“Det udenrigspolitiske afsnit i regeringsgrundlaget for Anders Fogh Rasmussens nye kabinet efter valget er skrevet under overskriften International sikkerhed og stabilitet. Her tænkes ikke så meget på sikkerheden for de fattigste mennesker i de fattigste u-lande, men på vores sikkerhed – os i den rige verden. Grotesk når man tænker på, at de absolut største sikkerhedstrusler ligger i verdens fattigste lande og hos de fattigste dele af disse landes befolkninger.
Sådan sagde Mellemfolkeligt Samvirke genvalgte formand, fagforeningsmanden Søren Hougaard, bl.a. i weekenden på foreningens repræsentantskabsmøde, der gør det ud for en årlig generalforsamling.
Søren Hougaard fortsatte:
– Men fokus for vores udenrigspolitiske og udviklingspolitiske bestræbelser er ændret gennem de seneste år. Udviklingsbistanden målrettes i højere grad områder, som har umiddelbar relation til sikkerheden og velfærden i Europa og i Danmark. Områder hvor kriser kan få den konsekvens, at der kommer et større flygtningepres på EU og Danmark. Eller områder, hvor der er størst sandsynlighed for at udvikle fundamentalistiske og terroristiske grupper, som kan være en trussel mod vores verden.
– Det er imidlertid uden for enhver tvivl, at den rige verdens politik fører til øget global polarisering. Den mulighed vi havde efter Berlin-murens fald for at bygge fællesskaber og venskaber – nationalt og globalt – har vi forspildt. Had og skærpede modsætninger er igen blevet gældende verdensorden. Og de rigeste og stærkeste bestemmer.
– Hvad er det for en sikkerhed, vi vil have: militær sikkerhed eller menneskelig sikkerhed? spurgte Søren Hougaard
Den militære sikkerhed som betyder, at verdenseliten forsvarer sine privilegier med våben, mure og øget grænsekontrol – mod det store flertal af mennesker i denne verden, som lever i ussel fattigdom.
– Realitetens tørre tal fortæller klart, hvordan der prioriteres. Den rige verden bruger:
– 69 milliarder US dollar på udviklingsbistand
– Og næsten fire enhalv gange så meget, 311 milliarder dollar, på landbrugssubsidier til den rige verdens landmænd
– Eller næsten 10 gange så meget, ca. 717 milliarder dollar, på militær.
– Hvis den rige verden valgte at opprioritere midler til uddannelse i u-landene og brugte blot 3 pct. af de penge, vi giver i landbrugssubsidier – eller bare en procent af det vi bruger til militær – kunne 110 millioner børn, som aldrig har set en skolestue indefra, komme i skole.
– Millioner af børnearbejdere kunne få en uddannelse og dermed få en chance for at slippe ud af fattigdomsfælden. Men sådan har den rige verden ikke valgt. Ikke endnu i alle tilfælde. Vi har valgt at bruge stadig flere penge på militærbudgetter. Dette gælder også i Danmark, hvor forøgelsen af forsvarsbudgetterne stort set modsvarer nedskæringerne i udviklingsbistanden.
– Men fører disse øgede militærudgifter til en mere sikker verden? Øjensynligt ikke. Indtil videre har den rige verdens militære opmarch ført til en mere polariseret verden, hvor had og desperation er forøget, og hvor stadigt flere har fundet fundamentalisme og terrorisme som relevante løsningsmodeller.
Hertil kommer, at kampen mod terrorismen har andre omkostninger. I både Syd og Nord bliver borgernes civile rettigheder sat tilbage, og klodens sociale og miljømæssige problemer løses næppe heller ved øgede investeringer i militær.
En anden verden er mulig
– Men en anden og bedre verden er mulig. Hvis verdens ledere virkelig vil tage deres egne målsætninger alvorligt, vil det kunne lykkes. 2015-målsætningerne er helt håndgribelige målsætninger som vi ved, at vi kan nå, hvis vi virkelig vil.
– Vi kan stoppe landbrugssubsidierne i den rige verden og stoppe med at dumpe de fattige landes markeder til skade for deres beskæftigelse og udviklingsmuligheder
– Vi kan eftergive gælden til de fattigste lande. Mange lande har allerede betalt hovedstolen flere gange i rentebetaling til den rige verden.
– Vi kan sikre, at den rige verden bruger 0,7 pct. af sin bruttonationalindkomst til udviklingsbistand
– Vi kan sikre, at aids- og malariamedicin er tilgængelig for alle.
– Vi kan sikre, at alle børn får skolegang og dermed en mulighed for at trække sig selv og samfundene ud af fattigdomsfælden.
– Vi kan tvinge de multinationale virksomheder til at bidrage til fattige landes udvikling og overholde grundlæggende lønmodtagerrettigheder.
– Hvad skal der til for at vende udviklingen i en retning, hvor disse målsætninger bliver de vigtigste?
– Der kræves stærke målrettede lokale, nationale og globale politiske ledere. Det kræver et politisk lederskab, der vil gå målrettet efter de målsætninger, vi har sat os bl.a. i 2015- målsætningerne.
– Hvordan får vi et sådant lederskab? Det gør vi ikke blot ved at stemme på en politiker – eller et politisk parti – hvert fjerde år. Det kræver et særdeles stærkt civilsamfund, lokalt, nationalt og globalt.
– Det kræver en stærk organisation i landsbyen i Mozambique, der kontrollerer, at den lokale skole får penge fra centralregeringen, og at disse penge bliver brugt til bøger og undervisning.
– Det kræver en stærk menneskeretsorganisation, der hele tiden kan være borgernes vagthund i forhold til myndighedernes forvaltning af borgernes rettigheder.
– Det kræver en stærk demokratisk bondeorganisation, der sikrer, at de ekstremt store multinationale fødevaregiganter ikke holder dem som gældsslaver. Det kræver en stærk demokratisk fagforening, der sikrer, at pigerne i u-landenes eksportproduktionszoner ikke behandles umenneskeligt.
– I Danmark kræver det bl.a. et stærkt Mellemfolkeligt Samvirke (MS), der hele tiden kan holde vores regering fast på verdens store udfordringer.
– Globalt kræver det et styrket FN, og her er det glædeligt, at Kofi Annan netop har fremlagt et forslag til at reformere FN-systemet, som der er perspektiver i. På civilsamfundssiden er den globale bevægelse World Social Forum udtryk for en folkelig bevægelse, der ønsker at sætte en anden dagsorden end den, der sættes af den globale samfundselite. MS bidrager aktivt hertil. Sammen med vores partnere og samarbejdspartnere i Syd og i Nord.
Om foreningen Mellemfolkeligt Samvirke sagde Søren Hougaard bl.a.:
Den nye strategi ”Partnerskab mod fattigdom”
– MS i Syd kalder vi vores programmer i Afrika, Mellemamerika og Nepal. Danidas evaluering af vores programmer i 2003 foreslog bl.a., at vi skulle se på, om der var andre måder at yde personelbistand på end gennem den traditionelle udviklingsarbejder på 2-års kontrakt.
– Umiddelbart efter sidste års repræsentantskabsmøde nedsatte styrelsen en arbejdsgruppe, der fik til opgave at foreslå en revision af vores personalebistandsindsats. Gruppen udførte et flot arbejde og kom lige efter nytår med en rapport, som styrelsen har behandlet.
– Partnerskab mod fattigdom er det navn, papiret har fået. Og det er en spændende nyskabelse. Bekæmpelse af fattigdom sættes i fokus ved at støtte fattige menneskers mulighed for at gøre en forskel sammen. Altså at gøre fattige og underprivilegeredes egne organisationer til omdrejnings- punktet for de demokratiske, politiske og sociale ændringer i samfundene. Bl.a. gennem stærkere samarbejder mellem organisationer i Syd og i Nord.
– Man kan på den måde sige, at strategien for MS-arbejdet er blevet mere politisk. En af udfordringerne bliver at sikre, at de fattige og deres egne sammenslutninger bliver MS-partnere frem for ”stedfortrædende” NGOer med base i middelklassen og by-eliten.
– Partnerskab mod fattigdom foreslår derudover, at den fremtidige MS-personelbistand bliver mere forskelligartet. Ud over den traditionelle model, hvor en dansk udviklingsarbejder udstationeres på en længerevarende kontrakt, foreslås det bl.a., at vi har udveksling mellem partnere i Syd og i Nord (f.eks. mellem Dansk Handicapforbund og ditto i Kenya), udsendelse af unge uddannelsessøgende samt brug af udviklingsarbejdere fra Syd.
– Det mellemfolkelige samarbejde vil fortsat være noget af det bærende i vores indsats. Det gælder også involveringen af danske udviklingsarbejdere, hvad enten de er korttidsudsendte, langtidsudsendte eller på udveksling.
– Vores fremtidige indsats skal nemlig bygge på et bredt folkeligt element. Både i Syd og i Nord. Samarbejdet mellem mureren eller læreren i Syd og i Danmark er stadig vigtig, fordi ideologien netop er, at det er ganske almindelige mennesker i Nord og i Syd, der sammen skaber forandringerne.
– Aktive MSer skal kunne tage aktivt del i samarbejdet i Syd, ligesom når det gælder minoritetsarbejdet, work camps og handelsrøverikampagner. Måske skal der laves en målsætning, at der til hvert MS-partnerskab skal være en MS-solidaritetsgruppe i Danmark? En gruppe, som kunne være aktiv støtte til partneren i Syd gennem et rigtigt græsrodsbaseret solidaritetsarbejde.
– Måske vi også skal tænke mere i at blive en kampagneorganisation, hvor det tætte samarbejde mellem de individuelle og kollektive medlemmer i MS på den ene side og MS-partnere i Syd på den anden side gennemfører en række fælles aktiviteter for at gøre en forskel. I Syd og i Nord.
MS-partneres rolle og betydning i vores organisation
– Den nye strategi Partnerskab mod fattigdom vil efter min opfattelse betyde, at MS-partnere i Syd får en mere central og betydningsfuld placering i det politiske arbejde i MS. Fremtiden vil være præget af globale programmer og kampagner, hvor MS i fællesskab med vore partnere i Nord – f.eks. vores kollektive medlemmer – og vores partnere i Syd og Øst vil kæmpe for nogle fælles globale dagsordner.
– Jeg finder det derfor meget værdifuldt, at MS-partnere fra f.eks. Sarajevo og Managua kan deltage i vores repræsentantskabsmøder, ligesom jeg finder det værdifuldt, at vi som MS kan være gæster, når vores partnere afvikler deres generalforsamlinger eller kongresser.
– Dette må være kendetegnet på et godt og ligeværdigt partnerskab, hvor man respekterer vores respektive organisationers selvstændighed og egenart. Vi er i styrelsen blevet enige om at understrege denne intention ved at foreslå en vedtægtsændring, hvoraf det vil fremgå, at MS-partnere i Syd og Nord kan deltage på vore repræsentantskabsmøder med taleret.
– Betydningen af at vore partnere skal spille en mere direkte rolle i vores egen organisation eksemplificeres meget godt af udviklingen i Zimbabwe og Nepal. Begge steder er vore programmer i krise på baggrund af en politisk situation, der er meget alvorlig.
– I Zimbabwe med massiv undertrykkelse og sultproblemer. I Nepal i form af regulær borgerkrig. I styrelsen har vi fulgt situationen i begge lande nøje – og vil fortsat gøre det med henblik på at vurdere, hvordan MS kan støtte vore partnere i de 2 lande på den bedste måde.
– Vurderingen af situationen i begge lande sker på baggrund af tæt kontakt til vores partnerorganisationer og landekontorer begge steder. Jeg vil gerne benytte lejligheden til her at kvittere for et rigtig godt samarbejde til både MS-Zimbabwe og MS-Nepal i den anledning.
– Et andet sted, hvor der er både krise og krig, er Sudan. Men altså også en fredsslutning i Sydsudan, hvor MS i forvejen er aktiv gennem landeprogrammet i Uganda. Her prøver MS at støtte opbygningen af et stærkt og levedygtigt demokrati nedefra. På den baggrund har MS nu søgt om midler til at udvide samarbejdet med vore partnere i Sydsudan for at støtte demokratiseringen gennem oplysning og uddannelse.
Fra det interne MS-perspektiv på arbejdet i Syd til det eksterne:
– Regeringen lancerede i efteråret 2004 en specifik Afrika-politik og var på den måde med til at sætte fokus på det afrikanske kontinent. Det er der sandelig også god grund til, hvis vi skal have en chance for at nå 2015-målene her.
– Alle indberetninger om udvikling i forhold til at nå disse målsætninger fortæller, at der skal gøres en helt anderledes og ekstraordinær indsats i Afrika, hvis vi skal have en chance for at nå målsætningerne. Det er derfor positivt, at regeringen har sat fokus på Afrika. Nu er Tony Blairs Afrika-kommission så også kommet med en rapport, der bl.a. foreslår, at bistanden til Afrika skal forøges betragteligt.
– Der er altså noget, der tyder på, at nogle af verdens ledere har forstået, at der skal gøres noget ekstraordinært. Også ved at investere mere i u-landsbistand til Afrika.
– Men med fare for at komme til at lyde som en gammel sur mand, må jeg alligevel gøre opmærksom på, at vores regering de facto har skåret dramatisk i udviklingsbistanden til netop de fattigste lande.
– Det er sket på grund af generelle nedskæringer i udviklingsbistanden, og omlægninger til bl.a. mellemindkomstlande, f.eks. i Det Arabiske Initiativ, samt prioriteringer af nærområdeindsats og andre initiativer.
– Sammenlagt har det betydet, at dansk udviklingsbistand til de fattigste lande er skåret med ikke mindre end 30 procent siden regeringsskiftet tilbage i november 2001. Det er beklageligt.
– Vi tager til efterretning, at regeringen i regeringsgrundlaget har tilkendegivet, at bistanden ikke skal under 0,8 procent af vor bruttonationalindkomst. Set i lyset af de mærkbare konsekvenser besparelser og ændrede prioriteringer allerede har haft for de fattigste lande, ville det have været et rigtigere signal at hæve bistanden til 1 procent (som under SR-regeringen).
– Men en fast – relativ lav – målsætning er trods alt bedre end fortsat usikkerhed om bistandens størrelse. Man må åbenbart lære at være nøjsom i dagens Danmark, sluttede Søren Hougaard.