Kommentar: Så fik Haarder ryddet ud i U-landsstyrelsen (opdateret)

Redaktionen

KOMMENTAR (opdateret tirsdag aften)

Af Jesper Søe

Hvis man skal tro Bertel Haarders egne ord, har han ved udpegelsen af den nye U-landsstyrelse, som træder til 1. januar, “lagt vægt på at få en Styrelse, der kan give mig en så bred og god rådgivning som muligt”.

En af de vigtigste opgaver for de 9 medlemmer af “Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde” er da også at rådgive ministeren og tage stilling til større bevillinger. Det er bestemt såre tiltrængt, når man hører den relativt nye Venstre-udviklingsministers mangeartede bistandspolitiske udmeldinger.

Men hvad er det så for en rådgivning Haarder har bestilt? Er det råd fra de folkelige organisationer i u-landsmiljøet, de såkaldte NGOer. Dem, som ifølge VK-regeringen skal gøre meget mere ved den “folkelige forankring”. Og som så netop har efterkommet dette ønske og slidt med at skaffe nye medlemmer og bidragydere i tusindtal. Altså udbygget fundamentet som talerør for det aktive humanitære folkelige Danmark

Nej, det er ikke deres råd, han efterspørger. Der er i hvert fald kun 2 af dem tilbage i Styrelsen nu: Verdensnaturfonden, og så den mest apolitiske og internationaliserede af dem alle – Dansk Røde Kors.

Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er hældt ud, og ifølge MS-generalsekretær Lars Udsholt i Børsen tirsdag er det et signal om, at Haarder “nu ønsker at høre en rådgivning, der mere er over i det erhvervsmæssige”. Han peger på, at Håndværksrådet og ikke en anden NGO er kommet ind i Styrelsen i stedet.

Dermed indgår samme Råd i en sand vagtparade af store erhvervs- og interesseorganisationer, som nu tæller kvartetten Dansk Industri, Landbrugsrådet, Håndværksrådet og LO.

Samtidig med denne organisatoriske skævvridning har Styrelsen på få år mistet stor kvindepolitisk tyngde og udviklingserfaring i gender-perspektiv. Først trak seniorforsker Ida Nicolaisen sig og nu er Elsebeth Krogh, Nødhjælpens internationale chef, ikke genudnævnt, begge efter lange perioder i Styrelsen. Resultatet er, at blot 2 udaf 9 medlemmer er kvinder!

Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Styrelsen har traditionelt været slemt mandsdomineret, men det stemmer meget dårligt overens med statens ligestillings-bestræbelser her i det nye årtusinde, og modsvarer heller ikke udenrigsminister Per Stig Møllers (K) ønske om at satse på kvinder som en af hovedmålgrupperne i dansk bistand. Men han har jo heller ikke ansvaret for u-landsbistanden mere…

Haarder har ikke grebet den enestående lejlighed som en genudnævnelse af Styrelsen er – det sker jo immervæk kun hver tredje år – til at rette op på det kønspolitiske efterslæb. Det er uforståeligt.

Og hvad med ungdommen. Det siges jo fra flere sider, at verdens unge under 15 år i mangt og meget har været glemt i udviklingsdramaet – og også af Danida -, så havde det ikke været på sin plads at indsætte en repræsentant for denne gruppe i Styrelsen? Jo, selvfølgelig havde det det. Men er det så, hvad Haarder har gjort?

Nej. Den eneste, der kommer i nærheden af en rolle som ungdomsadvokat er repræsentanten for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, der har en fortid i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Man må så blot håbe, at han ikke har glemt sine ungdomspolitiske synspunkter, som han gjorde gældende i bl.a. Styrelsen, hvor han for år tilbage sad som repræsentant for DUF.

Under alle omstændigheder er gennemsnitsalderen i Styrelsen for høj, og der sidder for få kvinder og NGOer i den. Og det skønt der er relevante organisationer nok at tage af – som f.eks. DUF, Amnesty, Ibis, UNICEF, KULU eller Læger uden Grænser.

Faktisk sidder der nu flere folk fra forskningsmiljøet (professorer fra Center for Afrikastudier, RUC og Danmarks Farmaceutiske Universitet) – i U-landsstyrelsen end fra hele det vidtspændende NGO-miljø. En uhensigtsmæssig situation set i relation til de folkelige kræfters ønskværdige indflydelse på og gennemslagskraft i bistandspolitikken.

Vi taler om det folkelige forenings-Danmark, der er så meget andet end de store erhvervs- og interesseorganisationer. Det folkelige Danmark, som lige fra den første lov om “teknisk samarbejde med udviklingslandene” i 1962 var tiltænkt en aktiv høringsrolle i tilblivelsen af dansk bistand.

Og situationen er selvfølgelig ikke blevet bedre af, at 2 NGOer – Dansk Missionsråd og Mellemfolkeligt Samvirke – i 1996 måtte vinke farvel til deres faste observatørstatus i Styrelsen. Såmænd under en anden Venstre-minister, Uffe Ellemann-Jensen.

Til sidst: U-landsstyrelsens mangeårige, dygtige og sympatiske formand, professor Holger Bernt Hansen, er genudnævnt til posten. Og bliver nu oven i købet også formand for U-landsrådet; en selvmodsigende og underlig konstruktion.

Det er helt fint, at han fortsætter som Styrelsesformand. Men det må være tilladt at konstatere, at VK-regeringen så samtidig får en mand i spidsen for Styrelsen, som uanset de seneste 3 års milliardbesparelser på u-landshjælpen, aldrig markant offentligt har påtalt dette.

Det er der flere end én i u-landsmiljøet, der har undret sig såre over.

Jesper Søe er journalist og redaktør af internetsitet u-landsnyt.dk

Læs også “Holger Bernt Hansen nu både formand for U-landsstyrelsen og U-landsrådet” – kritiske organisationer ud af U-landsstyrelsen”, under Dansk bistand, dato 20.12.04.