den Globale rejse” fra 1997 med talrige genoptryk. ”Kampen mod de fattige” 2002. “Uafhængig? – Afrikanske udfordringer. Beretninger fra Tanzania” 2005. “Global vækst – Globale kriser” fra 2009. Derudover stakkevis af artikler, timevis af indslag i radio- og TV, bl.a. som manuskriptforfatter på TV-dokumentarer fra Tanzania, Zambia, Uganda and Kenya. Konsulentopgaver for Danida, de andre nordiske lande, EU, UNDP, UNESCO og NGOer. Det er da et CV, der vil noget. Jeg har lige skrevet min første bog, og det var ved at tage livet af mig. Knud har skrevet 22 og lever i bedste velgående. Det er godt gået. Bemærk aktiviteten de senere år. Nej, der er Ikke meget efterlønner, pensionist eller hængekøje over Knud, der – tro det eller ej – er født midt under 2. Verdenskrig. Hvad er det, der gør Knud unik? Hvorfor er han så efterspurgt? Det har jeg nogle bud på, men der er nok mange flere. Få har som Knud formået den vanskelige kunst at have fået støtte fra Danida – ofte gennem NGOer – og stadig være helt kritisk og uafhængig. Han formår også at kombinere journalisthvervet med programarbejde og kampen for mere og bedre bistand og en renere klode. Da der var pres på u-landsbistandens 1 pct. for nogle år siden, var Knud på banen med vanlig intellekt og timing. Han var med til at stille forslag om ½ pct. oven i til miljø- og katastrofeindsatser. I stedet for en defensiv taktik gik man i offensiven. Smart. Han er en skarp analytiker og særdeles velformuleret og har eminente formidlingsevner. Få formår som Knud at gøre det vanskelige globale stof nærværende og levende. Senest som talsmand for den store klima-demonstration i december kom de evner virkelig i brug, og budskaberne nåede ud over rampen. Knud synes aldrig, han er vigtig som person. Det er sagen, der står i centrum: Forbedring af de fattige og udstødtes vilkår, hvad enten det er på Nørrebro eller i en landsby i Tanzania. Han ejer ikke rundsave på albuerne. Ikke at han sætter sit fyrtårnslys under en skæppe. Næh, han har blot en naturlig autoritet, som gør, at det er ham, man lytter til. Der er langt fra Knud til disse dages popsmarte radio- og TV-værter, som soler sig i de kulørte blade og hvis største interesse ser ud til at være størrelsen på deres stjernelønninger. Han har en personlig integritet som få andre. Knud er Knud. Solidt plantet i Kastrup på Amager. Et helt og rart menneske. Tro det eller ej, når man har set hans imponerende produktion og de mange tillidsposter. Han får faktisk god tid til familien. Hans gode radiostemme bliver endda luftet i kor sammen med kone og børn. Sidste år foreslog prisvinder Jørgen Harboe, at Nairobi-klubben skulle kigge efter nye unge talenter som kandidater til prisen. I Jørgens øjne må Knud så være en af disse unge fremadstormende journalister. En årsunge. Det var i hvert fald Jørgen, der indstillede Knud Vilby. ”Pinligt, hvis han ikke fik prisen.” Sådan skrev Jørgen Harboe. ”Vilby er så umådelig oplagt til netop den pris. Han har beskæftiget sig med udviklingslande i en menneskealder og næsten lige så længe været den ypperste, mest vidende og mest brugte advokat for u-landssagen herhjemme. Der er p.t. ingen, der lever mere op til de retningslinjer, der er sat for Nairobi-prisen, end netop Knud Vilby.” Måske er Knud ikke så høj målt i centimeter, men han er den allerstørste, når det kommer til at kæmpe for verdens svageste og fattigste – og formidling af samme stofområde. Han er et fyrtårn i u-landskabet, og jeg er umådelig stolt over på foreningens vegne at overrække Knud Vilby Nairobi-prisen 2010. (slut)
