Søges: Et effektivt FN-system

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Kim Carstensen,
generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden i Danmark og
medlem af U-landsstyrelsen

Man kan undre sig over, at det ikke er sådan i forvejen.

Men det er faktisk en stor nyhed, at det nu seriøst overvejes at gøre FN til et system, der taler med én stemme og arbejder i én retning i de lande, hvor FN opererer.

Anbefalingen om at samordne FNs operationer kom i en rapport, som et FN-panel på højt niveau afleverede til generalsekretær Kofi Annan den 9. november. Rapporten vil blive forelagt FNs Generalforsamling og være et vægtigt grundlag for en diskussion af reformer i FN i de kommende år.

Der står meget godt i rapporten, ikke mindst tankerne om at samordne de mange FN-organisationer på landeniveau under én fælles leder og med ét program og ét budget. Det må nødvendigvis føre til et mere effektivt system, hvilket vil være et afgørende fremskridt.

Det er yderligere interessant, at rapporten foreslår, at de nationale FN-programmer skal overvåges af en ny, global ”Bestyrelse for Bæredygtig Udvikling”. For en gangs skyld bruges begrebet bæredygtig udvikling, som det bør bruges, nemlig som et samlende begreb for miljø, fattigdom og udvikling.

Rapporten foreslår også en styrkelse af FNs Miljøprogram, UNEP, som skal være miljø-søjlen i det reformerede FN-system, ligesom det anbefales, at landenes indsats for at opfylde deres forpligtelser under de mange internationale miljøaftaler gøres til en integreret del af FN-programmerne i landene.

Intentionerne er gode, men hvor hurtigt der kommer til at ske noget og hvor langt FN-reformen bevæger sig, er et åbent spørgsmål. Der vil være mange sten på vejen, og mange særinteresser, der skal plejes.

Men det gør det kun endnu vigtigere, at vi alle vegne, hvor vi kan, støtter op om, at der kommer reelle reformer ud af FN-panelets rapport.

Rapporten står på FNs hjemmeside på
www.un.org/events/panel

Kilde: 92-gruppens elektroniske nyhedsbrev, nr. 43, Nyt om Miljø og Udvikling